Ombygning af Arne Jacobsens hvide fabrik er gået i gang
Novo Nordisks tidligere hovedkvarter på Frederiksberg bliver over de kommende to år ombygget til en moderne ejendom med respekt for historien.
Det begyndte med et ydmygt mejeri tilbage i 1913, men i starten af 1930'erne rykkede en på det tidspunkt lige så ydmyg medicinalvirksomhed ind og såede frøet til et internationalt erhvervseventyr.
Nu kan der snart blive skrevet et nyt kapital om det gamle industrikompleks på hjørnet af Nordre Fasanvej og Hillerødgade.
Den ydmyge medicinalvirksomhed, der siden er blevet Danmarks mest værdifulde børsnoterede selskab, Novo Nordisk, flyttede i 2015 til Bagsværd, og i 2019 blev ejendommen solgt til Byggeselskab Mogens de Linde.
Den nye ejers plan er at renovere og ombygge det historiske, men også noget nedslidte Novo-hovedkvarter til en moderne kontorejendom med alt, hvad dertil hører.
Vi har tidligere fortalt om dette ombygningsprojekt her på Magasinet KBH, og nu er de første håndværkere så rykket ind i bygningerne for at begynde at gøre planerne til virkelighed.
Siden sidst er den overordnede idé bag projektet blevet justeret en smule. Projektets oprindelige navn, Bio Innovation Institute, er blevet droppet til fordel for det mere mundrette "Jacobsens Hvide Fabrik".
Arven fra Arne
I forlængelse af dette er målgruppen af lejere blevet udvidet, så den ikke længere primært omfatter virksomheder inden for for eksempel biotek og medicin. Selv om dele af komplekset oprindeligt er opført som laboratorier eller værksteder, er der intet til hinder for at indrette dem til kontorer eller andet erhverv, lyder det fra ejeren.
Projektets nye navn, Jacobsens Hvide Fabrik, er naturligvis afledt af, at størstedelen af det tidligere Novo-hovedkvarter er tegnet af medicinalvirksomhedens daværende husarkitekt, Arne Jacobsen.
Novo Terapeutisk Laboratorium voksede nemlig ret hurtigt ud af den gamle mejeribygning, der stadig ligger på stedet. Derfor fik stifterne den unge Arne Jacobsen til at tegne en ny, moderne fabriksbygning, og over de kommende 35 år stod Jacobsens navn på tegningerne til alle fabrikskompleksets knopskydninger.
Mest karakteristisk er Jacobsens funktionalistiske fabriksbygning fra 1934, der på grund af sit runde hjørne, fremskudte vinduesparti og flade tag i folkemunde blev kendt som "Sporvognen".
Arne Jacobsens berømte stol "Myren" var i øvrigt også et resultat af samarbejdet med Novo, da han tegnede første udgave af stolen til virksomhedens kantine i 1952.
Respekt for historien
Den Jacobsen'ske forbindelse betyder da også, at renovering og ombygning vil blive udført med ekstra respekt for fortiden. Alt interiør, der har historisk eller designmæssig værdi, vil blive renoveret og genbrugt, og man vil forsøge at bringe store dele af bygningernes indre tilbage til det oprindelige udseende.
Helt overordnet er Byggeselskab Mogens de Lindes plan at bevare, renovere og/eller ombygge fire af kompleksets bygninger med hjælp fra Elgaard Architecture og Gjøde & Partnere.
Udover "Sporvognen" drejer det sig om "Mejeriet", den over 100 år gamle mejeribygning, hvor det hele begyndte, "Laboratoriet" fra 1952 med det glasklædte trappetårn og "Tårnet", den seks etager høje kontorejendom med det kobberbeklædte tag, der udgør bagtæppet for de hele komplekset.
Alle andre bygninger i området, heriblandt en transformerstation og en kølebygning, vil blive revet ned, ligesom hegn og mure vil blive fjernet, så der bliver åbnet op mod den omkringliggende by.
Samlet eller hver for sig?
Alle fire bygninger hænger i dag sammen, og Jacobsens Hvide Fabrik kan derfor udlejes samlet som et stort virksomhedsdomicil på 12.385 m², men også som fire separate lejemål.
Egentlig var der lagt op til, at der i smørhullet mellem kompleksets fire bygninger skulle opføres et 648 m² stort atrium med en gårdhave på taget. Denne plan vil dog ikke blive ført ud i livet, hvis komplekset splittes op i flere lejemål.
Byggeselskab Mogens de Linde overtager officielt bygningerne 1. februar 2021, men da store dele af ejendommen allerede står tomme, er man som sagt allerede gået i gang med ombygnings- og renoveringsarbejdet.
Det forventes, at de nye lejere kan rykke ind i Jacobsens Hvide Fabrik i første halvår af 2023.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!