Hvad i København? Kød i København

Denne gang handler det om indpasningen af en populær dansk spise: kød.

Kjødmangerne

Byens slagterboder — eller kjødmangerboder — har gennem tiden ligget flere forskellige steder i København.

Dog har de altid holdt til i området omkring Strøget og Amagertorv, hvor alle erhverv der havde med dyr at gøre havde hjemme. Gadenavne som Skindergade, Skoubogade (Skoboderne) og Læderstræde er alle rester af ældre tiders aktiviteter.

Første gang slagterboderne omtales i København er i 1300-tallet, hvor de lå et sted ved Amagertorv.

I 1400-tallet skiftede den daværende Bjørnebrogade navn til Kjødmangergade, efter at boderne flyttede dertil. Og dét hedder den stadig — næsten: Købmagergade. 

Senere finder man slagterboderne på hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, og frem til 1845 lå de på Gråbrødre Torv. 

Maven ved kirken

I 1795 brænder store dele af København, og det går hårdt ud over Nikolaj Kirke — kun tårnet fra 1580'erne står tilbage.

Fra 1845 og indtil 1914 ligger der rundt om tårnet nogle lave basar-boder konstrueret af jern. Tilsammen blev de kaldt for Maven og var de sidste slagterboder efter det gamle middelaldermønster.

Her færdedes byens slagt­ere mellem hinanden — og her sprang Storm P rundt som barn, mens han drømte om en helt anden karriere end at ende som slagter.

Først i 1917 blev der bygget en ny kirke til det gamle tårn.

At drikke lidkøb

I 1577 bliver al slagtning inden for byens volde forbudt. I stedet bliver der opført et muret slagtehus uden for Vesterport med 14 slagterboder.

Dét er startskuddet til, at byens slagtere ender på Vesterbro — og dermed også værtshusholderne som altid fulgte i kølvandet på slagterne.

I 1671 åbner man et kvægtorv uden for Vesterport. Hver onsdag og lørdag bliver markederne åbnet og lukket med trommeslagning af stadstambouren, og dét giver navn til Trommesalen der dengang er en åben plads med træindheg­nede folde til dyrene.

Her kommer bønderne selv trækkende med deres dyr og sælger dem direkte til slagterne. Efter hver handel går man hen på den nærmeste beværtning og drikker lidkøb for at fejre og bekræfte sin handel. 

Etymologisk bonus: Det første led i ordet — altså lid — er et gammelt ord for en berusende drik. 

Kast med indvolde

Hele vejen ud ad Vesterbrogade ligger der i 1880'erne slagtergårde — og ofte er slagtermesteren også værtshusholder med værtshus i samme gård, for så er der ikke så langt at gå, når der skal drikkes lidkøb.

Det fortælles, at selv om slagterne på Vesterbro er et jovialt og hjælpsomt folke­færd, så var det usikkert at færdes på Vesterbro.

Bloddampen fra alle slagterierne går nemlig tit slagterne til hovedet og ve den stakkel der kommer sådan en slagter for nær. For det sker, at de både smidder med indvolde og griber til slagsmål.

I 2018 bliver de sidste slagterboder revet ned, efter et flertal bestående af Socialdemokratiet og de borgerlige partier stemmer for det i Borgerrepræsentationen. Der er ellers store, folkelige protester og bliver fremlagt bud på løsninger, hvor der i stedet bygges nyt mellem de bevarede boder.  

Kødbyen

I 1879 åbner det nye kvægtorv i den såkaldte Brune Kødby.

Selv om faciliteterne er meget bedre, er det med sorg i sindet, at slagter­ne forlader den gamle Trommesal, hvor de har haft en skøn tid.

På det nuværende Halmtorv bliver der holdt hestemarkeder hver onsdag og lørdag — men heller ikke bønderne og prangerne, der kommer ind med deres heste, er glade for det nye kvægtorv.

Som noget nyt går der nemlig en dyrlæge rundt for at tjekke at hestene ikke er syge eller har andre skavanker, og ofte må han have hjælp fra politiet på grund af bønder og hesteprangere der ikke er tilfredse med hans diagnoser.

Man spiser da heste

I 1891 åbner slagtermester Johan Bekker en slagterbutik i Blågårdsgade 7. På butiksfacaden skriver Bekker, at han sælger kalve- og hestekød.

Hesteslagtere er nye i den danske slagterverden. Årsagen er, at hesten i den nordiske oldtid var et vigtigt offerdyr, så da kristendommen blev indført, blev det forbudt at spise og slagte heste.

Men i 1820'erne er hestebestanden blevet så stor, at den får betydning som kilde til billigt kød, og man begynder igen at spise hestekød.

I dag producerer danske landmænd fortsat hestekød, men vi sender næsten det hele til Italien, der anno 2020 er en del gladere for hestekød, end danskerne er.