Israels Plads vokser sammen
Vendersgade skal omdannes til en fredeliggjort cykelgade med bredere fortove og grønne opholdspladser.
I Linnésgade og Rømersgade ved Nørreport Station er der gravet ud, og brostenene er så småt ved at være lagt, så gadernes nye og grønnere byrum kan være klar til foråret.
Nu kommer turen så til den anden side af Torvehallerne med en transformation af Vendersgade, der løber fra Peblinge Sø til Nørreport.
’Bedre forhold for cyklister i Vendersgade’ er navnet på projektet, som blandt andet skal give flere steder at parkere cyklen og få bilisternes hastighed ned, så den matcher cyklisternes.
Brosten i plan
I dag er Vendersgade en asfalteret bilgade der både bogstaveligt og billedligt deler Israels Plads over i to. Københavns gamle grønttorv opleves i dag som to separate pladser.
Træder man ud af Torvehallerne og vil have sin pizza-slice med over på en bænk på Israels Plads' sydlige halvdel, skal man holde godt øje med biltrafikken undervejs.
Helt fri for bilerne bliver pizza-spisere ikke fremover, men snart vil asfalten på Vendersgades passage over Israels Plads blive skiftet ud med brosten for at minde både billister og cyklister om at sænke tempoet.
De bump, der i dag får bilerne til at sænke farten, bliver fjernet — men bilisterne vil få mindre plads at køre på. Selve vejen bliver nemlig betydeligt smallere — reduceret fra 11 meter til blot 5,5.
Tanken er, at hvis cyklerne fylder mere på vejbanen, så vil bilisterne tilpasse sig dem og køre langsommere.
Samtidig sænkes fortov og kantsten mod gaden, så den opleves næsten i plan med Israels Plads' to halvdele og mere får karakter af en kørebane over pladsen end af en vej igennem den.
Dermed skal hele byrummet midt på Israels Plads fremover gerne opleves mere fredeligt og mere sammenhængende.
Bredere fortove mod nord
På det øvrige Vendersgade får asfalten lov at blive liggende, og det samme gør fortovene — i klassisk københavnerstil med tre rækker fliser, lidt brosten og kantsten i granit.
Men træder en fodgænger fremover ud på den anden side af kantstenen, lander foden ikke længere på asfalt.
Bredden på den asfalterede del af Vendersgade reduceres nemlig også, og den plads, som den smallere vej frigør, vil i stedet blive brugt på en 2½-3½ meter bred "flexzone" mellem fortov og vej med plads til bænke, udeservering og træer.
Byrummene på den nordlige side af Vendergade vender naturligt nok mod syd — og er derfor de mest solrige — så flexzonerne får her flest meter at brede sig ud på.
Fra bil- til cykelparkering
Ligesom på Linnésgade og Rømersgade må parkeringspladser vige pladsen for at skabe rum til nye bænke, træer og cykelparkeringspladser.
I Vendersgade forsvinder 28 af de nuværende 54 P-pladser, og flere lokale har på forhånd udtrykt bekymring for de reducerede parkeringsmuligheder.
Men da Københavns Kommune tilbage i 2017 stillede 380 parkeringspladser til rådighed for beboerne i P-huset under Israels Plads, vil man ikke oprette nye P-pladser til erstatning for dem, der forsvinder.
Ændringen ses tydeligt på strækningen mellem Peblinge Sø og Nansensgade, hvor samtlige skrå parkeringspladser på den nordlige side af gaden forsvinder med undtagelse af et enkelt indhak til passagerafsætning og tidsbegrænset varelevering.
Parker bindes sammen
Vendersgades transformation følger altså den igangværende omlægning af Linnésgade og Rømersgade, der begge løber vinkelret på Vendersgade.
Men det er ikke kun gaderne omkring Israels Plads, der har ændret karakter i de senere år. Selve pladsen har også gennemgået store transformationer.
For ti år siden åbnede madmarkedet Torvehallerne, og fire år senere — i 2015 — stod den sydlige halvdel af Israels Plads klar efter en omfattende fornyelse, nu mere åben mod Ørstedparken.
Det hele — også den kommende ombygning af Vendersgade — træder ind i en større omtænkning af denne del af byen, der skal binde Ørstedparken og Botanisk Have bedre sammen.
Der er kun cirka 350 meter mellem de to grønne områder, som tidligere var forbundet med hinanden som en del af Københavns voldanlæg. Men op gennem det 20. århundrede er nyanlagte gader mellem dem blevet fyldt med parkeringspladser — og stort set ingen planter har resteret til at minde om arealets grønnere historie.
Begrønning spiller derfor en stor rolle i de nye byrum, og når Vendersgade snart bliver lavet om, er 14 nye træer en del af pakken.
De 57 millioner, som projektet vil koste, blev allerede afsat i 2017, men projektet blev sat i bero på grund af regeringens anlægsloft. Derfor har Vendersgade måttet se til, mens Linnés og Rømers blev transformeret.
Nu er projektet genoptaget, og ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen er den nye Vendersgade færdiganlagt i sommeren 2022.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!