Mjølnerparken – nu med kunst
Der er ingen grund til at slå en bue uden om Mjølnerparken. Fire anerkendte danske kunstnere er nemlig blevet sat til vægs i et af landets vel nok mest berygtede boligkvarter.
Kunstnersti
De fire udvalgte kunstnere er Malene Landgreen, Michael Mørk, Al Masson og Troels Aagaard.
Det er Witraz Arkitekter og Områdefornyelsen Mimersgadekvarteret der står bag Kunstnerstien i Mjølnerparken.
Udefra ligner det et temmelig almindeligt rødt murstensbyggeri, men Mjølnerparken har til trods sikret sig en fast plads i de fleste danskeres bevidsthed.
Et hårdnakket ry som udsat boligkvarter med jævnlige besøg af skudsalver og håndgranater klæber til 80’ernes boligblok. Men nu har nye, mere fredelige kræfter gjort deres indtog på Ydre Nørrebro.
Fire fremtrædende danske kunstnere, der lige så vel kunne hænge på Aros eller Louisiana, har nemlig garneret hver deres gavl i boligkvarteret med et gigantisk kunstværk lavet specielt til Mjølnerparken.
Formålet er at skabe en såkaldt kunstnersti der kan lokke folk til at gå igennem Mjølnerparken i stedet for at gå udenom. Det er arkitekt Tina Saaby fra Witraz Arkitekter der fik idéen tilbage i 2003 da hun skulle renovere de grønne områder i boligkvarteret.
”Jeg lagde mærke til at der var et hegn hele vejen rundt om Mjølnerparken, og at der kun var to indgange, så området var lukket meget af. Så opstod idéen med at lave et sammenhængende stisystem med kunst gennem området der kunne tiltrække nogle flere mennesker til Mjølnerparken,” forklarer Tina Saaby der har sat projektet i værk med det borgerstyrede projekt Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret.
For at sikre et højt kunstnerisk niveau, blev Kunsthallen Nikolaj bedt om at udpege 12 kandidater der blandt andet endte med at omfatte John Kørner og Kathrine Ærtebjerg.
Derefter var det op til en dommerkomité, primært bestående af lokale, at vælge hvilke fire malerier der skulle op på gavlene. Her faldt valget på værker af Malene Landgreen, Michael Mørk, Al Masson og Troels Aagaard.
Men kan fire gavlmalerier virkelig få folk til at glemme skudsalverne og Mjølnerparkens blakkede fortid?
”Man kan ikke ændre et dårligt ry med fire gavlmalerier, men hvis vi kan få flere folk til at bruge Mjølnerparken, synes jeg det er en succes,” siger Tina Saaby.