Butikker og spisesteder skal skabe liv i Postbyen
Postbyen varmer op til mere liv mellem husene med opstart af bydelens første butikslejemål.
Postbyens slanke, runde tårne kan ses på så lang afstand, at de fleste københavnere efterhånden må have vænnet sig til, at de nu er en del af byens skyline.
Men selv om Postbyen for mange er velkendt på afstand, er det nok stadig de færreste, der færdes hjemmevant mellem husene i det nye kvarter nær Hovedbanegården.
Og det på trods af, at de to terasserede byrum, der leder fra Bernstorffsgade og op til den kommende, hævede plads ved Posttårnene, længe har været åbne for offentligheden.
En god del af forklaringen er nok Postbyens lidt afsides beliggenhed i kvarteret bag Hovedbanegården og Tivoli. Men en anden forklaring er formentlig, at der stadig ikke er så meget at komme efter.
Og det tager man nu første skridt på vejen til at ændre på.
Butikker til trækplasterplads
De første otte erhvervslokaler i Postbyens stueetager er netop blevet udbudt til leje, og efter planen skal de inden længe rumme den nye bydels første butikker og spisesteder.
Lokalerne er især koncentreret omkring bydelens kommende, centrale plads omkring Posttårnene, hvorfra der mod vest er udsigt over banelegemet, Kalvebod Brygge og Vesterbro og mod øst mod Glyptoteket og Christiansborg samt Politigården.
Når byggeriet af de fem første tårne er helt færdigt, og den centrale plads for alvor kan åbnes op for offentligheden, vil dette udsigtspunkt sandsynligvis blive lidt af et trækplaster — og dermed åbne en mulighed for indtjening for driftige handlende eller restauratører.
Pebrede huslejer
Danica Ejendomme, der ejer Postbyen, estimerer, at omkring 10.000 mennesker dagligt vil besøge området, når det står helt færdigt.
Af samme grund er huslejerne for erhvervslokalerne sat i den pebrede ende — lige fra godt 32.000 kroner om måneden for et lille lokale på 90 kvadratmeter, som for eksempel kan bruges til en kaffebar, til over 160.000 kroner om måneden for et kæmpe restaurantlokale på cirka 650 kvadratmeter.
Byggeri i tre faser
Postbyen vil — når den står helt færdig — rumme omkring 7.500 arbejdspladser, hvoraf Danske Banks nye hovedsæde og LEGOs 'Copenhagen Hub' vil sætte sig på en stor del.
Danske Bank er allerede flyttet ind, mens plastikklodsernes nye 'innovationsmekka' efter planen åbner med 1.500 ansatte i 2027.
Men kvarteret er ikke kun til for erhverv. Cirka 250 lejeboliger, 180 ungdomsboliger og godt 230 hotellejligheder vil også finde plads i området, der er lidt mindre end Ørstedsparken.
Byggeriet af den nye bydel foregår i etaper, og første etape, som blandt andet omfattede Danske Banks nye domicil, blev afsluttet sidste år.
Den igangværende fase omfatter Posttårnene, det centrale byrum og kontorbyggeriet 'The Stamp', som er under opførelse ud til Carsten Niebuhrs Gade mod syd. Det er her, LEGO vil flytte ind.
Den fase ventes at være afsluttet i 2026.
Sidste fase, kaldet 'Project Downtown', omfatter blandt andet kontorer, butikker, almene boliger og ungdomsboliger, og skal opføres ved siden af The Stamp ud til Carsten Niebuhrs Gade i kvarteret sydøstligste hjørne.
Denne del af projektet — som bliver udviklet i samarbejde med DSB — forventes først at starte op i 2026. Og først i 2029 vil hele Postbyen (om alt går vel) stå færdig.
Promenade langs banegraven
Det er tegnestuen Lundgaard & Tranberg, som har slået stregerne til den samlede plan for Postbyen, mens Arkitema har stået for dele af den efterfølgende ‘detailprojektering’.
Når Postbyen står helt færdig vil den omfatte i alt syv runde tårne i forskellig højde, tre store kontorbyggeri samt en etageejendom med primært almene boliger.
Udover den førnævnte centrale plads omkring tårnene og de to trappebyrum, der fører op til den fra Bernstorffsgade, omfatter projektet også en promenade, der skal gå langs banegraven hele vejen fra Tietgens Bro, bagom Hotel Villa Copenhagen, gennem Postbyen til Carsten Niebuhrs Gade.
Herfra vil der kun være yderligere godt 300 meter til den nye busterminal og Ikea, så man kan forvente, at promenaden vil komme til at tjene som en forbindelse mellem Indre By og området omkring Dybbølsbro, der også rummer hotellerne langs Kalvebod Brygge og Fisketorvet.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer