Nyt byggeri i Ørestad vil have mennesker til at mødes
Svalegangen gør et comeback. Vil den virke i en version opdateret til det 21. århundrede?
Social sammenhængskraft gennem mødesteder og ensartet byggeri. Sådan lyder lidt simplificeret tegnestuen COBEs tanke bag et nyt, stor byggeri i Ørestad.
Ved siden af Ørestad Streethal og boligbyggeriet Bjerget er gravemaskinerne allerede gået i jorden, og i 2021 vil 19.000 nye kvadratmeter bolig og daginstitution være føjet til Københavns nok mest udskældte bydel.
I tradition med hovedparten af Ørestad er der tale om et stort byggefelt med et meget stort byggeri. De sammenhængende bygningskroppe går op i 10 etager, byder på i alt 218 nye boliger og har et 'stringent betongrid', som det hedder i projektbeskrivelsen.
Hvad der adskiller sig fra flere andre Ørestad-byggerier er, at små spring i facaden skal skabe lidt variation i gadebilledet ud mod kanalen. Og så bemærker man fraværet af altaner, som ellers er blevet fast inventar på københavnsk nybyggeri.
Møder mellem mennesker
Det sidste er ganske bevidst. Det nye byggeri består af en blanding af 48 almene boliger og 170 private udlejningsboliger — og intentionen er at skabe flere møder mellem beboerne, end man gør ved at alle sidder på hver sin altan med en kop kaffe og kigger ud over Bella Center med golfbanen i baggrunden.
I stedet for altaner er der på byggeriets facade flere steder indskudt dæk, hvor man kan sidde ude foran sin lejlighed og nikke til andre beboere — eller forhåbentlig falde i snak med dem.
Princippet er ikke helt forskelligt fra de svalegange, der sidder uden på meget byggeri fra 1960'erne, og tiden må vise, om COBEs version har mere held med at skabe 'stærke fællesskaber', som Københavns Kommune beskriver det i deres materiale.
I hvert fald kan man rent klimatisk måske frygte, at vestenvinden fra Amager Fælled vil skabe nogle udfordringer for intime stunder i højden.
Det er dog ikke kun fraværet af altaner og tilføjelsen af svalegange, der skal skabe møder mellem mennesker. Det nye byggeri vil også tilbyde taghaver og en fælles, grøn gård — og så vil man med en ensartet facade i hele byggeriet signalere, at der ikke er forskel på, om man er almen lejer eller privat lejer. Alle ejendommens beboere skal på tværs af skel — i teorien — mødes på og imellem husene.
I stueetagen er 500 m² afsat til serviceerhvev som f.eks. café. Prisen for en 100 m² lejlighed bliver godt 10.000 kroner i den almene del af byggeriet.
Det er AP Pension der er bygherre og altså forrenter sine pensionsindskud ved leje private boliger ud. De 44 almene boliger opfører pensionsselskabet på vegne af FSB, der er Københavns største almene boligorganisation.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!