M4 Sydhavn er åben — tag med på tur

Ud over at have rulletrapper helt op til gadeniveau, så er M4's forlængelse gennem Sydhavnen til Valby nemlig udstyret med markante, individuelle kunstværker.

Det er noget, som man benytter sig af mange steder i udlandet, men som København indtil forleden har undgået til fordel for et mere konsistent og afdæmpet, skandinavisk design på sine metrostationer.

Ud over at skabe visuel interesse og mindre monotoni under jorden, så tjener individuelle kunstværker også til at markere en stations identitet.

Bliver man nede i metrorøret optaget af sin podcast og glemmer at følge med for en stund, så behøver man ikke springe over til vinduet for at læse på et skilt, hvor i verden man er. I stedet kan man hurtigt orientere sig visuelt gennem stationens udseende.

Og det gælder også for Københavns fem nyeste metrostationer. Sådan da. For der er forskel på, hvor iøjefaldende stationens kunst er.

Vi starter ved M4s nye endestation, København Syd, og tager turen ind mod byen.

1: København Syd

Ny Ellebjerg station nåede at blive omdøbt til København Syd, inden den nye metrostation åbnede.

Når man står ud af toget, opfatter man måske ikke lige med det første, at der her er tale om en lille revolution i det københavnske metrodesign. Væggene ser lidt mørkere ud, men ellers ligner det hele ganske meget sig selv.

Men så bevæger øjet sig opad, og man lægger mærke, til, at flisernes mørke, blå farve bliver lysere og lysere jo tættere blikket kommer på ovenlysvinduerne.

På dén måde bliver mørket visuelt "trukket" ned i undergrunden til perronen, mens fliserne længere oppe metaforisk reflekterer dagslyset — bedst oplevet på vej op gennem stationen med rulletrappen.

Det føles først lidt maritimt — det "mørke, dybe blå" kontra det "lette" og mere transparente ved havoverfladen. Men tanken bag er mere astronomisk end undersøisk.

På den ene endevæg hænger nemlig, hvad der viser sig at være dét enkeltelement, som vækker bredest interesse blandt metroens passagerer på Magasinet KBHs lille tur med den nye M4.

Ikke så få hiver telefonen frem på vej ned med rulletrappen og knipser billeder af det flere meter brede, astronomiske ur, der viser solsystemets planeters aktuelle position over København Syd.

Ifølge Magasinet KBHs udsendte er København Syd et af de mest vellykkede af de fem metrodesigns. Det visuelle virker i første omgang diskret, men gør sig selv mere markant på vej op gennem stationen med en let-aflæselig historie om lys og mørke — og med ét markant element i form af det astronomiske ur skabes et fikspunkt og en klar identitet for stationen.

Kunstner er 56-årige Henrik Plenge Jakobsen.

2: Mozarts Plads

Et stop længere mod centrum befinder vi os under det gamle arbejder-Sydhavns centrum: Mozarts Plads.

Her finder vi den klart mest iøjnefaldende udsmykning af de fem nye stationer: Overalt på væggene omkring én er der "malerier" af fugle, planeter, bevingede heste og meget andet.

De malede motiver er overført til de samme store, rektangulære fliser, der beklæder væggene på andre stationer — og hver en detalje er taget med. Dét gælder også de løse penseltrøg med acrylmalingen, så man får fornemmelsen af at være omgivet af ét stort vægmaleri — og ikke af fliser.

Den uperfekte variation af, hvor meget "malingen" dækker — nogle steder tykkere, andre steder blot et tyndt lag — giver hele værket et lidt naivistisk og barnligt udtryk.

Og dét er meningen. Den 61-årige kunstner Christian Schmidt-Rasmussen vil nemlig minde os alle om, at når vi selv en dag ikke er her mere, så vil der altid være nye børn — og verden fortsætter. Og det er en god ting.

Nede på den smalle platform er det lidt svært rigtigt at få en fornemmelse for det hele, men på turen op med rulletrappen oplever man virkelig både skala og motiv.

Da Magasinet KBH er på besøg, er de rejsende tilsyneladende begejstrede: Der kigges meget opad og peges ivrigt på detaljer i billedet, og der er nok ikke så meget tvivl om, at Mozarts Plads bliver børnenes yndlings-metrostation.

Ifølge Deres udsendte finder vi også her en markant og vellykket udsmykning — om end den ligesom København Syd er en smule mørk og "tung", og nogen vil måske ønske sig en lidt lysere palette.

3: Sluseholmen

Mere lys finder vi på det næste stop. Ja, faktisk på de næste tre, så det er M4 Sydhavns to sidste stop — længst væk fra byens kerne — der er "de mørke". Det kan man lægge i, hvad man vil.

Sluseholmen i "det nye" Sydhavnen med sine mange kanaler er allerede godt udbygget med tusinder af boliger, og nu har beboerne endelig fået sig en god forbindelse ind til byen — noget som har været efterspurgt i årevis.

Stationens flisebeklædning er holdt i en neutral hvid, og det kunstneriske indslag centrererer sig omkring to markante elementer.

