pixel

Politisk ja til Østerbros første cykelgade

Nu skulle den være god nok: Fra 2023 kan cyklisterne brede sig på hele Nordre Frihavnsgade, mens bilisterne må sænke hastigheden.

Nordre Frihavnsgade Østerbros første cykelgade

Næste sommer må bilerne på Nordre Frihavnsgade vige fra kørebanen. Til at starte med er det vejarbejde, der tager pladsen. Men fra maj 2023 overtager cyklerne.

Nordre Frihavnsgades cykelgade-transformation skulle egentlig allerede have været afsluttet denne sommer. Men processen blev forsinket af et veto fra Københavns Politi, der dog senere blev trumfet af Transportministeriet.

Og mandag stemte politikerne i Københavns Teknik- og Miljøudvalg så ja til planerne om Østerbros første cykelgade.

Slutter sig til lille klub

Kigger man på antal i stedet for størrelse, så er det allerede de bløde trafikanter, der fylder mest i dag.

Fodgængere og cyklister udgør tilsammen 73 procent af gadens trafik, men med kantstensparkering i begge sider — og ingen cykelsti — er der ikke meget plads til dem.

At der samtidig ligger skole og gymnasium i Nordre Frihavnsgade har været med til at skabe et lokalt ønske om at øge sikkerheden med en cykelgade.

Konceptet er relativt nyt i Danmark, og i København har vi kun to. Dét tal bliver snart mere end fordoblet, for oveni Nordre Frihavnsgade er endnu to på vej: Én i Vendersgade ved Torvehallerne og én i den sydlige del af Nyhavn.

30 procent til andre gader

Når Nordre Frihavnsgade genåbner som cykelgade, må cyklisterne brede sig ud på hele kørebanen.

Bilerne bliver dog ikke sendt helt væk, men må fortsat gerne køre på gaden — så længe de altså gør det på cyklisternes præmisser. Dét vil sige med højst 30 kilometer i timen og med vigepligt for cyklisterne.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune kan man forvente, at hastighedsnedsættelsen vil flytte ca. 30 procent af bilerne uden ærinder i gaden til Classensgade og Århusgade.

For at sikre, at hastigheden bliver banket ned, bliver selve kørebanen næsten en meter smallere — reduceret fra 7,4 meter til 6,5. Og to steder hæves den med lange‚ kantstenshøje "bump".

Samtidig bliver fortovene bredere og begrønnet med træer omkring kryds og sideveje, mens bedre muligheder for udeservering, butiksudstillinger og varelevering på pladserne langs gaden, skal give gaden en strøgstemning.

P-pladserne bliver

En af de ting, der er blevet fremhævet som farlig for cyklisterne, er fraværet af en cykelsti.

Dét betyder, at man som cyklist både skal være opmærksom på kørebanens biltrafik, og på at man ikke kolliderer med en pludseligt åbnet bildør, hvis man cykler for tæt på de parkerede biler — såkaldt dooring.

Men cykelsti kommer der ikke på Nordre Frihavnsgade. For gaden er ikke bred nok til, at et anlæg af cykelsti ikke vil koste parkeringspladser, og dem vil lokaludvalget på Østerbro ikke af med.

I stedet ender parkeringspladserne faktisk med at blive bredere — de 45 centimeter ekstra vil give mere plads til at åbne bildøren uden at fælde en cyklist i processen. Og så får cyklisterne også flere parkeringspladser til deres cykler. Helt præcist 212 stk.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordvest
Overdækning af Helsingørmotorvejen til et grønt byrum, der byder velkommen til København.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling