Renoveret Arne Jacobsen-byggeri klar i 2024
Novo Nordisks gamle bygninger ved Bispeengbuen genopstår snart i nye klæder.
Det er et dansk design- og industriklenodie i den tunge klasse, der lige nu er ved at blive renoveret på kanten af Frederiksberg og Nørrebro — lige der hvor Bispeengbuen buer mest.
Herude ved Nordre Fasanvej og Hillerødgade flyttede Novo Terapeutisk Laboratorium ind i 1932 og skabte grundlaget for det, der siden blev til Novo Nordisk og Novozymes. I dag er Novo Nordisk Danmarks tredjestørste virksomhed.
I 1934 begyndte Novo byggeriet af en ny fabriksbygning ud til Nordre Fasanvej — tegnet af den unge arkitekt Arne Jacobsen, der på dette tidspunkt knap var brudt igennem.
Området blev tilbygget af flere omgange — hver gang med Arne Jacobsen ved tegnebordet — og består i dag af 'Laboratoriet', 'Sporvognen' og det seks etager høje 'Tårnet'.
To af kompleksets bygninger er senere udpeget som bevaringsværdige, men har oplevet en del gennem tiden. Og i mange år lå de hen og forfaldt.
For et par år siden tog byggeinvestoren Mogens de Linde dog udfordringen op, købte lokalerne og satte gang i en omfattende renovering.
Myren kommer herfra
Når omdannelsen af det historiske industrikompleks til moderne kontor- og laboratoriefaciliteter står klar næste år, bliver det igen i naturvidenskabens ånd.
Under navnet 'Jacobsens Hvide Fabrik' er bygningerne særligt målrettet lejere der arbejder inden for biotek, life science og bæredygtighed.
Takket være lokalernes forholdsvist høje lofthøjder, og solide materialer, er de gamle rum velegnede til at drive laboratorier i — noget man ellers normalt finder i lager- og produktionshaller uden for byen.
Udadtil har Frederiksberg Kommune længe ønsket et mere levende byrum på Nordre Fasanvej, som nu vil blive hjulpet på vej ved at åbne det tidligere ret aflukkede kompleks op med større vinduespartier.
Samtidig bliver en transformator-station og en mur mod hjørnet af Nordre Fasanvej og Hillerødgade revet ned. Dét giver plads til ny beplantning og cykelparkering på et åbent område foran bygningerne, som bliver skabt med ændringerne.
Inde i kompleksets midte — hvor der før var et tomt gårdrum — er man ved at bygge en ny stueetage, som skal være samlingspunktet for de mange virksomheder, der sidder i de omkringliggende bygninger. Ovenpå den nye stueetage bliver anlagt en grøn terrasse, så der også er et rart sted at mødes, når vejret er, som det er i øjeblikket. Altså varmt.
Indvendigt vil Arne Jacobsens bidrag til designhistorien leve videre med nyistandsættelse af de oprindelige håndtag, skilte, lamper og møbler — alle tegnet af Jacobsen selv.
Interessant nok var det her, at han i 1952 fik til opgave at skabe en ny, praktisk stol til husets kantine — en stol der siden blev kendt som 'Myren'.
Klar til næste år
Arne Jacobsens bygninger var faktisk ikke de første af de mange, der senere kom til at udgøre et helt kompleks. Den første — en mejeribygning — blev opført af Vasekilde Mejeri tilbage i 1913, og Jacobsens "klistrede" sig så senere på den gamle bindingsværksbygning.
Dén var dog i så dårlig forfatning, at den helt er blevet revet ned, men vil blive "genopført" i ny form og med en ekstra etage i forhold til tidligere.
Da den oprindelige mejeribygning blev opført i 1913, var det i mere landlige omgivelser, end den nye version kommer til at ligge i. Den nye bygning ligger nemlig i kompleksets sydligste del — og dermed bogstaveligt talt i Bispeengbuens skygge. Så tæt ligger bygningen på indfaldsvejen fra 1972.
Mens nogen medier tidligere har meldt ud, at hele den gennemgribende renovering ville stå klar i skrivende stund — altså sommeren 2023 — lyder det fra Mogens de Linde, at vi må vente til foråret 2024 med at se de historiske industribygninger helt færdige. De første lejere er dog allerede nu i gang med at indrette sig i de lokaler, der er færdige.
Den tidligere Novo-fabrik blev i 2007 udpeget som ét af 25 nationale industriminder af Slots- og Kulturstyrelsen.
Byggeselskabet Mogens de Linde har igennem flere år oparbejdet en bred portefølje af kontorer- og boliger — ofte i historiske byggerier, som selskabet selv står for at renovere.
Gjøde og Partnere Arkitekter har slået stregerne til projektets nybyggeri, mens Elgaard Architecture står bag bevaringsplanen.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!