pixel

Nu skal metro til Brønshøj og Rigshospitalet finansieres

Københavns Kommune vil sende delegation til Christiansborg for at få endnu mere metro — men vil det nytte noget?

metropassagerer

— Der skal metro til Brønshøj og Rigshospitalet, før der skal metro til Lynetteholm.

Sådan lød det i december fra Socialdemokratites spidskandidat til novembers kommunalvalg, Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det fik blandt andre Venstre op ad stolen, da Socialdemokratiet tidligere har indgået en aftale med et stort flertal på rådhuset om, at udviklingen af Refshaleøen og Lynetteholm skulle prioriteres — inklusive en metro.

Og det skabte også lidt skurren i gelederne hos Socialdemokratiet selv, da Rosenkrantz-Theil tilsyneladende ikke havde klappet dén udmelding af med sit eget parti på rådhuset. 

Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner, og overborgmester-kandidaten havde tydeligvis gjort regning uden vært. 

Men nu bliver hendes forslag på sin vis sparket ind på den politiske scene af flere politiske rivaler.

Vil sende delegation

På et møde i Borgerrepræsentationen i næste uge skal politikerne nemlig forholde sig til et forslag om nu at starte en dialog med staten om at have en metro til Rigshospitalet og Brønshøj klar til åbning senest i 2045.

2045 er netop året, hvor metroen til Lynetteholm skal åbne — det besluttede stat og kommune i marts.

Så med forslaget åbner man altså for en slags pose-og-sæk løsning: Metroen til Lynetteholm er nu på plads og prioriteret som aftalt, men metro til Rigshospitalet og Brønshøj kan stadig nå at komme først.

Forslaget kommer dog ikke fra Socialdemokratiet selv, men fra en bredspektret konstellation af Enhedslisten, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti. Og i teksten henviser de direkte til Rosenkrantz-Theils udspil:

"Forslaget er fremsat af [Socialdemokratiets] overborgmesterkandidat," skriver de.

Enhedslisten er principielt imod anlægget af Lynetteholm, så deres deltagelse er ikke den store overraskelse. Men de borgerlige partier har længe haft byens udvidelse ud i Øresund højest på listen — og Venstre var altså ikke glade for Rosenkrantz-Theils udmelding i december.

Konservative har dog også længe talt for en metro til ikke mindst Rigshospitalet — og i og for sig var Rosenkrantz-Theils holdning måske ikke så kontroversiel.

Allerede i 2022 var der nemlig på rådhuset flertal om en såkaldt 'hensigtserklæring' om at lade den kommende M5 blive forlænget fra Hovedbanegården til Forum, Stengade på Nørrebro og til sidst Rigshospitalet.

Og året efter udtalte et ligeså bredt flertal, at arbejdet med metro til Brønshøj skulle i gang nu — og at man allerede havde sat gang i en analyse af det praktiske .  

Men nu kommer altså et helt konkret forslag om, at man laver en delegation, der skal forhandle med finansministeren om, hvordan de gode intentioner ender i metrohimlen — snarere end i helvede — senest i 2045.

Vil staten hellere have (billigere) letbane?

De fire forslagsstillere til mødet i næste uge kan allerede mønstre et flertal i Borgerrepræsentationen, og man kan nok forvente endnu bredere støtte til udspillet, når der skal stemmes om det i salen.

Dermed er det så godt som sikkert og vidst, at Københavns Kommune nu formelt kommer til at starte op på at finde finansiering af en metro til de to efterspurgte destinationer.

Om staten vil lege med er dog et langt mere åbent spørgsmål — og fronterne vil formentlig blive mere markante, end da planerne om M5 blev forhandlet i hus.

Allerede her var staten ikke 100% medgørlig set fra kommunal side, og for at få projektet sat i gang måtte Københavns Kommune både forpligte sig til at lægge 2,5 mia. skattekroner på bordet og til at give en delvis underskudsgaranti, hvis salget af ny byggejord på Lynetteholm og Østamager ikke giver så mange indtægter som forventet.

Og rådhuset måtte oven i købet opgive sit erklærede ønske om, at M5 skulle fortsætte fra Lynetteholm under vandet videre til Østerport. I stedet får M5 nu endestation på øen, der er er ved at rejse sig af havet.

Så vil finansminister Nicolai Vammen (S) allerede nu gå i gang med at lave en plan for, at staten skal sende milliarder til mere metro i København?

Det spørgsmål har endnu ikke et klart svar, men nu vil der altså blive lavet en delegation, der skal arbejde videre mod det. 

Snakken kan formentlig blive yderligere udfordret af, at staten allerede tidligere har meldt ud, at man gerne vil medfinansiere den billigere — og hurtigere opførte — løsning med en letbane til Brønshøj.

Men de københavnske politikere vil have mere metro, og her i januar gjorde de det helt klart, at de ikke ønsker den letbane, som staten altså umiddelbart foretrækker og har sat penge af til.

Forlængelse og gren af M5?

Skulle Christansborg alligevel vise sig åben for at lægge statslige kroner til mere metro i København allerede i den nære fremtid, så ligger der i det mindste idéer klar til, hvordan den kan skrues sammen.

Rigshospitalet vil altså kunne kobles på den nye M5, som stat og kommune netop er blevet enige om, ved at lade den fortsætte mod nord fra Københavns Hovedbanegård. Sker dét, vil M5 næsten blive til en ny ringbane, da den så kun vil mangle Østerport og en tunnel under havnen for at slå sløjfe på sig selv.

Metroen til Brønshøj er lidt mere uklar. Men i 2017 — et år før 'Lynetteholm' overhovedet var blevet en del af det københavnske ordforråd — blev Brønshøj set som endestationen på en ny linje fra Refshaleøen ind til byens hjerte og videre mod nordvest. Tegningerne fra dengang minder meget om, hvordan den nu vedtagede linjeføring for M5 slår et slag ind over Amager, før den kobler sig på Hovedbanegården.

Både metro til Rigshospitalet og til Brønshøj har altså ideologiske tråde til M5, og man kan forestille sig en model, hvor M5 forlænges fra Hovedbanegården til både Rigshospitalet og Brønshøj — men med et forgreningskammer ved Rigshopitalet, så den på sigt også kan kobles på Østerport og Lynetteholm og blive til en ringbane.

Københavns Kommune er allerede i gang med en undersøgelse af mere metro i byen — inklusive til Brønshøj — og en løsning af dén type er blandt dem, der bliver set nærmere på. Resultatet ventes klar til sommer. 

Men stat og kommune skal altså også se på, om de overhovedet kan forhandle sig frem til, hvem der skal betale hvor meget for det hele.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Tarek Abdouni
Der skal også metro til Rødovre over Hvidovre Hospital måske.
Danskjävlar
Man må se på dagen. Personligt er jeg faktisk mere for Letbane end Metro, mest af alt fordi finansiering af metro til egnen har virket usandsynlig. Men jeg vil være glad så længe at enten den ene eller den anden bliver bygget, så der ikke ventes endnu længere med dårlige løsninger såsom BRT der ikke egner til til korridoren.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling