pixel

Nørrebro får nyt byrum

Sigynsgade får mere grønt og færre biler. Ny plan får opbakning på rådhuset og blandt de lokale beboere — men der er også skepsis.

sigynsgade plan

Det er ikke længe siden, en del af Sigynsgade på Ydre Nørrebro blev omdannet som led i områdefornyelsen af Haraldsgadekvarteret.

Men trods fysiske forandringer de senere år bærer området fortsat præg af at være nedslidt og en anelse utrygt i de sene aftentimer.

Den blinde gade er efter Nørrebro-standarder forholdsvis bred — men arealet er primært afsat til asfalt til biler og savner en sammenhængende plan, som længe har været et lokalt ønske.

Men nu er der nyt på vej.

Som led i Købenjhavns Kommune 'Budget 22' blev der afsat hele 26 millioner kroner til at gøre vejen mere opholds- og cykelvenlig — og politikerne på rådhuset har netop sagt god for en endelig løsning.

Bedre plads til leg og ophold

Sigynsgade bliver fortsat en blind vej med en vendeplads for enden, men fremtiden for den ser ganske anderledes ud, end den lidt kønsløse bilgade, som den er i dag.

På den anden side af vendepladsen finder man i dag Krakas Plads — en lille, grøn plet med lege- og træningsredskaber, der indtil for ti år siden ikke var en plads, men blot et udløb for biler mod det travle kryds ved Vermundsgade og Haraldsgade.

Det var blandt andet denne del, der blev omdannet i forbindelse med områdefornyelsen. 

Udtrykket fra Krakas Plads bliver nu trukket ned ad Sigynsgade, som opdeles i zoner med skiftevis lege- og opholdsareal samt almindelig vej med dæmpet hastighed for bilerne. I leg- og opholdszonerne må bilerne fremover blot køre 15 km/t.

Forskelligt indrettede pladser til ophold og leg bliver anlagt i nye cirkler, mens også nye træer og anden beplantning kommer til.

Desuden reduceres gadens nuværende 115 bilparkeringspladser til godt 75, så der bliver lidt mere plads at skate eller spille bold på.

Den altså ellers relativt nyrenoverede Krakas Plads får i samme ombæring øget begrønning og en ny indretning, der skal skabe et mere trygt og aktivt mødested for kvarterets beboere — og sikre et bedre cykelflow.

Og så skal den kobles bedre sammen med Sigynsgade, end det er tilfældet i dag. Krakas Plads skal ikke være en isoleret opholdsø fanget blandt bilgader men del af et mere naturligt forløb med den nyindrettede Sigynsgade.   

Boligforening sætter bremsen i

Et andet fremlagt bud på en løsning var i stedet at åbne op for ensrettet trafik henover Krakas Plads.

Både Teknik- og Miljøforvaltningen samt flertallet af områdets beboere foretrak dog løsningen, hvor gaden altså forbliver helt lukket i den ene ende for bilerne.

Dén løsning er den lokale boligforening Bo-Vita, der ejer en tredjedel af Krakas Plads, dog ikke helt tilfreds med. Det skyldes blandt andet, at man mener, at det lukker Sigynsgade gaden af fra omverdenen og dermed isolerer den.

Poltikerne valgte dog den lukkede løsning, men beder sit embedsværk i Teknik- og Miljøforvaltningen om at gå i dialog med Bo-vita, så man ender med et resultat, som alle er glade for.

Alle partier stemte for dén model og dermed for hele projektet — bortset fra De Konservative hvor man ikke er begejstret for udsigten til flere nedlagte parkeringspladser.

Del af mulig cykelrute

Områdefornyelsen ved Skjolds Plads har fokus på at give hele kvarteret omkring Haraldsgade et fysisk og socialt løft og løber frem til 2026.

Én af missionerne er at skabe bedre forbindelser gennem kvarteret. Her indgår Sigynsgade og Krakas Plads som del af en større, planlagt cykelrute, der skal forbinde Nørrebroruten med Fælledparken via Aldersrogade — og en dag måske også med Lersøparken på den anden side af S-togsskinnerne, hvis en samlet udvikingsplan for Vingelodden sættes i værk.

Sigynsgade har i øvrigt ikke heddet Sigynsgade særligt længe. Det cirka 400 meter lange stykke har i årtier været en del af Aldersrogade, der starter ved Vibenshus Runddel ved Fælledparkens ene hjørne.

Men da man tilbage i 2014 anlagde Krakas Plads som en lukket plads, blev den vestligste ende af Aldersrogade skilt fra resten af den i alt cirka 1 km lange vej.

For at undgå adresse-forvirring med samme gadenavn på begge sider af en plads besluttede Københavns Kommune dengang at omdøbe den nu adskilte vej til noget, der passede til kvarterets nordisk mytologiske tema — også selvom de fleste af den slags vejnavne befinder sig på den anden side af Tagensvej. 

Valget faldt på Lokes hustru Sigyn, mens Krakas Plads er hentet fra de islandske sagaer.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling