Soho House åbner op mod havnefronten
Den lukkede klub Soho House fik i foråret afslag på at inddrage dele af havnefronten. Åben adgang til restauranten kan blive løsningen.
Tilbage i februar satte politikerne hælene i overfor Soho House og deres klubkoncept ved havnefronten i det gamle toldbodhus på Havnegade.
Her gav en privat terrasse med udendørs-servering klubbens medlemmer fred til i ro og mag at nyde en forfriskning langs vandet.
Men almindelige københavnere — som ikke føler sig klar at betale 10.000 kroner for et årligt medlemskab — kunne pludselig ikke tage ophold på det nu aflukkede terrasseområde foran huset.
Dét var i strid med lokalplanen om at friholde havnefronten som offentlig promenade og endte derfor med et rungende "den går ikke" fra politikerne på rådhuset.
Men som mindst et par gange tidligere i verdenshistorien, kan bedre adgang til italiensk mad måske nu løse konflikten.
Restaurant med ny indgang
Siden politikerne gav tommelen ned til den private loungestemning langs havnen, har embedsmændene i Teknik- og Miljøforvaltningen været i dialog med Soho House om, hvordan klubkonceptet kan fortsættes under lovlige vilkår.
Det førte før sommerferien til et nyt forslag fra Soho House, hvor hele udeserveringsarealet samt halvdelen af stueetagen åbnes op for offentligheden med en ny hovedindgang i den nordlige ende af bygningen, der vender mod Nyhavn — kun godt 100 meter væk.
Her vil den italienske restaurant Cecconi fremover byde alle velkommen — også de, der blot ønsker en espresso eller Aperol spritz langs kajen — mens resten af stueetagen samt første sal fortsat vil være for de betalende medlemmer af Soho House.
Denne løsning, der sikrer offentlig adgang og ophold ved vandsiden, er ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen umiddelbart i overenstemmelse med lokalplanen for området.
Sidste gang samme forvaltning skulle vurdere en ansøgning fra det lukkede klubkoncept, var de dog også optimistisk stemt.
Her lød vurderingen, at klubkonceptet generelt var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelse, da en restaurant for medlemmer godt kan betragtes som "en publikumsorienteret anvendelse".
Men dén fortolkning købte politikerne altså ikke, og alle partier — minus Venstre — stemte imod tilladelse til et lukket klubomrde langs havnen.
"Det er et skråplan, hvis vi begynder at give tilladelse til, at eksklusive medlemsklubber kan tage en bid af vores allesammens by," lød det dengang fra Teknik- og Miljøborgmester Line Barfoed (Ø) forud for afstemningen.
Venter på endelig tilladelse
Med den nye indgang fra nord vil Soho Houses restaurant Cecconi's altså blive åbnet op for offentligheden. Siden 2004 har restauranten med speciale i det norditalienske køkken været en del af Soho Houses globale klubkoncept, der har godt 40 filialer fordelt over det meste af kloden.
Arbejdet med at etablere en ny indgang og nye toiletfaciliteter vil forventligt tage omkring 10 uger — som dog først kan begynde, når Soho House har modtaget den endelige, kommunale godkendelse af planerne.
Mens dén bevæger sig gennem de mere tekniske afdelinger på rådhuset, beklager flere brugere på Google Maps sig over, at de fortsat bliver smidt væk fra terrassen, hvis de sætter sig ned for at bestille en kop kaffe, men ikke er medlem.
"Det passer ikke godt til dansk kultur," skrev én bruger i juni. "Curious practice to have a restaurant bar reserved for members," skrev en anden her i august. En tredje opfordrer til regulær boycott, indtil SoHo House efterlever politikernes krav.
For godt 10.000 kroner om året kan du selv blive medlem af den københavnske filial. Ønsker du adgang til resten af SoHo's verdensomspændende klubber skal du op på cirka 20.000 kroner.
For de penge får du adgang til forskellige bar- og loungeområder, hvor du kan netværke med ligesindede eller deltage i forskellige arrangementer. Omdrejningspunktet er typisk at skabe en afslappet atmosfære omkring erhvervsrettede kontakter.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
Jeg har nu tilmeldt mig -og har betalt- som basismedlem-og jeg er logget ind.
Hvorfor kan jeg fortsat ikke læse artiklerne…..men kun ovøerskrifterne ? Venligst fra Jørgen Oranje.