Marmor-metro i egen skal
Fremtidens metrostation under Marmorkirken har været heftigt debatteret, og frygten for, at den kuplede kirke skulle styrte i grus under udgravningen, har fået hundredvis af borgere til at gøre indsigelser mod byggeriet.
Men nu ændres byggeplanerne for Frederiksstadens metrostop til en endnu sikrere version af den ellers, ifølge Metroselskabet, i forvejen sikre plan.
Stationen kommer til at ligge det samme sted, men i stedet for at grave et stort, åbent hulrum klods op ad den gamle kirkes fundament, skal der bygges en slags skal omkring perronerne, der kommer til at ligge ovenpå hinanden og ikke side om side, som vi kender det.
Ud over at være (endnu) mere sikker for omgivelserne skulle løsningen også være mere simpel - med den indlagte bonus, at det bliver lettere at have metrostationen færdig til tiden i 2018.