Forsinket 'generationshus' i Ørestad nærmer sig byggestart
Efter at være sat på pause på grund af stigende omkostninger er 'Generationernes Byhus' i Ørestad Syd nu tæt på første spadestik.
Ambitionerne var store, da Boligforeningen 3B i slutningen af 2020 præsenterede sine planer om at bygge det såkaldte ‘Generationernes Træhus’ i Ørestad Syd.
Bæredygtige byggematerialer og en markant social profil var bare nogle af overskrifterne for det ambitiøse, almene boligbyggeri, der skulle opføres på hjørnet af Asger Jorns Allé og Robert Jacobsens Vej.
I dag, mere end tre år senere, ligger byggegrunden midt på Ørestad Syds hovedstrøg fortsat ubebygget hen.
Projektet kuldsejlede tilbage i sommeren 2021, da de stigende byggepriser betød, at omkostningerne ville overstige maksimumbeløbet for almene byggeprojekter.
Der er dog fortsat grøde i mulden på byggetomten i Ørestad. En politisk aftale fra efteråret 2022 har givet mulighed for, at almene boligbyggerier kan overskride føromtalte maksimumbeløb med 20 procent — og efter at have kørt projektet gennem den økonomiske vridemaskine er Boligforeningen 3B nu ved at lægge de sidste blyanter, lukke de sidste regneark og skride til handling.
De første spadestik forventes at blive taget til efteråret.
Fra træ til tegl
Den strammere økonomi betyder selvfølgelig, at projektet har ændret en smule karakter i de forløbne tre år.
Den mest åbenlyse ændring ligger i navnet. ‘Generationernes Træhus’ har fået skrællet træfacaderne af og hedder nu blot ‘Generationernes Byhus’.
3B har dog stadig en målsætning om at bruge træ, hvor det er muligt — og hvis visualiseringerne af byggeriet står til troende, bliver i hvert fald underetagen beklædt med træ, mens resten af facaden bliver lavet i røde teglsten, også blot kaldet mursten.
De sociale ambitioner bag huset er uforandrede: Man vil skabe fællesskab og mangfoldighed på tværs af generationer ved at øremærke dele af huset til henholdsvis ungdomsboliger, ældreboliger og familieboliger.
Derudover er det en målsætning for Boligforeningen 3B, at huset også bidrager positivt til nærmiljøet på Asger Jorns Allé.
Derfor skal de tre erhvervslokaler i byggeriets stueetage ikke bare udlejes til de sædvanlige kædeforretninger, men til formål, der kan skabe liv i det fortsat lidt halvdøde kvarter — for eksempel restauranter eller caféer.
Dermed imødegås et af kritikpunkterne ved det oprindelige projekt fra 2020 — og man lægger sig i slipstrømmen på en politisk beslutning fra 2023 der indførte krav om at inkludere udadvendt erhverv i alt nybyggeri i området.
Flere ungdomsboliger
Rent fysisk kommer Generationernes Byhus til fremstå som fem sammenhængende ‘tårne’ med forskudte facader.
Tårnenes højde vil variere fra seks til ti etager, og mens de høje tårne på fløjene og i midten kommer til at rumme forskellige typer af familieboliger, vil to lidt lavere tårne rumme henholdsvis ungdomsboliger og et seniorbofællesskab.
Tårnene bliver bundet sammen af ydre svalegange, hvor tilfældige møder mellem beboerne kan opstå, og de nærmeste naboer kan hygge sig sammen på små fællesterasser.
Derudover anlægges der en stor fælles tagterasse på toppen af byggeriet, mens den del af stueetagen, der ikke optages af erhverv, vil blive brugt til fælles faciliteter som vaskeri.
I alt kommer huset til at rumme 118 almene boliger — fire færre end i det oprindelige projekter. Mængden af ungdomsboliger er vokset fra oprindeligt 32 til 42, mens seniorbofællesskabet kommer til at omfatte 24 boliger mod de oprindeligt planlagte 34. De øvrige 52 boliger bliver traditionelle familieboliger af divergerende størrelse.
Efter planen skal byggeriet som sagt gå i gang til efteråret, og det forventes, at de første beboere kan flytte ind i 2026.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!