Fang en film i minuttet i Metroen
Endelig en filmfestival hvor du kan nå at se hele programmet.
60 Seconds Kortfilmfestival
21.-26. marts i Københavns Metro og andre udvalgte lokationer.
Festivalen er gratis – du behøver ikke engang købe en togbillet, da filmene vises på metroperronerne.
Gadefilm visningssteder
TASCHEN
Østergade 2A
Kbh K
Sabine Poupinel
Kronpinsensgade 12
Kbh K
CasaShop
Store Regnegade 2
Kbh K
Paludan Bogcafé
Fiolstræde 10-12
Kbh K
Cinemateket
Gothersgade 55
Kbh K
Er du typen, som altid først når metroperronen netop som toget er kørt, kan du glæde dig til kortfilmsfestivalen 60 Seconds.
Fra mandag 21. marts og ugen ud løber festivalen for tredje gang af stablen, og viser, som navnet antyder, tres sekunder lange kortfilm fra hele verden, mens du venter på den næste metro.
Danske og udenlandske videokunstnere er kommet med deres personlige bud på en vinderfilm, og ud fra 135 indsendte minifilm, har juryen udvalgt de 30 bedste.
Juryens ti favoritter bliver vist på metrostationernes reklameskærme, mens 20 øvrige udvalgte film bliver vist rundt omkring i København, blandt andet i CasaShop og Cinematekets vinduer.
And the winner is... Vinderen af Juryprisen findes blandt de ti metrofilm, mens Publikumsprisen går til en af de 20 gadefilm. Gadefilmene kan desuden streames på festivalens hjemmeside, hvor man også kan stemme på sin personlige favorit.
Sidste år skabte festivalen stor furore, da en af de udvalgte metrofilm viste to nøgne mænd kysse inderligt i et brusebad. Det blev for meget for metroen, som bortcensurerede filmen, og det gav anledning til en sand proteststorm og anklager om homofobi.
Det våde mandekys endte med at vinde publikumsprisen, og metroen gik med til at vise filmen under homo-festivalen World Outgames.