Københavns Kommune undersøger nu dispensation til Noma
Forvaltning afviser at svare på spørgsmål om, hvordan der kan gives dispensation til spærring af sti, man tidligere har erklæret ulovlig.
"Forvaltningen har ved en beklagelig fejl ikke fået fulgt op [...]. Vi vil prioritere sagen og gå i dialog med Noma omkring lovliggørelse af forholdet."
Sådan efterlod vi den 23. oktober sagen om Nomas ulovlige afspærring af stien omkring Christianshavns Vold — en afspærring som nu har stået på i mere end fire år.
Ved samme lejlighed lovede vi, at Magasinet KBH ville følge op på sagen inden jul — så det gør vi nu.
Fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning (TMF) lyder det i dag, at man "har været på besigtigelse på adressen den 8. november 2022," og at "forvaltningen p.t. er ved at afklare, om Noma kan opnå dispensation for forholdet i Planloven. Det skal afklares, før forvaltningen evt. vil udstede et varsel om påbud.”
Men dét er et svar, som Magasinet KBH ikke helt kan få til at stemme med sagens historik.
Og derfor forsøger vi at grave lidt dybere.
Kommunen var bekendt med påbud
Sagen om Nomas spærring af ruten omkring Christianshavns Vold har ligget hos Københavns Kommune siden 2018, hvor man første gang modtog en klage fra en borger.
Fire år senere, i august 2022, fortalte TMF til Magasinet KBH, at man stadig ventede på et svar om sagen fra Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS). Den statlige styrelse er nemlig også i færd med at kigge på sagen, da Noma ligger på Christianshavns Vold, som er er såkaldt "fortidsminde", der hører under staten.
TMF ventede — sagde man i august — på en orientering fra SLKS, når styrelsen havde udstedt et såkaldt "varsel om påbud" til Noma. Et sådant varsel giver modtageren en mulighed for at rette op på forholdene, inden selve det lovmæssige påbud udstedes.
Via en aktindsigt afslørede vi dog i oktober her i Magasinet KBH, at svaret fra TMF ikke stemmer overens med virkeligheden.
Varslet om påbud blev nemlig udstedt af SLKS helt tilbage i april 2019 — og det stod også klart, at TMF faktisk havde været i kontakt med SLKS flere gange siden da, og derfor var bekendt med varslet.
Samme aktindsigt viste også, at TMF til SLKS havde kommunikeret, at Nomas afspærring af stien var ulovlig i henhold til planloven. Lokalplanen for området siger nemlig, at der skal være "offentlig adgang".
TMF var allerede på besigtigelse hos Noma for at se på forholdene i december 2018, og konklusionen blev siden, at hegn og reb omkring Nomas område var i strid med lokalplanen.
Det gjorde blandt andet en bygningsinspektør fra TMF klart over for SLKS i april 2020 — og han udtrykte ved den lejlighed nogen irritation over, at SLKS ikke havde gjort noget ved sagen endnu:
"Coronasituationen kan vel næppe gøre nedtagningen af det nævnte tovværk til en umulig opgave," skrev inspektøren blandt andet i en mail — med henvisning til det tov, der spærrer for adgangen i den ene ende af grunden. I den anden er opsat et regulært hegn med pigtråd på.
Forvaltning afviser at svare
Så hvorfor er TMF nu i december 2022 — flere år senere — gået i gang med at undersøge muligheder for dispensation?
Dét vil Magasinet KBH gerne vide, og vi sender derfor en række opfølgende spørgsmål til TMF.
TMF afviser dog at svare og henviser igen til, at man "p.t. er ved at afklare, om Noma kan opnå dispensation for forholdet i Planloven".
Vi presser på og gør TMF opmærksom på, at det via aktindsigten nu står klart, at man allerede tidligere har konkluderet, at Nomas hegning er ulovlig — baseret på en inspektion foretaget for fire år siden.
TMF gentager, at man i et tidligere svar til Magasinet KBH har beklaget, at man ikke har fået reageret på informationen fra SLKS fra 2019 — og henviser igen til, at man nu er i gang med processen.
Magasinet KBH vil dog også gerne vide, hvilke kriterier der kommer i spil, når TMF nu undersøger, om Noma kan opnå en dispensation.
I den gældende lokalplanen for Nomas område står, at der skal være offentlig adgang til området. Og i planloven — der sætter de juridske rammer for enhver lokalplan — står i §19, at der kan dispenseres fra en bestemmelse i en lokalplan, hvis "dispensationen ikke er i strid med principperne i planen".
Lovgivningen er altså lidt løst formuleret — men hvis lokalplanens bestemmelse er, at der skal være offentlig adgang til området ved Noma, hvordan kan en hegning omkring området så tænkes ikke at stride imod lokalplanens principper?
Det vil Magasinet KBH gerne vide, men TMF ønsker ikke at svare og henviser til, at kriterierne for afgørelsen vil fremgå af afgørelsen.
Magasinet KBH indvender, at det svarer lidt til, at en formodet bankrøver ikke kan lære indholdet af lovgivningen at kende før ved domsafsigelsen. Og derfor spørger vi ind til, hvordan TMF helt overordnet administrerer lovgivningen:
"Hvis der i en plan står, at et område skal være offentligt tilgængeligt, hvordan kan det så hypotetisk tænkes ikke at være i strid med principperne i samme plan, at grundejer har opsat hegning omkring grunden?"
TMF afviser dog at svare, også da Magasinet KBH indikerer, at afvisningen kan have karakter af et demokratisk problem.
Vi følger sagen — og er der ikke nyt inden da, følger vi igen op hos TMF i marts.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer