Byen med de skønne tårne forever

Fakta

'Københavns tårne'

En hyldest til København og Frederiksbergs mindst 500 tårne og spir.

Skrevet af Peter Olesen med fotografier af Torben Petersen.

209 sider for 300 kr.
Udgivet på Gyldendals Forlag.

Fakta

Peter Olesen

Forfatter og journalist, født 1946.

Uddannet på Fyns Tidende, blev et landskendt ansigt i sin tid på TV-Avisen fra 1976-90.

’Københavns tårne’ er nr. 23 i rækken af Peter Olesens bøger, de fleste om København. Han har blandet også udgivet ’Mønstrede København’ (2010) og ’Overraskende København’ (2011).

Blev i 2013 tildelt Gyldendals Faglitterære Pris.

Få har beskrevet, dokumenteret og hyldet Hovedstaden så grundigt på kryds og tværs som Peter Olesen. I hans seneste bog, 'Københavns tårne', kan du med forfatteren læne nakken tilbage og gå på opdagelse i byens spidse skyline.

magKBH bad Peter Olesen fortælle mere om, hvad det er med København og alle de tårne – og hvordan han selv har det med dem:

»Vores by er kendetegnet ved sine mange tårne, en vanvittig flot skyline fyldt med tårne. Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk ikke kigger op. Det er man nødt til – kigge op og orientere sig, når man går i byen. Ikke bare glo ligeud. Giv dig god tid, læn nakken tilbage og bliv forbavset.«

»Der er 500 tårne i København og på Frederiksberg. Ingen europæisk by i samme størrelse overgår mængden af tårne i København. London har kendte tårne, men ikke nær så mange i antal. Man kan heller ikke på samme måde i andre europæiske byer se tårne alle vegne, også på etageejendomme.«

Ikke kun noget med kobber og spir

»København har tårne på alle mulige tage og alle mulige mystiske steder. Men ikke nødvendigvis fordi der bor nogen deroppe. Fordi det ser ud af noget.«

»Der er kirketårne og scenetårne, vandtårne og transformatorstationer med tårnbygninger. Man kan også finde skjulte tårne inde i baggårde. Hvis du går fem skridt op ad Klosterstræde ved Strøget og kigger ind i baggården dér, så sidder der et lille kobbertårn og putter sig. Det er ikke så blæret og rager ikke højt op, men tårnet er en fryd for dem, der bor i gården.«

»Et tårn er ikke kun noget med kobber og spir. Tårnene i bogen er valgt ud fra deres forskellighed og lidt fra hver bydel, de mest majestætiske og de mest ydmyge tårne. Der er tårne og kupler og spir!«

Snoede dragerhaler og små kalotter

»Tårnet på Børsen er et af de tårne, som jeg holder mest af. Det er så yndigt og bedårende, og så er det et af byens ældste. Det har fire dragehaler, som ligesom snor sig op i et spir. Det er egentlig ikke åbent for offentligheden, men jeg har været deroppe en enkel gang. Den russiske kirke er også pragtfuld med tre store forgyldte løgkupler.«

»Når jeg en gang imellem er stødt på bygningen Yrsa-Ro på hjørnet af Ingerslevsgade og Dybbølsgade har jeg altid tænkt: ”Det var da en underlig nytårsraket, der står dér”. Lejligheden derinde har garanteret ikke særlig højt til loftet. Sådan nogle tårne som Yrsa-Ro, små kalotter, er skægge.«

»Men et tårn kan jo være mange ting. Christianborg åbner til maj næste år en restaurant i tårnet, som har et rum på 153 kvadratmeter. Så kan alle komme op og nyde udsigten. Efter man lige har fået sin sikkerhedsgodkendelse i orden.«

»Merde, merde«

»Jeg er angst – jeg er meget højdeskræk.«

»Engang skulle jeg op i Marmorkirken over kuplen. Man ankommer i selve kirkerummet. Her er så højt, at Rundetårn kan stå herinde. Så går man op ad en ualmindelig smal vindeltrappe, som fører op til en plads under kuplen, endda højere op, hvis man har mod på det. Man må klemme hofterne sammen, så trængt er der. Du snegler og snegler og tænker: ”Gisp, jeg kommer aldrig op”. Jeg kan godt få lidt klaus, så jeg tænkte: ”Op eller ned – jeg vil ikke være her!”«

»Der var en fransk dame på vej op som fik et angstanfald og råbte Merde, Merde!«

»Når man så endelig når op til pladsen under kuplen, kan man gå ud og kigge hele vejen til Amalienborg og Operaen. Jeg skal bare ikke læne mig for meget ud over kanten. Det bryder jeg mig ikke om.«

Bevar og belys de skønne

»København er tårnenes by. Tårnene fortæller, at det er en stolt by. Vi skal fryde os over dem og lære dem at kende. Fremfor alt giver det jo mulighed for at komme op og se byen.«

»Desværre er der i årtierne forud røget tårne af her og der. Det kan ske, at man sidder i en fattig andels- eller lejerforening og tænker: ”Vi har ikke råd til at vedligeholde de fine kobbertårne”. Nogle tårne forsvinder på den konto. Men nu er der heldigvis kommet fokus på problemet og nogle behjertede folk, som gider at yde støtte. For eksempel Grundejernes Investeringsfond, som giver nogle særlige lånebetingelser. Man skal ikke begynde at skære alle tårnene af. De er en vigtig del af byens profil – det må vi ikke pille ved.«

»Dét, der irriterer mig mest ved tårnene er, at vi næsten ikke viser dem. Vi belyser ikke kirketårne i København, lige med undtagelse af Frelserkirken og Christians Kirke. På Domkirken sidder der en projektør lige ved korset, for korset skal da fremhæves, men ikke hele kirken. Folk synes, det er vulgært og Tivoli-agtigt. Det kan jeg ikke forstå.«

»For over 100 år siden kaldte Carl Jacobsen København for "Byen med de skønne tårne". Det er den i den grad stadig i dag, og det skal vi være stolte af og passe godt på.«