Dagens Data: Københavns befolknings­udvikling

Frem til 1950 voksede og voksede Københavns Kommune, men så fik familien Danmark råd til bil og begyndte i stigende grad at rykke til forstaden — væk fra hvad der stadig var en industriby, og slet ikke den "leveby", vi kender i dag.

Samtidig begyndte byens baggårde at blive ryddet, og små, mørke boliger uden bad forsvandt til fordel for gårdmiljøer.  

Nedad og nedad gik det nu for befolkningstallet. Fra næsten 770.000 mennesker i 1950 til færre end 465.000 i 1992 — et fald på ikke mindre end 40% over godt 40 år.

I processen bliver København også en fattigere by — nærmest på grænsen til økonomisk kollaps, da det står værst til.

Men i starten af 90'erne kom der så småt gang i nybyggeriet og, ja, loven om en metro til København og opførelse af Ørestad blev vedtaget præcis samme år, som befolkningstallet bundede: i 1992.

Siden er det kun gået én vej med befolkningstallet. Vi er ikke nået helt op på niveauet fra 1950, men i 3. kvartal 2021 bor der lige omkring 640.000 i Københavns Kommune — en stigning på knap 40% fra bunden i '92. 

Forbundet med New York?

Men skyldes det hele virkelig, at en lov om Ørestad og en metro sparkede byen i gang igen?

Kigger vi på befolkningstallet i en by en anelse større end København — New York City — så er det et par knæk på kurven, der minder gevaldigt om de københavnske.

Udviklingen er ikke helt identisk eller helt så markant, men fra 1950 stagnerer befolkningstallet i USAs største by, og omkring 1970 begynder det at falde ganske betydeligt.

Ligesom i København flytter mange amerikanere til forstaden i 50'erne og 60'erne — også en pæn del af New Yorks mere velhavende indbyggere. Dét er med til at skabe økonomiske problemer i New York i 1970'erne, hvor byen bliver næsten en million mennesker fattigere.

Men lidt tidligere end i København, midt i 1980'erne, knækker kurven også her, og frem til Covid-pandemien har der været konstant vækst i befolkningstallet i New York — fra 7 mio. til nu omkring 8,5 mio.

Det er en tendens, som man vil kunne finde i flere andre af verdens storbyer, blandt andre London: Befolkningstallet topper midt i det 20. århundrede og falder så frem til omkring 1990, hvor det igen vender.

Som mange andre storbyer var New York City i årtier en by med en hel del fabrikker og industriel produktion. Men på byens liste over de 10 største arbejdsgivere i 1991 finder man ikke længere én eneste i produktionsindustrien.

Udviklingen illustrerer en større, global trend, der er på spil omkring denne tid — og som for så vidt er ved at være fuldendt nu i dele af verden.

Mange vestlige storbyer har over en årrække afviklet eller udflyttet storindustrien i de tætte byområder, og dét førte til et gradvist fald i antallet af arbejdspladser i de mere centrale dele af byerne — men faldet er sidenhen blevet afløst af øget aktivitet inden for handel, service og viden.

Udviklingen betød indledningsvist fraflytning, men samtidig har den løbende bidraget til at skabe bedre miljøer i byerne og at gøre det mere attraktivt at bo og arbejde i dem igen — og ikke mindst derfor er kurven knækket opad igen.

Så hvis man ser metroloven fra 1992 som startskuddet til Københavns transformation til en ekspanderende — og på godt og ondt mere velhavende — storby med øget fokus på livskvalitet, så tager man ikke helt fejl. Men udviklingen er samtidig en afløber af en global trend i den vestlige verden.

—

'Dagens Data' dykker med mellemrum ned i tal relevante for Københavns udvikling.