pixel

Nu kommer cykelstier og ensretning til royal og trafiktung gade

Projektforslag er klar: Mere ro og mindre kaos på Toldbodgade, hvor der kun skal være én kørebane, cykelstier i begge sider og nul P-pladser.

toldbodgade amalienborg parkering

Trods sin prominente placering mellem Amalienborg og havnefronten har Toldbodgade længe været en lidt trist og grå affære.

Hyggen består til dels, som gaden starter ud i forlængelse af Nyhavnsbroen — dog med to baner til bilerne og ingen til cykler, så allerede her er tendensen trafiktung.

Men så snart man krydser Sankt Annæ Plads, ender man på en mere menneskefjendsk strækning, der er præget af parkerede biler, gennemkørende trafik og — i sommerperioden — horder af turistbusser.   

Nye tider er dog på vej for den lidt oversete, royale gade. Efter længere tids forberedelse er et konkret udspil til Toldbodgades fremtid nu lagt på bordet, og i løbet af foråret skal politikerne tage endelig stiling til projektet, der skal give Toldbodgade en ny form for liv.  

Under overskriften 'Fredeliggørelse af Toldbodgade' er Københavns Kommune på vej med tre større indgreb.

For det første skal der anlægges cykelstier med kantsten i begge sider af vejen.

For det andet skal alle gadens cirka 100 bilparkeringspladser nedlægges.

Endelig skal gaden ensrettes — og spændingen er udløst: Det bliver efter alt at dømme i sydgående retning, så bilerne fremover kan køre fra Amaliegade i nord til Nyhavnsbroen i syd, men altså ikke den anden vej. 

Cykler over biler  

Toldbodgade har længe figureret på kommunens to do-liste. 

I 2017 blev gaden udpeget som en af i alt 35 strækninger i byen, hvor det var vigtigt, at der blev prioriteret cykelstier frem mod 2025.

Det skete som et led i udarbejdelsen af den store "Cykelstiprioriteringsplan 2017-2025", hvor kommunen også bad københavnerne komme med input til, hvor der manglede nye og bredere cykelstier. Og her istemte københavnerne, at de savnede cykelstier på Toldbodgade. 

I planen kunne man også se, at kommunen forventer, at mere end 5.000 cyklister vil benytte Toldbodgade dagligt, når kalenderen siger 2025, og det fik i efteråret 2021 et politisk flertal på rådhuset til at tage affære.

Med Budget 2022 afsatte de ialt 25 millioner kroner til at opgradere Toldbodgade, og nu er projektforslaget for gaden altså klar

Som ønsket bliver der etableret cykelstier med de beskyttende kantsten i begge sider af gaden. Når cyklerne breder sig, bliver der mindre plads til bilerne, og det betyder, at der fremover kun kommer til at være én kørebane. Og den lægger Teknik- og Miljøforvaltningen i projektforslaget altså op til skal gå i sydgående retning mod Nyhavn. 

Selv om der ikke også bliver plads til bredere fortove, kan man nok forvente en mere rolig stemning på Toldbodgade, når der kun kun én kørebane til bilerne. Fremover vil cykler og gående optage hovedparten af arealet, og uden parkerede biler vil også gadens visuelle udtryk ændre sig markant. 

Ændringen betyder sandsynligvis også, at de biler der normalt vil køre ad Toldbodgade, når de skal mod nord, fremover kommer til at søge mod den nærliggende parallelgade Bredgade.  

Den øgede trafikmængde i Bredgade — og eventuelt også i Store Kongensgade — forventer kommunen at kunne tøjle ved at omprogrammere trafiksignalerne, så de bliver tilpasset de nye trafikstrømme.

Kampen mod turistbusserne

Bedre cykelforhold er dog kun én af de udfordringer, som omlægningen af Toldbodgade skal løse. 

Gadens prominente placering nær Amalienborg betyder nemlig, at Toldbodgade er en af turistbussernes foretrukne steder, når der skal sættes nysgerrige turister af nær de kongelige gemakker.

Særligt i højsæsonen fra april til september lider Toldbodgade under den royale placering, og de lokale har i årevis råbt op om turistbusser, der vender, parkerer og skaber evindelige trafikpropper og farlige situationer i gaden. Og blot for at give os andre et billede af omfanget, kunne en lokal beboer sidste år berette til Politiken, at han havde talt hele 37 turistbusser i gaden på én gang.  

Så noget måtte gøres. Blandt andet derfor har Københavns Kommune altså besluttet at nedlægge alle bilparkeringspladser i gaden, hvor turistbusserne i dag ynder at holde ulovligt parkeret.

Når dén mulighed — i hvert på papiret — forsvinder med inddragelse af areal til cykelstier, krydser kommunen fingre for, at turistbusserne i stedet vil køre til Esplanaden eller Grønningen, hvor der bliver etableret tidsbegrænset busparkering fra 1. april til 30. september.

Dén strategi har der ikke været det store held med tidligere, men når parkeringspladserne i Toldbodgade helt forsvinder, forventer man, at det hjælper på sagerne. 

På samme vis nedlægges det nuværende stoppested for ’Hop-af/hop-på’ busser ud for Admiral Hotel, så turisterne fremover må gå ned til Holbergsgade, hvis de vil have en guidet bustur rundt i byen.  

Gadens eksisterende handicap- og ambassadepladser vil fremover blive placeret i Amaliegade og på Sankt Annæ Plads, men der vil stadig være enkelte, markerede P-pladser til varelevering og hændværkere i selve Toldbodgade. 

Laves i 2 etaper 

Mens beboerne i Toldbodgade snart kan ånde lettet op, vil beboerne i de omkringliggende gader nok begynde at rykke på sig, for ensretningen vil formentlig betyde, at andre gader kommer til at blive påvirket, når Toldbodgade fredes. 

Derfor inviterer Indre By Lokaludvalg også til et borgermøde den 6. marts, hvor projektforslaget for Toldbodgade er på dagsordenen. 

Dét input som lokaludvalget samler på borgermødet, vil blive sendt videre til politikerne på rådhuset, som forventes at behandle det samlede forslag i slutningen af maj. 

Hvis projektet kører videre uden de store indvendinger, kan anlægsarbejdet starte op i midten af 2024.   

Her vil arbejdet foregå i to etaper.

Første etape strækker sig hele vejen fra Nyhavnsbroen til det skarpe hjørne ved Toldbodgade 40, hvor vejen knækker. Dén etape ventes at være færdig i slutningen af 2025.

Etape 2 dækker den nordlige ende af Toldbodgade, der også løber langs hjørnegrunden ved Amaliegade 44. Her skal omdannelsen af gaden koordineres med byggeriet af Mærsk's nye tilbygning til deres hovedkvarter på Esplanaden, og denne sidste etape forventes derfor først at kunne blive udført fra medio 2027 til begyndelsen af 2028.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordvest
Overdækning af Helsingørmotorvejen til et grønt byrum, der byder velkommen til København.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling