Vaffelis i verdenseliten
Vaffelbageriet i Tivoli serverer ifølge hæderkronede National Geographic en is, der hører til i top-10 – i hele den vide verden.
Det er måske ikke så overraskende, at gastro-hotspottet København klemmer sig med på sådan en liste, men de fleste havde nok tippet opkomlinge som fusionsismajeristerne fra Bryggen 11 eller smagsminørerne fra Siciliansk Is, som favoritter til hæderen.
I selskab med blandt andet soursop-is fra Jamaica og ål-is (!) fra Japan, er det i stedet en klassisk gammeldavs Amerikaner med flødeskum, negerbolle og syltemøj, der placerer Vaffelbageriet, Copenhagen, Denmark på listen over de ti bedste steder i verden at spise is.
Vaffelbageriet har over 100-års historie i Tivoli, og er blevet i familien Krætzmer i nu fire generationer, sammen med de hemmelige, flødebaserede isopskrifter.