Træder man ud det rigtige sted på perronen, er det under en beton-drager med indstøbte fossil-motiver, der ifølge kunstneren skal give os associationer i retning af en "byggegrundsten".

Drageren er med sin placering helt bogstaveligt en del af den bærende konstruktion, og vi mennesker er ultimativt resultatet af de mikroorganismer, som drageren viser relieffer af. Sådan hænger symbolikken sammen.

Ellers er Sluseholmens platform ret neutral og velkendt at gå rundt på, men på vej op ad rulletrapperne åbenbarer hovednummeret sig: En flere meter høj, slank stålskulptur, der hænger ned fra loftet og skal sprede lyset fra oven rundt på stationen.

Det er et markant objekt, som det hænger der mellem to rulletrapper. Men denne beskuer føler sig ikke bragt ind i en "fortælling" som på de to andre stationer, og de to elementer virker løsrevede fra hinanden — i mindre grad tænkt ind i en helhed og ikke så identitetsskabende for stationen.

Idéen med at lade en stålskulptur sprede lyset fra et ovenlys-vindue lige over er god — men selv på denne solskinsdag fungerer det ikke helt. Måske er stålets overflade for mat. Måske skulle facetterne have været skåret anderledes. I hvert fald er der ikke nogen særlig stærk lyseffekt i lokalet omkring skulpturen.

Kunstneren hedder René Schmidt og er 56 år.

4: Enghave Brygge

"Diskret" er det første ord, der dukker op i denne pens kognitive apparat, da han træder ud på næstsidste stop: Enghave Brygge.

Oppe på overfladen er der i dag tæt på ingenting, da arbejdet med områdets boliger, kontorer og park endnu ikke er sat i gang. Og derfor er det lidt af en overraskelse overhovedet at se passagerer på stationen denne hverdags-eftermiddag — men nogle enkelte er her.

De vil dog i første omgang måske opleve det samme som oppe på overfladen, altså tæt på ingenting. For man skal kigge godt efter for at få øje på, at vi har at gøre med en kunstnerisk udsmykket station.

De rektangulære fliser er hvide og ser umiddelbart helt normale ud. Men kigger man efter, får man øje på små, organisk formede relieffer i nogle af dem — relieffer der sammen med flisernes lange bånd kan lede tankerne hen på geologiske strata, altså lag i jordskorpen fra forskellige, geologiske tider.

Og på Enghave Brygge er kunsten trukket op i ankomsthallen på øverste niveau. Her finder man fossil-lignende motiver støbt ind i betonelementer på væggene, og hundreder af bittesmå lys pibler frem inde i "fossilernes" aftryk.

Sammen med flisernes "strata" er der sammenhæng, og stationen giver associationer til et kærlighedsbarn af en Apple-butik og en gåtur i en gold, men smuk, spansk kløft.

I løbet af besøget på omkring 15 minutter går Deres udsendte fra at være ganske undervældet (ja, det er et ord) til at give et lille nik ud mod stationsrummet på vej ind i toget igen.

Der er ikke brugt store armbevægelser, men der er en vis elegance over løsningen, og den vil formentlig kunne fungere i årtier, uden at man bliver decideret træt af at se på den.

Kreatøren er 52-årige Pernille With Madsen.

5. Havneholmen

Det samme kan ikke siges om vores sidste stop, inden vi på Hovedbanegården begynder at dele spor og stationer med Cityringen.

På Havneholmen er der større risiko for, at udsmykningen kan komme til at virke lidt "træt" med årene.

Det er kunstnergruppen Superflex der her har stået for konceptet, som handler om at vende op og ned på tid og rum nede i undergrunden.

Tre stationsure hænger tæt ved hinanden på uortodokse måder og viser ikke hvad klokken er, men snurrer eller hopper rundt i et kaotisk tempo.

Få meter derfra er et informationsskilt drejet 90 grader, så man skal knække nakken lidt for at læse, hvad der står på det. Hvilket dog er ingenting, da Magasinet KBH er på besøg, for skiltene er tilsyneladende ikke sat til endnu.

Oppe over det hele hænger en informationstavle med hovedet i vejret — umulig at læse, da den er så langt væk, men det er meningen, selvfølgelig.

Og rundt om på stationen går temaet igen med stationsinventar der optræder steder, man normalt ikke vil se det.

Det er meget sjovt, men virker også en smule gimmicky på denne observatør. Når man er stået af på Havneholmen to-tre gange, vil elementerne formentlig glide ind i den urbane baggrund, man ikke rigtig lægger mærke til længere — og som identitetsmarkør for stationen er løsningen ikke stærk:

De rektangulære fliser er hvide ligesom på de næste to stationer, og man lægger ikke mærke til elementerne inde fra toget.

Vi sætter os ind i toget igen og forlader M4's rør til Sydhavn og København Syd — og dermed den københavnske metros kunstneriske "finger".

Har man allerede fået trang til at se på flere nyåbnede metrostationer, må man desværre væbne sig med tålmodighed. Næste runde bliver formentlig de i omegnen af 10 nye stationer på den kommende linje M5, der efter planen åbner om 11 år, i 2035.