pixel

Hæder til renoveret hotel i Indre By

Genbrug af gammel transformerstation vinder pris

Herman K 2

Næsten ugentligt skyder der nye byggerier op i København, og ofte hører man den kritik, at de nye bygninger og områder mangler den sjæl, som man byggede med i tidligere tider.

Genbrug er godt, siger nogle. For med genbrug bringer man både en bygnings historie med sig og kan undgå for meget konformitet i byens arkitektur.

I går blev Renover-prisen 2019 uddelt til et projekt, som på særlig god vis beholder det gamle og får det bragt sammen med det nye. Og det blev et københavnsk projekt, der løb med årets statuette.

Strøm til hotel

Hotel Herman K på Bremerholm er oprindelig en gammel transformerstation fra 1963 — i drift helt frem til 2013, på trods af at den ligger midt i Indre By, overfor Magasin og et par skridt fra Strøget.

Men i 2018 genåbnede bygningen som et 5-stjernet hotel, der på sin facade har bevaret det meget markante og dækkende gitter af bronze. I de nye klæder er der dog nænsomt blevet åbnet flere sprækker i facaden, så der kan komme lys ind til lobby og værelser.

Bygningen er opført i sprængsikker beton, hvilket er bevaret i de indre rum, så hotellet også indendørs har beholdt meget af sit industrielle udtryk.

Det har ikke gjort renoveringen nemmere at skulle arbejde i den særligt hårde beton. Men hårdt arbejde belønnes altså i dette tilfælde, for Hotel Herman K modtog sammen med statuetten 100.000 kroner, som er øremærket en stor fest for alle de involverede i byggeriet.

Renover-prisen er blevet uddelt af Realdania og Grundejernes Investeringsfond siden 2013. Intentionen med prisen er at inspirere til mere genbrug af landets mange, gamle bygninger — og at demonstrere, at det gamle byder på andre muligheder end blot at rive ned og bygge nyt.

På trods af sin unge alder — og sit lidt usexede navn — er Renover-prisen både eftertragtet og respekteret blandt folk, der arbejder med byggeri. Ikke mindre end 153 projekter var indstillet og heraf blev seks nomineret. Blandt de nominerede var også Postgården på Købmagergade.

Selv om man ikke har behov for at bo på 5-stjernet hotel i det indre af byen, kan man sagtens selv opleve Herman Ks transformation. Inde i hotellet er der nemlig både bar og restaurant med adgang for alle.  

Se mere om projektet her:

 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling