pixel

Fra børnehaver til über-luksus: København som udvidet dagligstue

Arkitekterne fra Cobe er her, der og alle vegne i København i disse år – nu også særudstillet på Dansk Arkitektur Center.

our urban living room dansk arkitekturcenter

Hovedstadens største plads, Danmarks travleste station, Skandinaviens største byudviklingsprojekt – og yderligere to håndfulde meget markante og prestigiøse projekter i byen undervejs.

Fakta

Our Urban Living Room

14. oktober - 8. januar

Dansk Arkitektur Center
Strandgade 27B, Kbh K

Åbent klokken 10-17 alle dage.
Onsdag aftenåbent til 21.

Entré 60 kroner – gratis onsdag klokken 17-21.

En del af udstillingen fortsætter i Cobes lokaler på nærliggende Papirøen: Trangravsvej 6, Kbh K.

Hos Cobe er der gratis adgang og åbent alle hverdage mellem klokken 9-11 og 13-16, samt om søndagen klokken 13-16.

Det er blot 10 år siden, at den københavnske arkitekt Dan Stubbergaard grundlagde sin tegnestue Cobe, men han har allerede sat et aftryk på fødebyen, som generationer af københavnere kommer til at udfylde med liv.

Gennembruddet var den overordnede masterplan for genudviklingen af Nordhavn, og i dagligdagens København er Cobe for alvor kommet på banen med de totale transformeringer af to tætliggende og meget centrale steder i Hovedstaden: Nørreport og Israels Plads.

Lige som også det gyldne Biblioteket i Nordvest og de nyfortolkede pakhuse på Krøyers Plads er det nye toneangivende dele af byen, som Cobe alle har formgivet i partnerskab med andre arkitektfirmaer. Men ud fra sin selverklærede filosofi om socialt engageret arkitektur: Bygninger og byrum skal skabes, så de inviterer københavnere til at bruge og definere dem som deres egne.

Princippet om byen som en udvidet dagligstue, hvor grænserne mellem det private og det offentlige rum udviskes, lægger nu også navn til efterårets store udstilling på Dansk Arkitektur Center, 'Our Urban Living Room', som dykker ned i Cobes mange nye stykker af København.

Balkon-eksempel i 1:1

Indenfor hos DAC er Cobe blevet inspireret af de gamle bjælker i det tidligere pakhus og har snedkereret en omsluttende træramme om hele udstillingen. Som en kæmpestor reol, man træder ind i, danner totalinstallationen syv forskellige rum i rummet med modeller, billeder, tekst, tegninger og meget andet, der kan kravles i, mærkes på og lyttes til.

Rummene i træreolen har hvert sit tema, blandt andet arkitektur til børn, transformation af ældre bygninger, eller hvordan fremtidens København skal se ud.

Og ind i mellem dukker der elementer fra Cobes arkitektur op i fuld størrelse i udstillingen. Mest spektakulært balkonen i 1:1, som er sat op på DACs 130 år gamle facade. Den skulpturelle stålbalkon i 7,5 x 8 x 2 meter stammer fra The Silo i Nordhavn, det igangværende extreme makeover af en tidligere foderstofsbeholder til luksuslejligheder med skybar på toppen.

Fra en kanalbro til et helt kvarter på vej

Den største af de specielle boliger i siloen blev sat til salg til den højeste pris for en dansk lejlighed nogensinde, så Cobe må siges at favne bredt med sin filosofi om arkitekturen som social motor i København – fra børnehaver og folkebiblioteker, over offentlige pladser, til kontordomiciler og über-luksusboliger.

Du kan også her på Magasinet KBH se meget mere om eftertragtede Cobes mange projekter i København, der er enten i gang eller på vej:

På Christianshavn, i gåafstand fra udstillingen, foruden Krøyers Plads også landets største børneinstitution Børnebyen og fremtidens plan for Papirøen.

I Nordhavn foruden The Silo også den flydende boligblok Kronløbsøen og blikfanget Spidsen af Redmolen, en 60 meter høj kontor-cylinder med offentlig vinterhave som kerne.

De nye store pladser KUA Universitetstorv på Amager og Nørrebro Stationsområde på grænsen mellem N og NV.

De usædvanligt designede bygninger Røde Kors Frivillighus på Østerbro, hvis tag bliver en offentlig trappeskråning, og Tingbjerg Kulturhus og Bibliotek, der til forveksling kommer til at ligne et kæmpe fjernsyn.

Og endelig to projekter, der i hver sin ende af skalaen skal tiltrække byliv: Broen over Frederiksholmsløbet i Sydhavn, der udformes som en meget lang solbænk, og Bella Kvarter i Ørestad, hele 265.000 nye kvadratmeter med boliger og butikker rundt om Bella Center.

Emner

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling