Det køben­havnske beton­fortov er gammelt, men er det godt?

Hvornår tror du, at man oprindelig begyndte at bruge de betonfliser, der i dag er den altdominerende standard på de københavnske fortove?

Hvis du gættede på et årstal mellem 1920 og 1940, er du ikke alene. 

De fleste af os vil helt instinktivt tænke på toppede brosten, når vi forestiller os København i klunketiden og tidligere, mens beton mere hører hjemme i en by, hvor modernismen og funktionalismen har vundet indpas.

Men faktisk har byens fortove været brolagt med betonfliser så langt tilbage, at både bryggerkongen Carl Jacobsen og forfatteren Herman Bang sandsynligvis har gået på dem.

Kunne ikke finde svaret

Dét var den overraskende konklusion, landskabsarkitekten Torben Dam sammen med sin nu afdøde kollega Jens Balsby Nielsen nåede frem til, da de satte sig for at undersøge københavnerflisens oprindelse.

Torben Dam er til daglig lektor i landskabsarkitektur og planlægning ved Københavns Universitet, og han og Jens Balsby Nielsen havde tilbage i 1990’erne givet en gruppe studerende til opgave at undersøge, hvornår og hvordan de københavnske fortove kom til at se ud, som de gør i dag.

»Formålet var at træne de studerende i at være mere forskningsorienterede, men det lykkedes desværre ikke nogen af dem at finde svarene,« fortæller Torben Dam.

Han og kollegaen besluttede derfor selv at forsøge at nå til bunds i mysteriet. Og det viste sig altså, at svarene lå flere årtier længere tilbage, end de fleste havde regnet med. 

Selv når de spurgte fagfolk indenfor området, skød de på 20’erne eller 30’erne, hvor beton for alvor gjorde sit indtog i byggeriet.

Men i sidste ende viste et katalog fra Nordisk Udstilling i København i 1888, at man allerede på dét tidspunkt eksperimenterede med hele seks nye typer fortovsbrolægning i København — og at den velkendte betonflise var én af dem.

Betonfliser blev med andre ord allerede en del af det københavnske gadebillede i slutningen af 1880’erne. 

Kludetæppe af belægninger

Det samme var fortove af støbeasfalt, som er den belægningstype, der i dag er fremherskende langs Paris’ boulevarder. 

Andre steder i København afprøvede man fortove med granitfliser, som stadig bruges i stor stil i Berlin, og andre steder igen blev fortove belagt med klinker, der i dag er udbredte til fortove i Holland — og for den sags skyld også i byer som Odense og Sønderborg.

I slutningen af 1800-tallet har de københavnske fortove med andre ord været lidt af et kludetæppe med mange forskellige typer ny og gammel belægning mellem hinanden.

Gennem de kommende årtier blev betonflisen dog mere og mere udbredt. Af en opgørelse over kommunens brug af brolægningsmaterialer fra 1901 fremgår det således, at der er betonfliser på omkring ti procent af kommunens fortove. 

Ingen af de andre forsøgmaterialer nåede på noget tidspunkt samme udbredelse.

Intet skrevet ned

Det spøjse er ifølge Torben Dam, at der tilsyneladende aldrig blevet taget nogen politisk beslutning om, at det nu var betonflisen, der var Københavns officielle fortovsflise:

»Jeg har været igennem alle Borgerrepræsentationens referater af møder i de relevante udvalg, og jeg har ikke kunnet finde et eneste sted, hvor det specifikt bliver besluttet, at nu satser vi på fortovsflisen [i beton]. Det er ligesom bare sket,« siger han.

Valget er dog sandsynligvis faldet på netop de relativt store betonfliser, fordi de til forskel fra for eksempel støbeasfalt er nemme at bryde op og lægge igen, når der skal laves vejarbejde — og også er nemmere at fjerne og genetablere end mindre klinker lavet af teglsten.

Og så er de ikke mindst billigere at producere end for eksempel granitfliser.

Det handlede om hygiejne

Men hvorfor var Københavns Kommune overhovedet på jagt efter en ny type fortovsbelægning i 1880’erne?

Det handlede, spøjst nok, om hygiejne.

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte man for alvor at kloakere byen for at forbedre folkesundheden, og det betød, at man nu kunne undvære de rendestene langs gaderne, der hidtil havde ledt regn- og spildevand væk.

I stedet kunne gaderne nu anlægges med en mere ‘flad’ profil, smallere fortovskanter og bredere fortove. 

Hidtil havde fortovene — ligesom selve vejbanen — været anlagt med brosten og typisk med en eller to rækker af aflange granitfliser, kaldet bordursten, ud mod rendestenen.

Bordurstenene var det eneste jævne underlag i hele gaden, men med afskaffelsen af rendestenene blev der nu mulighed for at gøre en langt større del af fortovet mere plant og rart at gå på.

»Folk, der boede i brokvartererne dengang, var jo arbejdere. De havde ikke køretøjer af nogen slags, så al færdsel foregik til fods,« fortæller Torben Dam og fortsætter:

»Det vil altså sige, at fortovene virkelig har været brugt til transport. Børnene skulle i skole, husmødrene skulle ud at købe ind, og fædrene gik til og fra arbejde. Så en bedre gangkomfort betød virkelig noget.«

Før kloakeringen var det faktisk byens private udlejere, der ejede gadearealerne foran bygningerne. Men da de sjældent havde råd til at betale for det omfattende anlægsarbejde, endte Københavns Kommune med at købe gadearealerne af dem.

