pixel

Fra én til seks etager på Amagerbrogade

En lav basarbygning på Amagerbrogade skal rives ned og udskiftes med en moderne karrébygning på seks etager. Ikke overraskende har det rejst protester i nabolaget.

nybyggeri amagerbrogade

I årevis har genboerne til ejendommen på Amagerbrogade 160 nydt godt af, at den kun én etage høje basarbygning gav mere eller mindre frit udsyn til blandt andet Sankt Annæ Kirke, Sankt Elisabeths Hospital og det grønne område bag hospitalet.

Derfor er det ikke så underligt, at en del af disse genboer ikke ligefrem jubler over, at den lave basarbygning nu skal rives ned og erstattes af en 20 meter høj bygning med lejligheder og butikker.

Det planlagte byggeri på seks etager bliver den mest synlige del af et større byggeprojekt, der også omfatter en renovering og ombygning af en stor boligblok på Prinsesse Christines Vej, som blandt andet skal udstyres med altaner og have påsat en ekstra etage i træ.

Den nye ejendom på Amagerbrogade skal opføres i røde tegl med mørkt tag, hvidsprossede vinduer og et “hjørnetårn”, så den visuelt falder ind i det øvrige karrébyggeri på Amagerbrogade. Bygningen er tegnet af Arkitema Architechts.

Ejendommen bygges sammen med boligblokken på Prinsesse Christines Vej, så de to bygninger danner et samlet forløb rundt om hjørnet af Amagerbrogade. Bebyggelsen vil få et samlet etageareal på 11.600 m2. 4.400 m2 af disse vil være nybyggede.

34 indsigelser mod ny bygning

Udsigten til det gevaldige bygningsvokseværk på Amagerbrogade 160 har ikke overraskende medført et hav af indsigelser mod den lokalplan, der skal muliggøre byggeriet. Hele 34 af de 47 modtagne svar fra den offentlige høring er indsigelser mod det planlagte nybyggeris højde og størrelse.

Beboerne er blandt andet bekymrede for, at miste udsigt og lysindfald, og at den nye bygning kommer til at overskygge sin nærmeste nabo, det historiske og bevaringsværdige apotek, der siden 1905 har ligget på hjørnet af Amagerbrogade og Hans Bogbinders Allé.

Teknik- og Miljøforvaltningen mener dog, at den planlagte beboelsesejendom med sine seks etager og sit “hjørnetårn” hænger visuelt sammen med Amagerbrogades øvrige etageejendomme, og man vurderer, at der kan skabes gode lysforhold for både nye og gamle beboere.

Politikerne i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har derfor givet 10 ud af 11 tommelfingre op til den lokalplan, der skal muliggøre byggeriet. Kun Konservative var imod.

Lokalplanen er derfor nu sendt til endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen — noget der normalt er en formssag, når udvalget først har godkendt.

Tommelfingrene i udvalget blev dog ikke rejst uden lidt politisk lokaldramatik.

Da sagen blev forelagt politikerne, ønskede både Enhedslisten og SF, at tårnbyggeriet på hjørnet blev sløjfet, så hele byggeriet opføres i samme niveau.

Enhedslisten støttede også Konservatives forslag om at man helt skulle skære femte sal af byggeriet, så det blev lavere.

Og Konservative ønskede flere P-pladser i forbindelse med byggeriet — noget som de dog kun blev støttet i af Liberal Alliance.

Alle ændringsforslag blev i sidste ende stemt ned, da Socialdemokratiet, Radikale og Alternativet ikke støttede nogen af dem. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling