Gå ikke over sporet der kommer ord

Inden jeg træder ind på Hovedbanen, klemmer jeg to fingre fast om næsen og puster til. Det har Frank Langmack i mine hørebøffer opfordret mig til for at udligne trykket i hovedet og ligesom tømme det for forudindtagede anskuelser.

Som en hval der renser sit åndehul inden et langt dyk, er jeg klar til at sanse verden på ny. Men indenfor i ankomsthallens læ bliver klar­heden hurtigt afløst af forvirring. Jeg kan simpelthen ikke få øje på den messingplade der fortæller om det dansk-tyske banesamarbejde, og som Frank bruger som pejle­mærke.

Men jo, det ligner gran­giveligt en stor læderpose med coke dér midt på kioskens store fotostat af morgenbrød; et kunstværk som min guide derfor døber ”Vesterbro-nadver”.

Min bedagede andengenerations-iPod Mini kæmper forgæves mod de mange og virkeligt høje højtalerbeskeder der runger mellem søjlehallens hvælvinger, men jeg opsnapper at jeg skal gå mod spor 4. Hvilket også er ret forvirrende, for herfra kører lufthavnstoget, og jeg skulle efter planen mod Høje Taastrup.

Men de farvede årer i murværket nede på spor 4 viser sig at være centrale for en poetisk og syret røverhistorie om Hovedbanens sande formål – det er faktisk lige herunder at Kjøbenhavns gamle hjerte ligger inddæmmet og pumper ånd ud i gaderne og langs banesvellerne til provinsen.

Jeg tjekker ud af øjenkrogen om der er nogen der undrer sig over at jeg står og føler efter på muren. Det er der ikke.

På rette vinduesplads i den lysegrønne linie Bx til Høje Taastrup tager Frank, straks toget triller, det nye kulturelle mææh-ka Kødbyen under allegorisk behandling. Helt klart ikke hans favoritsted; husk at dj’s er en slags halshuggede og kaglende høns!

Jeg forsøger som tilskyndet at hoppe hurtigt ud og ind igen på Enghave Station. Men projektet umuliggøres af en indtrængende børnehaveklasse i skrig-gule trafikveste, så jeg må bare tage Franks ord for at her lugter perronen altid af pis.

Efter sigende fordi gangbroen henover den i virkeligheden er en stor fugl der afmærker sit territorium. Arten af fugl er Frank ukendt, men det er i hvert fald ikke en søpapegøje der jo er let genkendelig ved at ligne en squash med tortillachips som vinger.

Det er intet problem at komme af på udørkenen Danshøj. Som den eneste station har den ingen parkeringspladser da det er farligt at blive her for længe. Ja, det er den sikre vej til sømændenes hjem.

Jeg sendes over på den højeste af de to bakker lige ved siden af den øde omstigningsstation mellem linie B og F for at nyde udsigten med Domus Vista i horisonten.

Det ser gråt ud, men Frank opmuntrer mig til ikke at være bange for naturen, selv om det er naturligt for en dansker at blive nervøs ved alle situationer hvor man ikke umiddelbart kan sætte en kande kaffe over.

Der ligger et plejehjem neden for højen, så kaffen er inden for rækkevidde. Om natten er her konspirerende ugler.

Tilbage i S-toget med kurs mod Vestegnen begynder min guide at synge falset omkring Hvidovre, inden han fastslår at Rødovre er Hvidovre – bare anderledes – og at Albertslund i virkeligheden var et spillested der spillede så vederstyggeligt højt at man lydisolerede det med en hel by.

Mens tætheden af kamphunde og kasketter på Lille Per-sned stiger, nikker jeg forstående til det gode råd om at man skal lade være med at røre ved sine medpassagerers ansigter.

Jeg gør desuden den observation at en andengenerations-iPod Mini heller ikke holder volumen til at lukke en af de der seniormobiler med ekstra store taster ude. De bimler som en hel arkadehal fuld af løbske Super Mario-spil.

Jeg opdager derfor alt, alt for sent at Frank vil have mig af i det ægte Taastrup, inden det sidste stykke til Hovedbanens forlængede arm, Høje Taastrup.

Så jeg må sluge fortællingen om Taastrups forbandelse og dens kommende Messias, tykke Jonas med diamanter i ørerne, fra en bænk under endestationens zeppeliner-glaskuppel.

Så beordres jeg på en lille slentretur i Høje Taastrup, pletten hvor hovedstaden ender, og som ganske rigtigt godt kunne gå for at være et lille stykke DDR inden for cykelafstand.

Langs med Boulevarden i de millioner flisers by, forbi mastodonter i glas, den noprede penis i rundkørslen, og Verdens Navle (der hvor der ligger en kinesisk restaurant på det ene hjørne, en græsk overfor, og så bageren med 50 procent afslag på brødet efter klokken 16).

Min nye ven Frank efterlader mig på græstundraen ved CSC-borgen. Det næste spor på iPod’en er en sær gammel sag med Danger Mouse, og mine klip er for længst udløbet. Halvanden time er alt for lidt til at klare seks takstzoner.