To københavnske motorveje kan blive overdækket
Et forslag om at overdække dele af Øresundsmotorvejen er tættere på virkeligheden. Nu er også et låg på Helsingørmotorvejen smidt ind i puljen.
Ørestad gennemskæres i dag af en støjende motorvej og jernbane, der nærmest binder Skandinavien sammen med resten af Europa.
Men lagde man låg på trafikåren, kunne pladsen ovenpå også binde bydelen sammen og bruges til langt sjovere ting end at tælle biler og blive blæst omkuld af vind og støj.
Mandag besluttede et enigt Teknik- og Miljøudvalg i Københavns Kommyne at gå videre med en foranalyse, der skal beskrive mulighederne for at overdække de dele af Øresundsmotorvejen, der passerer Ørestad og det vestlige Tårnby samt den sydligste del af Helsingørmotorvejen mellem Emdrup Sø og Ryparken.
Ønsket om at overdække motorvejsstrækningen i Ørestad blev oprindeligt rejst af Amager Vest Lokaludvalg, men fik for alvor fart på efter et forslag fra oktober sidste år stillet af Jens-Kristian Lütken (V) i kølvandet på regeringens ønske om at udvide Øresundsmotorvejens kapacitet med to ekstra spor som beskrevet i Folketingets Infrastrukturplan 2035.
Det er et arbejde, der både vil kræve 632 millioner kroner samt en forudgående VVM-undersøgelse af projektets miljøbelastning.
Og når man nu alligevel havde pengepungen og lommeregneren fremme, kunne man lige så godt smide en ekstra undersøgelse af muligheden for at overdække motorvejen oveni, mente Jens-Kristian Lütken med opbakning fra samtlige partier på Københavns Rådhus.
Ikke bare én, men to motorveje
Nu har politikerne altså valgt at gå videre med en langt større løsning, hvor man ikke blot ser på en mulig overdækning af Øresundsmotorvejen, men også smider den sydlige del af Helsingørmotorvejen ind i puljen — en motorvejsstrækning der i dag gennemskærer boligområder og grønne arealer på begge sider.
Desuden skal forvaltningen også undersøge muligheden for at overdække hele motorvejsstrækningen fra Ørestad City til den eksisterende tunnel i Tårnby Kommune — og altså ikke "blot" den 700 meter lange motorvejssænkning mellem Center Boulevard og Kanalvej der kapper Ørestad City og Ørestad Syd over i dag.
»Motorveje i tæt bebyggede områder skaber problemer med støj, og støj er skadeligt,« skriver Jens-Kristian Lütken i en skriftlig kommentar til Ørestad Avis.
»En overdækning vil — udover at være en optimal støjreducerende løsning for beboerne i området — give mulighed for at skabe et mere sammenhængeende og samlende byrum med et væld af muligheder som eksempelvis grønne områder eller idrætsfaciliteter,« lyder det videre fra venstrepolitikeren.
Solceller og klimatilpasning
I første omgang skal Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde en foranalyse af, hvad der praktisk og økonomisk kan lade sig gøre.
Heri vil indgå, om det er muligt at opføre bygninger på en overdækning, eller om man må tage sig til takke med mindre tunge løsninger som grønne områder og idrætsfaciliter.
Opførelse af bygninger kræver et langt dyrere fundamentarbejde, men omvendt vil frasalget af eventuelle byggegrunde — som i dag er ejet af By & Havn — kunne medfinansiere dele af projektet.
Det samme kan penge fra staten øremærket støjreducerende tiltag — samt fra Tårnby Kommune, hvis også denne del af strækningen bliver en del af projektet.
Desuden skal forvaltningen undersøge om alternative energikilder som solceller og klimatilpasning kan integreres i en mulig overdækning.
Helsingørmotorvejen skal også undersøges
I foranalysen har forvaltningen også screenet andre motorvejsstrækninger og fik tommelen op af politikerne til at gå videre med strækningen langs Helsingørmotorvejen mellem Ryparken Station og Emdrup Sø.
Med godt 85.000 daglige køretøjer i 2019 er området stærkt støjplaget — og de ellers store grønne arealer på begge sider af motorvejen afskåret fra hinanden.
Forslaget om at overdække stykket af Helsingørmotorvejen har længe været et ønske fra Bispebjerg Lokaludvalg, der med tegnestuen STED by og landskab præsenterede projektet som læservision her på Magasinet KBH i 2019.
Skal der ske noget på denne strækning, skal Vejdirektoratet, BaneDanmark og DSB også inddrages for at klargøre deres syn på sagen.
Udover Helsingørmotorvejen har forvaltningen også screenet Hillerødmotorvejen som mulig vej til overdækning. Her vurderede forvaltningen dog ikke, at en overdækning ville have samme effekt, da området ikke er nær så tætbebygget og opdelt i dag som de to andre strækninger.
Begge forslag gøres nu klar som notat til de politiske forhandlinger om 'overførselssagen' til foråret, hvor ubrugte midler fra 2021 skal fordeles til brug i år.
Bliver midlerne afsat her, vil man snart kunne påbegynde den nærmere analyse af at overdække dele af motorvejene — og hvad der i så fald kan opføres ovenpå.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!