pixel

Der skal være fri adgang til at promenere på Havnegade

Medlemsklubben SoHo Copenhagen må ikke inddrage dele af havnefronten til en lukket terrasse. Det har Københavns Kommune besluttet.

toldbodshuset, havnegade, soho

Netværks-klubben Soho House har fået afslag på deres ansøgning om at ændre udendørsområdet og dele af facaden på den gamle toldbods-bygning fra 1937 på Havnegade.

Her har en privat terrasse til udendørs-servering indhegnet af plantekummer ellers givet klubbens medlemmer fred til i ro og mag at nyde en forfriskning langs vandet.

Men det aflukkede terrasse-område foran huset mod havnefronten strider mod lokalplanens bestemmelse om at friholde havnefronten som offentlig promenade, og dét har mødt kritik fra både lokale borgere og politikere.

Lukket klub eller offentlig bar?

Og nu har Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg altså sat en endelig stopper for den private fest langs kajen ved at afvise SoHo Houses ønske om dispensation fra lokalplanens bestemmelser.

Går man forbi det gamle tolbodshus i dag, mødes man af en lang række plantekummer, der skærmer terrassen langs facaden af for nysgerrige blikke, og efterlader en meget tynd stribe gangbart areal langs vandet til passage.

Og det er noget rod, mener Teknik- og Miljøborgmester Line Barfoed (Ø).

”Vi skal ikke hegne havneområderne ind og reservere dem til klubmedlemmer. De skal være åbne for alle københavnere, og det er jo sådan set også et krav i lokalplanen. Det er et skråplan, hvis vi begynder at give tilladelse til, at eksklusive medlemsklubber kan tage en bid af vores allesammens by", lød det fra borgmesteren forud for afstemningen i Teknik- og Miljøudvalget.

På mødet besluttede Enhedslisten, SF, Alternativet og Konservative desuden at tilføje som ekstrapunkt, at det ansøgte klubkoncept ligeledes kunne afvises, således at serveringen mod havnefronten — og inde i huset — fremover også skal give adgang til folk, der ikke er medlemmer af klubben.

Op til afstemningen havde forvaltningen ellers vurderet, at selve klubkonceptet var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelse, da en restaurant for medlemmer godt kan betragtes som "en publikumsorienteret anvendelse".

Som eksempel fremhævede forvaltningen, at "der findes restauranter, hvor man kun kan komme ind, hvis man har bestilt bord lang tid i forvejen", og at sådanne restauranter altså stadig betragtes som "publikumsorienteret anvendelse".

Men den fortolkning købte politikerne ikke ind på, og alle partier — minus Venstre — stemte imod et sådant klubkoncept langs havnen.

Også 'nej tak' til nye markiser

Udover den private terrasse i første række til vandet, ønskede SoHo House at tilføje et par kosmetiske justeringer på bygningen.

Heriblandt nye rød-hvide farver på markiserne, nye farver på dør- og vindueskamme og en ny facade-belysning.

Disse forslag blev ligeledes nedstemt til fordel for de eksisterende hvide farver på markiser, døre og vinduer.

Ifølge SoHo var de stribede markiser ellers et bevidst forsøg på at bygge videre på husets modernistiske udtryk med inspiration fra Arne Jacobsens farvepalette til Rødovre Rådhus — som dog er et godt tyve år nyere bygningsværk.

Fra flyvebåd til restaurant

Det karakteristiske, mintgrønne toldhus fra 1937 — i tidstypisk funkisstil — var engang adgangen til den hurtige vej til Sverige fra det indre København.

I 2002 — efter Øresundsbroen var kommet til — blev bygningen omdannet til restauranthuset 'Custom House', og fra 2013 blev det brugt af 'The Standard', der husede både restauranter og jazzklub.

I 2021 skiftede huset igen ejer og er siden udlejet til den internationale netværksklub, der med helt ny indretning har skabt en privat bar og lounge, der umiddelbart rimer mere på orientalsk 1800-talsstemning end dansk modernisme fra mellemkrigstiden.

For godt 10.000 kroner om året kan du blive medlem af den københavnske filial. Ønsker du adgang til resten af SoHo's verdensomspændende klubber skal du op på 20.000 kroner.

For de penge får du adgang til forskellige bar- og loungeområder, hvor du kan netværke med ligesindede eller deltage i forskellige arrangementer — ofte med en erhvervsvinkel, men i aftentimerne ofte af mere underholdende karakter.

Til gengæld får du altså ikke længere eksklusiv adgang til en lille afmærket del af havnefronten foran det gamle toldbodshus ved vandet.

Ikke den sidste konflikt i havnen

Forholdet mellem den private og offentlige adgang til byens kyster ser ud til at være en tilbagevendende diskussion i disse år.

For lige på den anden side af havneløbet har boligorganisationen Bovitas afdeling i København i flere år nægtet at fjerne et hegn langs havnekajen på Christianshavn — trods gentagne meldinger fra Københavns Kommune om, at strækningen er en offentlig tilgængelig havnepromenade.

Selvom sagen forrige vinter af Byretten blev afgjort til kommunens fordel, står hegnet der endnu i dag, og gør livet en anelse mere besværligt for cyklister, hundeluftere og badegæster, der bevæger sig mellem Knippelsbro og Krøyers Plads.

Og i den anden ende af Christianshavn har vi på Magasinet KBH over flere artikler undersøgt restauranten Nomas ulovlige blokering af et stykke af den fredede Christianshavns Vold, der ifølge lokalplanen skal være 'offentlig tilgængelig' — men ikke har været det siden Noma i 2018 rejste et hegn.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling