Anmeldelse: Kapitalen ødelægger kapitalen

Ny bog af Karsten Ifversen lander lidt mellem to stole men er et værdigt indspark i debatten om kvaliteten af det nye København.

"København er i dag en god forretning," skriver Karsten Ifversen, Politikens arkitekturredaktør, i sin nye bog: Kapitalen. "Men arkitektonisk og byrumsmæssigt er der endnu ikke meget at fejre i dens nye bydele på de gamle industriarealer og nye havneopfyld."

Disse to sætninger opsummerer ganske godt indholdet af de 280-sider i coffee table-format som udkom her i oktober.

København kickstartede i 90'erne sin hensygnende økonomi ved at sætte gang i metrobyggeriet, der samtidig skulle hæve værdien af de grunde, som den nye metro ville ligge i nærheden af.

Dét har været en succes, konstaterer Ifversen i sin nye bog. Fattigfirserne er for længst lagt bag os, og København er for det meste blevet en dejligere by, fordi den nu bobler af ny aktivitet og nye muligheder.

Men prisen har været høj: Byen udvikles i dag på kapitalens præmisser, fordi der nu er store gevinster at hente hjem for de private udviklere, og fordi Københavns Kommune — igennem udviklingsselskabet By & Havn, som de ejer 95% af — slæber rundt på en stor metrogæld, som skal betales af.

Det resulterer meget ofte i tarvelig arkitektur, manglende byrum, manglende grønt og i det hele taget i en formmæssigt fattigere by, hvor der ikke bliver udviklet med ordentlig sans for helheden, forklarer Ifversen.

Og det resulterer også i en by med social slagside, hvor det indre af byen bliver for de velhavende — en udvikling der dog ikke er forbeholdt København men ses mange steder i en verden, hvor befolkningen søger mod byerne.

Det store billede er det spændende

Ifversens bog er et fint indlæg i en debat der er tiltaget i de sidste par år, og som også nærværende magasin tager stigende del i. At være en daglig del af boom town København er fascinerende, men arkitektonisk og byrumsmæssigt er der en til tider chokerende mangel på kvalitet i alt det nye.

Kapitalen er bygget op omkring seks essays der hopper fra højhuse, altaner og terrorsikring til inderhavnen, de nye bydele og, til sidst, kapitalen selv — altså pengene.

Hvis det lyder lidt fragmenteret, så er det fordi, det er det. Teksten er relativt kort — overtegnede nåede fra side 1 til 280 mellem aftensmaden og aftenens episode af Babylon Berlin — og hoppene i emner og detaljeringsgrad opleves ret markante.

Mest interessant er det, når Ifversen holder sig til de større linjer og konsekvenserne for København og dens byrum. Med den økonomiske og sociale fortolkningsramme, som bogen mestendels skaber, føles det lidt som fremmedelementer, når den tager afstikkere ind i hollandsk konceptualisme eller fortaber sig en smule i facadedetaljer på enkeltbyggerier.

"[Bogen] forsøger ikke at reducere hovedstadens nye bydele til simple udslag af sociologi, økonomi eller geografi," skriver Ifversen indledningsvist. Men det er netop korrelationerne mellem disse faktorer og den resulterende by, der er interessante at undersøge og læse om. Og 'simple' vil de aldrig være. De er snarere svære — måske for svære at komme i bund med for en coffee table-bog?

Men Ifversen gør et rigtig godt forsøg, og fragmenteringen til trods formår han at holde en linje gennem bogen. I det sidste kapitel bliver der samlet op og forsigtigt peget på en løsning: At staten tager et større ansvar for hovestadens økonomi, så de bånd, som kapitalen lægger på dens udvikling, kan løsnes lidt.

For det er i dag kapitalen der ødelægger kapitalen, sidstnævnte læst som en fordanskning af the capital — 'hovedstaden' på engelsk.

Her mangler detaljerne dog, som i stedet er blevet investeret i at beskrive enkeltbyggerier tidligere i bogen. Ifversen nævner f.eks., at der nu er et krav om, at 25% af nybyggeriet skal være alment, og at dette skulle være blevet "gennemtrumfet" af overborgmester Frank Jensen.

Men 25%-kravet ligger i den nationale planlov, og rent faktisk udnytter Københavns Kommune i mange tilfælde slet ikke den mulighed, som planloven har givet dem — af flere grunde, som vi ikke rigtig kommer ind på.

Her bliver det lidt for tydeligt, at bogen sætter sig mellem to stole: Arkitekturbog og politisk indspark.

Sofabords-layout

De seks essays er lagt ind i bogen som tætskrevne passager imellem lange, ubrudte fotoserier, der i nogen tilfælde løber over mere end 40 sider.

'Kapitalen' bliver derfor også her lidt fanget i sin egen identitetskrise, fordi den både vil være coffee table-bog med store, flotte billeder og et debatindlæg med en intention om at gøre en forskel.

Layoutmæssigt er den desværre mest ovre i den første lejr, og det er rigtig synd. Luk øjnene og tænk på fotoet fra Bo Bedre, hvor der ligger en bog om impressionisme på det ellers klinisk rensede sofabord. Side efter side med billeder af Monet, Renoir og Pissaro kun afbrudt af tekstblokke på tre-fire sider, som alle bladrer forbi, fordi de store billeder taler så meget højere end teksten — og fordi teksten er buret inde i store tætte spalter.

I Kapitalen er der ovenikøbet sjusket med orddelingen, som irriterer læsningen af de i forvejen store, monotone tekstblokke.

Ifversens tekst er faktisk for god til at lide denne skæbne. For fragmenteringen til trods, så tør Ifversen noget i sin tekst. Danmark er et lille land, og bogens udgivelse er støttet af selvsamme organisation, som står bag flere byggerier i København, og som Ifversen derfor også skriver om: Realdania.

Og omend han ikke begiver sig ud i en større kritik, så tør Ifversen godt stikke til nogle af de beslutninger, som donoren Realdania og andre fonde og organisationer har taget, når de har ageret "velgørere" for byen — ligesom der kompetent peges på mange eksempler på den dårlige, nye arkitektur i byen.

Kommunikationsmæssigt ville Kapitalen dog have været betydeligt stærkere, hvis den var layoutet med et bedre syn for samspillet mellem tekst og det visuelle. Som læser vil man altid se det, der bliver skrevet om, lige ved siden af teksten. Og man vil se grafikker og visualiseringer af de koncepter, der tales om. Billedtekster. Man vil have variation, ligesom man vil det i byrummet.

Men den er der ikke meget af i Kapitalen, som æstetisk insisterer på at skulle ligge på sofabordet og se pæn ud på Louisiana-måden. Derfor bliver den visuelt sværere tilgængelig, end den burde have været. Desværre kan det være medvirkende til, at Ifversens gode indspark ikke breder sig ud over en relativt snæver kreds af allerede-indviede.

Kapitalen forside cover