Spis solo med kniv og gaffel – og hørebøffer

Vinter i Tivoli er lige skøjtet i gang igen, og der er lysfestival i resten af byen, så fællesstemningen er høj rundt om restaurant Gemyse midt i forlystelseshaven.

Men indenfor sidder vi ved hver vores runde enkeltbord og vender konsekvent alle andre ryggen, mens vi gør os fortrolige med aftenens hovedaccessory og fremmedelementet i den klassiske borddækning: Hørebøffer.

Hvornår har du sidst spenderet en middagsoplevelse i byen kun med den person du kender allerbedst i hele verden? Bare nydt det simple og alligevel fordybende – i både selskabet og middagen? Uden forstyrrende elementer i omgivelserne eller på medbragte mobiltelefoner? Bare helt zen med din mad og drikke.

Nu havde københavnerne ellers lige vænnet sig til, at restaurantbesøg ofte er lig med social dining og så meget larm som muligt. Man skal ikke kun møde egne venner, men også de andre og andres venner ved langborde, imens det hele deles højlydt på sociale medier, og man i øvrigt helst skal sidde nærmest ude i køkkenet i armslængde fra kokken.

Og så kommer solo dining til byen.

Fotograf:  Andreas Raun

Langsommelighedens kunst

Fænomenet er for længst slået igennem især i Asien, selvfølgelig primært i storbyerne, hvor singlekulturen vokser stødt og skaber nye vaner og muligheder for byliv i solo-regi. I Sydkorea er spise ude alene-trenden populariseret med udtrykket hon-bap, og i Japan opgraderes spisesteder og personale til fokus på solo dining, eksempelvis med de ganske udbredte flavor concentration-båse.

På Gemyse byder en afdæmpet kvindestemme i hovedtelefonerne velkommen til ”kunsten at være i øjeblikket” – med dig selv og madoplevelsen. Mad og cocktails introduceres kort, indimellem med en lille kommentar, der skal få dig til at tænke over smags- og sansekombinationerne. Som en overraskelse, der er godt gemt væk. At anretningen kan se skræmmende ud. Eller endda en hemmelig ingrediens. Hvilke husker du, og hvorfor, spørger stemmen.

Menuen er skabt af Gemyses køkkenchef Mette Dahlgaard, som en æstetisk helhed, hvor alle retterne har hjertet som tema – på nær forretten med de spiselige blomster. Hjertet overrasker især i den konfiterede vagtel, og når nu den er tilberedt i 8-12 timer, så fortjener den at blive nydt langsomt og med fuld opmærksomhed.

De afstemte cocktails er alle baseret på den guatemalanske rom Zacapa, der står bag solo dining’en på Gemyse. Som en pop-up inspireret af det koreanske hon-bap og i forlængelse af tidligere Zacapa-udfordringer af de nordiske spisevaner med madoplevelser baseret på at tage sig god tid, blandt andet i kombination med mindfulness og klassiske kompositioner.

Fotograf:  Andreas Raun

Madboble til én

Inde i vores egen lille madboble flyver tiden afsted med nye dufte, smage og teksturer. Vi kan alle smage, men når man virkelig tænker over det, er det egentlig lidt svært at fordybe sig i hver enkelt bid og adskille de forskellige indtryk. Det nemmeste er at slappe helt af og bare nyde.

Vi styrer selv de tre lydspor til hver ret via den lille iPod, der spiller blid elektronisk musik efter introduktionerne, så hvis man hellere vil have rumlyd, stopper man den bare. Der er dog ikke meget andet end skærende bestik på tallerken at høre, og måske lidt gryderasleri i køkkenet. Alle sidder stille og nyder – altså bortset fra de tre-fire stykker, der tjekker mobiler, laver selfies, drejer rundt, nikker og mundaflæser hinanden.

Ikke alle er helt klar til solo dining uden at forstyrre vores andres lille madboble ved siden af. Det handler både om at gå ud alene – mange synes stadig det er tabu – og forkæle sig selv uden nogen ser med på sociale medier. Så bliver det nemme pludselig ret svært.

Fotograf:  Andreas Raun