pixel

Ny studielandsby på vej til Nørrebro

CPH Village er i gang med at opføre deres fjerde, midlertidige landsby til unge studerende. Denne gang på det gamle DSB-areal bag Bispebjerg Station.

cphvillage, nørrebro, dsb

Det københavnske boligmarked er presset. Er man ung og studerende, er man ekstra presset. Det er klimaet også, og så ændrer vores boligbehov og ønsker sig i øvrigt hele tiden.

Alt dét ved de hos den unge, men hurtigvoksende virksomhed CPH Village, der endnu engang går udviklingen i møde og opfører deres nu fjerde studielandsby i bæredygtige og fleksible materialer. Denne gang på Nørrebros yderste kant i et nyt samarbejde med DSB.

Står du på broen ved Bispebjerg Station og ser mod nord, mødes du i dag af et fladt og bart stykke DSB-ejet jord som engang var rangerterræn og nu bare passer sig selv.

Indtil for få dage siden lå byens største corona-testcenter her, men med pandemien i bakspejlet, er der nu plads til en anden — og en anelse sjovere — form for midlertidig udnyttelse på den store grund.

Byens største boligprojekt i træ

I alt 362 nye træboliger står nu til at rykke ind på dele af den store grund med planlagt indvielse dette efterår. Og det bliver ikke kun huslejen, de kommende beboere kommer til at spare på.

Hele byggeriet opføres efter samme standarder for ventilation, isolering og lysindfald som al øvrigt nybyggeri i Danmark, men bliver halvt så CO2-udledende og har en markant målsætning om ikke at indeholde én dråbe cement, beton eller asfalt.

For at det ikke skal være løgn, bliver boligbyggeriet på Vingelodden Københavns hidtil største med træ som bærende materiale. Den sidste træ-rekord stod CPH Village i øvrigt også bag, da de i 2020 indrettede deres studielandsby på DSB's gamle Godsbanegård på Vesterbro, som inden længe bliver til bydelen Jernbanebyen.

Den nye studielandsby på Nørrebros gamle sporarealer kommer da også til at minde om den vesterbro'ske. Det vil sige træmoduler i to til tre etagers højde med udvendige trapper, bundet sammen af vild natur og gangstier og et stort fokus på fællesskaber beboerne imellem.

Den nye beboelse får fire fælleshuse med fælleskøkken, hobbyrum og læsesale med god mulighed for at forberede sine forlæsninger.

Udenfor vil plantekasser og udekøkkener også gøre sit for at skabe socialt samvær.

Til forskel fra den træfarvede studielandsby på Vesterbro ser træmodulerne på Nørrebro dog ud til at få et mere farverigt udtryk end dens forgængere.

Den fjerde containerby

CPH Village har siden opførelsen af deres første containerby på Refshaleøen i 2018 gjort sig bemærket med deres fleksible og lette konstruktioner, der er opført til at kunne samles, skilles ad og genopstilles på nye lokationer, hvis det bliver nødvendigt. Selv fundamentet er skruet sammen med genanvendelige stålskruer.

Opførelsen af træbyen på Vingelodden bliver fjerde skud på stammen efter den containerbyen på Refshaleøen, træhusene i Jernbanebyen på Vesterbro — og fra september også ved Ørestad Nord.

Når husene på Vingelodden åbner vil CPH Village i alt huse over 800 studerende fordelt på de fire landsbyer. Ambitionerne stopper dog ikke der.

Inden udgangen af 2023 er målet nemlig at have opført huse nok til i alt 2.500 studerende i København, som blandt andet skal nåes med en landsby i Nordhavn, som heller ikke ser ud til at blive den sidste. 

Det er iværksætterne Michael Plesner og Frederik Noltenius Busck, der står bag konceptet og virksomheden CPH Village.

Mere nyt på Nørrebro

Hvad der på længere sigt skal ske med hele det gamle DSB-areal på Nørrebro er endnu uvist.

Mens CPH Village kun råder over en mindre del af det store område, var der fra socialdemokratisk side ved sidste kommunalvalg ønske om et samlet byudviklingsområde for hele kvarteret omkring Vingelodden.

I forvejen er området langs S-togsbanen inde i en rivende udvikling.

I Mimersparken på den anden side af Tagensvej er en ny gang- og cykeltunnel under opførelse, mens boligområdet Mjølnerparken er i gang med en stor makeover.

På den anden side af sporene, lang Lygten, har det i flere omgange været diskuteret om der var plads til ekstra bolig og erhverv mellem Bispebjerg Kollegie og Nørrebro Centeret.

Og endelig, på Østerbro-siden af Lersø Park Allé, er tre nye boligtårne netop opført og en ny svømmehal måske på vej.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling