Sjældne stemmer i havnen
Asylansøgere taler til dig fra en lysavis på kajkanten.
'Giving Harbor'
13. september - 15. oktober langs Kalvebod Brygge.
Et kunstprojekt af Brett Bloom, præsenteret af Publik - Samtidskunst i offentlige rum.
'Giving Harbor' er blevet til i samarbejde med brugere af Trampolinhuset, et kulturhus for asylansøgere, og VisAvis, et tidskrift lavet af danskere og asylansøgere med fokus på migration og asyl.
”In Iran I was a psychiatrist. My existence stopped when I arrived in Sandholm.”
Udsagnet står med lysende røde bogstaver langs kajen på Kalvebod Brygge lige overfor Havneparken på Islands Brygge. Forbi sejler kajakker og motorbåde, mens stemmerne fra børnefamilier og unge par, der sidder ude foran kulturhuset, fylder den solbeskinnede havnefront.
De røde ord, der reflekteres i havnevandet og blander sig med den fornøjede summen fra den modsatte kajkant, stammer fra asylansøgere i Danmark, der har fortalt den herboende amerikanske kunstner Brett Bloom om deres oplevelse af at være her.
Den manuelle lysavis med stemmer, der ellers sjældent bliver hørt, hedder 'Giving Harbor' – et sprogligt spil på de fysiske rammer og det engelske udtryk for at give husly og beskyttelse til trængende – og vil blande sig i havnebilledet frem til 15. oktober.