Dermed kunne kommunen bruge den samme løsning, hver gang kloakarbejdet i en gade blev færddiggjort, og det var ifølge Torben Dam en vigtig forudsætning for, at den nye type gangvenlige fortove blev så gennemført rullet ud i København.

Endelig form fra 1920'erne

Når man kigger på billeder fra de københavnske gader i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, kan man se, at der virkelig blev eksperimenteret med brugen af betonfliserne.

I nogle gader nøjedes man med én række fliser omgivet af chaussésten. I andre gader lagde man to-tre rækker fliser side om side eller i mønstre og sluttede af med chaussésten ind mod husrækkerne.

Den i dag mest udbredte form for fortovsbelægning med et enkelt bånd af chaussesten mellem fliserækkerne dukkede formentlig først op i 1920’erne.

I hvert fald er det tidligste eksempel, som Torben Dam har kunnet finde på den praksis, nogle fotos af Frederiksberg Allé fra 1925.

Hvorfor chaussésten?

At modellen med bånd af chaussésten siden er blevet den absolutte standardmodel for fortove i København (og mange andre steder i Danmark), kan ifølge Torben Dam skyldes flere forhold:

»Man se i arkiverne, at båndet af chaussésten dukker op, samtidig med at der bliver lagt bygas ned i gader og foretove. Og bygas er jo noget farligere end naturgas. Der har formentlig været udsivninger i kældrene, som har været medvirkenede til eksplosioner og måske også forgiftninger,« fortæller han:

»Og der kan man måske se de her chaussésten som en slags forsøg på at lave udluftning til gasrørerne. Men det er altså bare gisninger baseret på antydninger. Der er ikke nogen, der eksplicit har skrevet, at det er derfor.«

Derudover har den navnkundige byplanlægger og arkitekt Steen Eiler Rasmussen påpeget, at båndet af chaussésten også har en praktisk funktion, da det gør det nemmere at komme ind under fortovsfliserne og løfte dem op med et brækjern.

Igen er der dog tilsyneladende ikke nogen nedskrevet beslutning fra politisk side om, at det er sådan, københavnerfortovet skal se ud. Det bliver bare stille og roligt standarden over hele byen.

'Bærende designidentitet'

I dag er "københavnerfortovet" — som det er kommet til at hedde — en del af Københavns Kommunes officielle arkitekturpolitik. Her bliver det ligefrem betegnet som en af byens bærende designidentiteter på linje med for eksempel københavnerbænken.

Ifølge arkitekturpolitikken skal københavneridentiteten fastholdes på alle byens forbindelser, mens der kan laves en anden belægning på byens pladser, ‘hvis den stedlige egenart taler for det’, som det hedder.

Derudover er der gader, hvor man for eksempel af historiske årsager har valgt et andet fortovsdesign. Det gælder for eksempel Snaregade og Magstræde i Indre By, hvor både vejbane og fortove ser ud, som de ville have gjort for 150 år siden, før kloakeringen af København blev sat i værk.

Og endelig er der områderne, hvor man har valgt et alternativt fortovsdesign for at understrege en stræknings særlige karakter eller sammenhæng. Her er et eksempel Vester Voldgades brede fortove med granitfliser — som man også finder på Sankt Annæ Plads, der mere er en gade end en plads.

Smukkest uden chaussésten

Københavnerfortovets ophøjelse til designstandard ville dog næppe have huet førnævnte Steen Eiler Rasmussen.

Ifølge Torben Dam skriver arkitektkoryfæet således i sin bog »Om at opleve arkitektur« fra 1957, at man kunne mærke de københavnske fortove med deres chaussésten gennem skosålerne, når man gik på dem.

Man kan sige, at båndene af chaussésten i de københavnske fortove også opdeler dem i 'spor', så de i mindre grad fremstår som sammenhængende flader.

Eiler Rasmussen foretrak den londonske fortovsbelægning, der består af sandstensfliser, lagt side om side helt uden chausséstensdikkedarer. Det var i øvrigt også sådan, at fortovene indtil for få år siden var lagt i Bredgade i Indre By, og fortovene her havde derfor en anden — og for nogen måske mere 'mondæn' — karakter. 

Torben Dam har det selv lidt på samme måde. Selv om han er enig i, at københavnerfortovet er et både unikt og levedygtigt design, så mener han også, at de københavnske betonfliser med deres gulligorange skær fra granitskærver tager sig smukkest ud uden chausséstenene. For eksempel som de i dag ligger på Enghave Plads.

»Jeg synes, at det står skarpere, og det er i virkeligheden også det mest behagelige at gå på.«

Værst er det dog efter Torben Dams mening, når københavnerfortovet møder den mere ‘fancy’ belægning, man har valgt på flere af byens gågader og pladser — for eksempel i sidegaderne til Købmagergade og Vester Voldgade

»Det ligner tit noget, som bare er blevet klasket sammen. Og det viser, hvor vigtigt det er med en samlet og konsistent løsning, uanset om man så synes, at det er den helt rigtige,« siger Torben Dam:

»Det er, som om man ikke længere helt forstår, at det specielle skal have en basis, for at det for alvor kan stråle.«

—

Interesseret i Københavns historie? Læs også de 25 artikler i vores 'Old School'-serie.