København er vokset udad: Lynetteholmen tager form
På den fjerne side af Refshaleøen er der fuld gang i Københavns udvidelse: Byens nye kystlinje vokser frem.
Det var lidt af en sensation, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2018 afslørede planerne om at anlægge en ny kunstig halvø med plads til 35.000 beboere ud for Københavns Havn.
Selv medier, der normalt ikke interesserer sig for byudvikling, kastede sig frådende over historien om den storstilede udvidelse af København, der samtidig skulle fungere som stormflodssikring.
Men efterhånden som den første hype er døet hen, er det som om Lynetteholms march mod virkeligheden er gledet lidt ud af den brede, offentlige samtale. Og det på trods af massiv modvilje fra mange af hovedstadens borgere.
Indimellem forsøger nogle af projektets talrige kritikere at genstarte debatten — senest med en gruppe fagfolks bud på, hvordan man kunne stormflods- og fremtidssikre hovedstadsområdet på en mere bæredygtig og holistisk måde.
Men de fleste almindelige københavnere skænker næppe projektet mange tanker i dagligdagen.
Med sin placering ude i den fjerne ende af Refshaleøen er Lynetteholm nærmest definitionen på talemåden ‘ude af øje, ude af sind’: Vi kan se højhusene skyde op i Nordhavn og Carlsbergbyen på lang afstand — men det er sjældent, vi kommer helt ud i den nordøstlige ende af Refshaleøen og med egne øjne ser Lynetteholm tage form.
Derfor vil en del københavnere måske måbe lidt over, hvor fremskredent arbejdet med at anlægge den kunstige halvø reelt er.
Seneste melding fra det kommunale udviklingsselskab By & Havn er således, at der nu er fast grund under fødderne på første halvdel af det område, der udgør Lynetteholmens første etape.
Et lille skridt på vejen
Arbejdet med at indramme og opfylde det 275 hektar store areal — svarende til 385 fodboldbaner — der skal blive til Lynetteholmen, gik officielt i gang i 2022.
I april 2023 var det stendige, der omkranser projektets første etape, klar til, at man kunne begynde at opfylde med overskudsjord fra de mange københavnske byggepladser.
Og for nylig lød det så fra By & Havn, at man er nået halvvejs med opfyldningen af fase 1-arealet. Kun et lille hul er tilbage.
Dermed har Refshaleøen nu fået en stor, kileformet udvækst, der ligger og rager ud i Øresund. Det nye, indvundne område er groft vurderet på størrelse med Peblingesøen. Men når Lynetteholmen en dag er færdig vil hele fase 1’s kystlinje udgøre blot to af de i alt syv kilometer kystlinje rundt om den kunstige halvø.
Det er med andre ord endnu kun en brøkdel af det samlede areal, man indtil videre har indvundet i fase 1.
Den langt mere omfattende fase 2 er dog også godt på vej.
Stendige færdigt i 2026
Af de i alt fem kilometer stendige, der skal omkranse denne del af projektet, er mere end 1,2 kilometer allerede kommet op over havoverfladen og kan snart kobles samme med diget omkring fase 1.
Udover de fem kilometer stendige rundt om fase 2, er arbejdet også i fuld gang med at opbygge to kilometer midlertidig dæmning, der skal bruges i forbindelse med anlæggelsen af det planlagte kystlandskab ud mod Øresund.
Stendiget, eller ‘perimeteren’ som By & Havn kalder det, bliver bygget direkte på havbunden og vil, når det er færdigt, rage to en halv meter op over havoverfladen.
Hvis alt går efter planen, vil diget omkring fase 2 være klar til, at man kan begynde at fylde jord i det inddæmmede areal i starten af 2026.
Indtil videre er forventningen, at hele Lynetteholm først vil være fyldt op med jord i 2050. Men allerede omkring 2035 — altså om rundt regnet 10 år — vil de første boligbyggerier efter plnanen stå færdige.
Frem til den dag vil der blive lavet masterplaner, lokalplaner og — ikke mindst — bygget en metro til det nyindvundne terræn.
Københavnerne skal dog ikke vente helt så længe med at sætte deres fødder på den nye halvø. Planen er nemlig, at første etape af det førnævnte kystlandskab skal være færdigt allerede i 2029.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!