Parkering væk — udeservering ind
Der kommer ikke storslåede, nye byrum med det samme — men Middelalderbyens frigivne plads skal nu udnyttes til noget andet.
525 P-pladser er forsvundet fra Middelalderbyen, så byens gamle hjerte kan blive mere roligt og have mere plads til mennesker til fods eller på cykel.
Der er dog endnu ikke afsat én kommunal krone til at lave de mange nye byrum, der skal rykke ind i byen, nu hvor så mange stillestående biler er forsvundet.
Til gengæld vil Københavns Kommune nu rykke flere borde og stole ud på nogle af de gader, hvor der er blevet mere plads.
I første omgang er der tale om en forsøgsordning, hvor fem gader er blevet udpeget til at rumme mere udeservering i to eller fire år.
5 x servering på gaden
Da de københavnske politikere valgte ikke at sætte gang i nogle af de 'flagskibsprojekter' der gradvist skal transformere adskillige byrum i Middelalderbyen, tog de i stedet et plaster på såret frem:
Der blev afsat omkring 10 mio. kroner til at gennemføre midlertidige projekter, der kan omfatte alt fra nye bænke og planter til mere udeservering, som der altså kommer nu.
Embedsværket har kigget på 15 mulige placeringer for den nye udeservering og er kommet frem til fem områder, der nu skal indtages af mere udendørs kaffe og flere frilufts-nachos:
Store Kirkestræde, Lille Kongensgade, Valkendorfsgade, Badstuestræde og Hovedvagtsgade (se billede øverst i artiklen).
Formålet med forsøget er ifølge kommunen selv "bl.a. at få afprøvet mulighederne for anvendelsen af vejarealer frem mod løbende realisering af Byrums- og Trafikplan for Middelalderbyen."
Den store plan for byens hjerte blev lavet i 2022 og indeholder blandt andet skitser til de ni flagskibsprojekter, som der altså ikke er fundet penge til at komme i gang med endnu.
Ud på vejen
Forsøget med ny udeservering skal i første omgang køre i to år — startende allerede her den 1. april 2025. Efter en evaluering i 2027 er det indtil videre planen, at forsøget derefter kører videre i yderligere to år, eventuelt med justeringer.
Mange af Middelalderbyens fortove er særdeles smalle, og derfor vil den nye udeservering primært ske på vejbanen.
Dét er ikke tilladt i dag, men det vil det blive for de caféer og restauranter, der ligger på de fem udvalgte strækninger og som søger om en tilladelse.
Én ingrediens i de større planer for Middelalderbyen er, at fortovene visse steder skal gøres bredere. Men med forsøget vil Københavns Kommune altså også indhente erfaring med, hvordan byrummet kan anvendes, hvis man ikke ændrer på gadernes indretning, men blot på deres brug.
I to af gaderne er der dog også fremskredne planer om at lave om på deres design.
I Hovedvagtsgade — tæt ved Kongens Nytorv — bevæger man sig p.t. frem mod at omdanne gaden til en såkaldt "grøn bylivsgade".
Her er man på rådhuset ved at lægge sidste hånd på en analyse af, hvordan gaden kan indrettes — og der er planer om, at man til september politisk vil beslutte, om der skal afsættes penge til arbejdet.
Blot 120 meter væk i Lille Kongensgade er man endnu længere med en omlægning.
Her er man ved at fjerne cykelstien, så hele gaden i stedet kan blive en cykelgade — men kommunen siger selv, at udeservering i gaden ikke vil være i konflikt med ændringerne. Der er også planer om at udskifte gadens belægning i 2026.
I Lille Kongensgade vil de lokale caféer og restauranter få mulighed for at servere på gaden hele året. I de øvrige fire gader vil de nye muligheder kun gælde fra 1. april til og med 30. september.
Oplægget skal behandles politisk i næste uge, hvor det formentlig vil blive godkendt, da der sidste år var bred politisk opbakning til midlertidige forsøg med Middelalderbyens byrum.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
Det er ikke korrekt, når I skriver :
"Der blev afsat omkring 10 mio. kroner til at gennemføre midlertidige projekter, der kan omfatte alt fra nye bænke og planter til mere udeservering, som der altså kommer nu. "
Politikerne afsatte i Byrums- og Trafikplanen midler til ikke-kommercielle byrum, dvs plantekummer, københavnerbænke, andre siddemuligheder, osv. IKKE udeservering.
Forligspartiernes beslutning om udeservering strider mod Byrums og Trafikplanen.