pixel

To nye broer over havnen rykker tættere på

Med principaftale på Københavns Rådhus er der taget konkrete skridt mod flere faste forbindelser på tværs af vandet.

broer inderhavnen oversigt langelinie enghave brygge engholmene islands brygge

Da syv af rådhusets ni partier i tirsdags skrev under på en ny principaftale om byens budget for 2024 og 2025, kom byen en hel del nærmere to nye broer over inderhavnen.

I dag er der fem af slagsen i den indre del af byen — fra Bryggebroen i syd til Inderhavnsbroen i nord — men med den politiske aftale lavet den 6. juni skal spændet fra syd til nord udvides en hel del.

Der er ca. 2,5 km mellem Bryggebroen og Inderhavnsbroen, men med to nye forbindelser vil der i fremtiden være mere end fem kilometer imellem den sydligste og den nordligste passage af havneløbet — den lidt mere perifere Sjællandsbroen fraregnet.

Det er nemlig helt i syd og helt i nord, at det politiske flertal vil finansiere nye, faste forbindelser: fra Enghavebroen til Toldbodbroen.

Toldbodbroen — til den nye by

I nord har Københavns Kommune siden 2017 haft tanker om at slå en ny bro fra Østerbro til Refshaleøen.

Oprindeligt var det ikke mindst for at kunne forlænge den såkaldte 'Havneringen' — en gå- og cykelrute der i dag følger havneløbet fra Sjællandsbroen til Inderhavnsbroen og tilbage igen på den anden side.  

Men cirka 1½ år senere blev forbindelsen også aktuel som led i en ny cykelrute mellem det indre København og Lynetteholm, der blev præsenteret som projekt sidst i 2018.

På vejen til Lynetteholm ville broen også skabe en fast forbindelse til Refshaleøen, der er et såkaldt 'perspektivområde' i Københavns udvikling. Det betyder kort sagt, at det inden for en relativt kort årrække vil blive inddraget i byens ekspansion. 

I 2020 blev broen indskrevet i den såkaldte 'kommuneplan' for byens udvikling i de kommende år, og i april 2021 døbte vi den 'Toldbodbroen', da den mest omtalte placering på Sjællandssiden på dette tidspunkt var ved Nordre Toldbod.  

Tilbage i juni 2021 kunne vi fortælle, at den nye bro (så godt som) var en realitet.

Ingen penge alligevel

Dén overskrift vovede vi, fordi staten på grund af sit engagement i planerne om Lynetteholm havde afsat 150 mio. kroner til broen. Eneste lille betingelse var, at Københavns Kommune matchede investeringen 1:1, så man i alt havde 300 mio. kroner at bygge bro for.

På det tidspunkt havde Københavns Kommune allerede sat gang i en foranalyse af mulige placeringer af broen, og en stor forligskreds havde vedtaget aftalen om Lynetteholm. Så på redaktionen forventede vi, at man politisk ville prioritere medfinansieringen af broen.

Men sådan kom det ikke til at gå. Ikke i første omgang, i hvert fald.

Resultatet af analysen lå klar i juni 2022, og så var det op til politikerne at afsætte midler til arbejdet, da der i september samme år skulle lægges budget for 2023.

Men 'Budget 2023' blev ikke indgået mellem forligsparterne bag Lynetteholm. Socialdemokratiet og overborgmesteren blev sat udenfor døren, og i stedet var både Enhedslisten og De Alternative med i aftalen om budgettet for 2023.

Netop de to partier udgør den politiske modstand mod Lynetteholm, og da budgetaftalen lå klar, var der — måske ikke så overraskende — ikke fundet finansiering af 'Toldbodbroen' til Refshaleøen og Lynetteholm.

Og det leder os frem til tirsdagens indgåelse af principaftalen for Budget 2024 og 2025. Denne gang er aftalens underskrivere identiske med dem, der skrev under på aftalen om Lynetteholm — og en fast forbindelse fra Østerbro til Refshaleøen er nu kommet ind i varmen igen.

Der er dog endnu ikke lavet håndslag på at finde de 150. mio. kroner, som staten beder om, man finder. I første omgang er man blevet enige om, at der skal afsættes penge til en ny analyse af en fast forbindelse.

