Nordisk mester i Michelin-stjerner
København er stadig Nordens flagskib i den fineste madlavnings superliga: 17 stjerner fordelt på 15 restauranter har byen i 2014-udgaven af Guide Michelin.
Det er to mere end i 2013 og en udbygning af føringen på nordisk plan: Stockholm har nu 11 stjerner fordelt på 9 restauranter, Oslo 6 på 5, Helsinki 6 på 6 og Gøteborg 4 på 4.
Nye københavnerne i klubben er Clou i Borgergade, Marchal på det istandsatte Hotel d'Angleterre og Studio i den tidligere flyvebådsterminal i Havnegade. Lidt malurt er der dog på new nordic-menuen, for den franske gourmet-bibel har frataget byens længst regerende medlem (est. 1983) sin stjerne: Kong Hans Kælder ved Kongens Nytorv kan ikke længe kalde sig Michelin-restaurant.
Noma (Kbh K) og Geranium (Kbh Ø) er stadig to-stjernede med drømmen intakt om den tredje og ultimative Michelin-stjerne. Resten af det ét-stjernede Michelin-felt udgøres af: AOC (Kbh K), Era Ora (Kbh K), Den Røde Cottage (Klampenborg), Formel B (Frb C), Grønbech & Churchill (Kbh K), Kadeau (Kbh K), Kiin Kiin (Kbh N), Kokkeriet (Kbh K), Relæ (Kbh N) og Søllerød Kro (Holte).
I Michelins budget-kategori Bib Gourmand er det københavnske udvalg nu på 12 restauranter, hvilket er én mindre end sidste år, efter at Kanalen, Le Sommelier, Retour (alle Kbh K) og Skovshoved Hotel (Charlottenlund) er blevet siet fra.
Tilgengæld er Bror, Pluto og Rebel (alle Kbh K) tilføjet "god mad til gode priser"-listen, der også tæller: Enomania (Frb C), Famo (Kbh V), Frederiks Have (Frb), Kødbyens Fiskebar (Kbh V), L’Altro (Kbh K), Marv & Ben (Kbh K), Mêlée (Frb C), Orangeriet (Kbh K) og Søren K (Kbh K).