'Hul' på Jagtvej fyldes med nyt byggeri
Niels Bohr-bygningens lidt tomme nabogrund får nyt 4-etages byggeri, der snart får selskab af mere.
Byggesjusk og brutale budgetskred.
Dét var — sagt kort — historien om Niels Bohr Bygningen, før det efter syv års forsinkelse endelig kunne slå forsknings-portene op sidste år.
I dag fylder den store glasbygning med sin skybridge over Jagtvej godt op i landskabet. Det samme kan ikke siges om nabogrunden, der står temmelig tom.
Her finder man i dag en stor parkeringsplads, et ældre autoværksted og et par små erhvervshuse klods op af forskerparken og indfaldsvejen.
Men det ændrer sig snart — medmindre altså der går lige så meget koks i den som på nabogrunden.
Grunden mellem Niels Bohr Bygningen og en ældre boligkarré mod nordøst skal nemlig nyindrettes.
Første af tre byggerier
I første omgang skal der opføres en fire-etagers institutionsbygning til udsatte voksne mod grundens kant mod Rådmandsgade. Dét betyder, at et lille 'klondyke' af stilarter med en bilforhandler og en lavere erhvervsbygning mod Rådmandsgade må rives ned.
Det kommende byggeri vil siden blive efterfulgt af yderligere to huse, der engang vil skabe en samlet randbebyggelse på hele grunden — og dermed udfylde det 'hul' i raden af bygninger, der er på Jagtvej i dag.
Hvordan den samlede udbygning af grunden vil se ud, må vi vente lidt med at se. Her og nu må vi nøjes med at kigge nærmere på den planlagte institution, der får plads til 24 bo-enheder.
Byggeplanerne åbner for en stueetage beklædt med gule mursten under de tre øvre etager der alle er beklædt med grå metalpaneler, der brydes af vandrette facadebånd mellem etagerne.
Mellem det nye hus og Jagtvej skal der indrettes et nyt, grønt byrum med en offentlig boldbane, hvor der vil blive etableret siddemuligheder og rejst et højt hegn, så vildskudte fodbolde ikke ender på tagene af bilerne på Jagtvej.
I alt plantes der 14 nye træer i forbindelse med nybyggeriet.
Lokalplanen for byggeriet er netop nu i offentlig høring frem til slutningen af november. Kommer der ris eller ros fra offentligheden, kan planerne eventuelt blive justeret, inden den endelige plan bliver vedtaget om nogle måneder.
Når dén er på plads, skal der laves mere detaljerede byggetegninger, og så kan arbejdet med den nye institution begynde.
På et senere tidspunkt ventes de to nabohuse som nævnt også opført. De er indeholdt i lokalplanen for Niels Bohr Bygningen, og derfor er det her allerede klarlagt, at der kan bygges.
Når alle byggerier er opført, vil hele grunden fremstå mere lukket og beskyttet mod Jagtvejs heftige trafik — og samtidig vil de nye bygninger visuelt nedtone Niels Bohr-Bygningens lidt heftige volumen lige her op ad Nørrebros mere beskedne karré-størrelser.
Midt i et videns-kvarter
Niels Bohr-institutet og nabogrunden ligger midt i et område som Københavns Kommune har store visioner for.
Området strækker sig fra Sankt Hans Torv i syd til Vibenshus Runddel i nord, og fra Skjolds Plads i vest til Trianglen i øst.
Her finder man foruden Niels Bohr Bygningen også Rigshospitalet, Københavns Universitets Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Nørre Campus, Panum og Københavns Professionshøjskole.
Planen er, at skabe et sammenhængende 'innovationskvarter' ved at binde de mange forskningsinstitutter bedre sammen med nye byggerier, forbindelser og parker.
Det skulle gerne gøre det mere attraktivt for flere virksomheder at etablere sig i området, så forskere, studerende, iværksættere og investorer nemmere kan bevæge sig rundt og møde hinanden.
Trods kvarterets forsknings-potentiale ligger institutionerne i dag nemlig temmelig spredt med meget store trafikale barrierer som Tagensvej, Lersø Park Allé, Jagtvej og Lyngbyvej imellem sig.
Desuden skal bylivet styrkes, så der inviteres til, at man møder hinanden i byens rum og ikke kun sidder i laboratorier og mødelokaler i store bygninger adskilt af brede veje.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer