pixel

Fælled­parken skal over­svømmes mere i fremtiden

Stort skybrudsprojekt skal lede mere regnvand ind i Fælledparken, der nu skal indrettes til formålet.

skybrudssikring, fælledparken, kort

København skal forberedes på større mængder regn i fremtiden.

Regn, der hurtigt kan gøre livet surt for boligejere, forsikringsselskaber og os alle sammen, når skaderne i sidste ende skal dækkes af kommunerne og staten.

Og da kloakkerne langt fra er gearet til de store mængder vand, der kan komme i forbindelse med store regnskyl — og i øvrigt koster en formue at udvide — er den bedste løsning at forsinke og omlede vandet, så kloakkerne så at sige kan "følge med".

Siden 2013 har Københavns Kommune derfor implementeret en skybrudsplan, der omdirigerer vand både over og under jorden og leder det væk fra bebyggelser — af og til med flottere byrum som ekstra gevinst.

Fælledparken skal oversvømmes

Næste år fortsætter det store arbejde med vand-omledning på Østerbro.

Her skal regnvand fra især Blegdamsvej, Fælledvej og Ryesgade ledes væk fra asfalten og ind mod det grønne, som der heldigvis er meget af i denne del af byen — ikke mindst i form af Fælledparken.

Skybrudssikringen kommer dog ikke til at ændre markant på, hvordan hovedstadens næststørste park (efter Valbyparken) ser ud og bliver brugt.

Løsningen vil i høj grad udnytte parkens topografi og tilføje enkelte nye hævninger og sænkninger, så der opstår små bassiner — og så den grønne plæne dermed fordeler vandet mere optimalt, når det regner voldsomt.

På en regnfuld dag vil dele af den oversvømmede plæne derfor fremover kunne få et lidt mere vildt og sump-agtigt udseende. I hvert fald indtil vandet ledes videre til kloakken.

Langs vejene rundt om parken bliver ændringerne mere synlige. Ved Frederik d. V's Vej og Øster Allé vil nye render ved fortovene og nye vejriste lagt ned kørebanen lede regnvandet ind i parken — og både i regn- og tørvejr ændre dagens byrum.

Flere boldbaner rammes

Det store arbejde med at redde dele af Østerbro fra oversvømmelse kommer i alt til at omfatte en femtedel af Fælledparken.

Københavns Kommune vil forsøge at lave arbejdet omkring fodboldbanerne uden for fodboldsæsonen — fra november 2025 til april 2026. Dermed håber man, at man ikke kommer i karambolage med de mange fodboldklubber i området.

Det omkringliggende arbejde vil dog fortsætte frem til vinteren 2026, og derfor kan den årlige DHL-stafet og andre større arrangementer ikke blive afholdt under normale forhold i 2026. Når projektet er færdigt, vil områderne dog kunne benyttes som i dag.

Der er afsat godt 43 mio. kr. til skybrudsprojektet i Fælledparken, som forventeligt vil blive endeligt godkendt af politikerne på rådhuset denne juni.

Arbejdet begynder næste sommer og forventes klar omkring udgangen af 2026.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling