Snart kan du (måske) nyde din frokost ved kajkanten i Nyhavn
Politikere vil give restaurantskibe i Nyhavn mulighed for at opstille borde og stole langs bolværet.
Hidtil har man været nødt til at sidde og svinge med benene ud over bolværket, hvis man ville nyde sin øl ved kajkanten i Nyhavn. Men snart kan dinglende fødder og håndbajere måske få selskab af borde med ternede duge og glas på stilke.
Der er ganske vist strikse regler for udeservering på Nyhavns solside: Kun de landfaste restauranter må opstille borde og stole til deres gæster – og kun langs husene. Kajkanten skal holdes fri, så alle kan få glæde af den.
Men siden efteråret har restauratøren Jørgen Kragh kæmpet for at få lavet om på reglerne. Han driver restaurantskibet Oranje af Svendborg, der ligger til kaj i den stille ende af Nyhavn, og han mener, at det er konkurrenceforvridende, at hans landfaste konkurrenter må have udeservering, mens han ikke må.
Dette synspunkt har vakt genklang blandt kommunens politikere, og ved det seneste møde i Teknik- og Miljøudvalget medbragte Radikale Venstre og Socialdemokratiet et forslag om at lave et tillæg til lokalplanen, der tillader restaurantskibe i Nyhavn at opstille borde og stole langs bolværket.
I forslaget påpeger de to partier, at udeservering foran skibe ved kajen ikke vil medføre de store gener for besøgende i Nyhavn, da folk i forvejen kun benytter sig af kajkanten mellem skibene og ikke foran dem.
Forslaget blev vedtaget og er sendt videre til Teknik- og Miljøforvaltningen, der nu skal udarbejde et konkret oplæg.
Udvalget vil derefter tage en endelig beslutning på et senere møde. Enhedslisten har udtalt, at man indtil videre er skeptisk, da man ønsker at sikre fri og ukommerciel adgang til kajkanten.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!