Den første analyse pegede nemlig på store, potentielle problemer ved at bygge en bro her i det nordlige havneløb. Der er relativt meget trafik på vandet i dette område, og man forudså i 2022, at broen kunne være hævet i helt op til 7½ time om dagen — noget som drastisk ville nedsætte dens brugbarhed for byens cyklister og gående.   

Den nye undersøgelse kan derfor tænkes at ville kigge nærmere på en tunnelløsning, end man gjorde i den første analyse — og undersøge alternative muligheder for at anlægge en bro.

Uanset hvilken løsning det måtte ende med, er der altså nu politisk opbakning til finansiering af, at man rykker videre med projektet.   

Enghavebroen — til metro over vandet

I det sydlige havneløb åbner en ny metrostation næste år på Enghave Brygge, og meget tæt på er 'Skolen i Sydhavnen' på Teglholmen under udvidelse.

Begge dele har Københavns Kommune i nu nogle år gerne ville give de mange beboere på Islands Brygge-siden af havnen bedre adgang til.

I dag skal man hele vejen op over Bryggebroen for til fods at komme fra Havnevigen på Islands Brygge over til havnebussens stop på Enghave Brygge — en omvej på ikke mindre end to kilometer.

I den anden retning vil en fast forbindelse give de mange nye beboere på Enghave Brygge og Teglholmen meget nemmere adgang til det grønne på Amager Fælled.

Projektet er løbende blevet overdrysset med politiske 'hensigtserklæringer', men der er aldrig blevet sat penge af til det, selvom metrostationen altså åbner allerede til næste år.

Men med den nye principaftale lysner også fremtiden for 'Enghavebroen', som vi indtil videre har døbt den her på magasinet.

I aftalen hedder det, at “Partierne er [...] enige om at tage stilling til etablering af en ny cykelforbindelse mellem Enghave Brygge og Islands Brygge på baggrund af den igangsatte analyse af en cykel- og gangbro."

Den nævnte analyse har været i gang siden sidste år og er indtil videre nået frem til fem mulige placeringer af den nye bro.

Statslige midler?

At være "enige om at tage stilling" lyder nok ikke helt så definitivt som områdets beboere kunne tænke sig. Men aftalen rummer også en passage om nu at søge finansiering på Christiansborg:

"Partierne er samtidig enige om at søge staten om medfinansiering, jf. de afsatte midler til cykelinfrastruktur i Infrastrukturaftalen.”

I statens pulje til cykelprojekter ligger i år knap 100 mio. kr. — og det tal vokser i 2024 til 162 mio. kroner og i 2025 til 270 mio. kr.

Der er med andre ord ikke så få midler at søge om, og 2/3 af puljen et netop øremærket medfinansiering af kommunale projekter. Næste ansøgningsrunde åbner til januar.

Hvad der kan tale for statens deltagelse i projektet er, at statens cykelpulje er målrettet projekter, der kan trække bilister over på cyklen. Transportministeriet har nemlig en erklæret mission om at inspirere flere til at flytte fra bil til cykel. 

Og da Enghavebroen vil skabe nemmere adgang til metrosystemet for de mange bilejere i 'Havnestaden' på Islands Brygge, kan forligsparterne på Københavns Rådhus formentlig lave en troværdig case for, at broen vil kunne bidrage til at reducere bilismen i området.

I præcis samme principaftale, som altså nu udløser ansøgning fra statens cykelpulje, står dog også, at hver eneste nedlagte parkeringsplads i Københavns Kommune skal erstattes af en ny. Den detalje har De Konservative som afsender og vil nok ikke bidrage til en reduktion af bilismen i København.

Så forligspartierne skal måske håbe på, at Transportministeret ikke skeler til principaftalen i sin helhed, når de vurderer, om Københavns Kommune skal have midler til bedre cykelforhold.

En ny analyse i nord — og ansøgning om finansiering i syd — må forventes at tage en hel del tid.

Et rimeligt bud på en afleveret, ny analyse for Toldbodbroen vil hedde ultimo 2024. Og i syd lover staten svar på en ansøgning om medfinansiering inden efterårets budgetforhandlinger i det år, man har modtaget en ansøgning om midler.

Går alt som forligspartierne håber, vil man altså inden udgangen af næste år have en finansieret Enghavebroen og et nyt, konkret projektforslag for Toldbodbroen.   

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling