Kunst - skal det nu være byudvikling?

Fakta

Kunstprojekter i København

CIRKELBROEN

Den dansk-islandske stjernekunstner Olafur Eliasson har formgivet Cirkelbroen over Christianshavn Kanal der fra 2012 vil gøre det muligt at spadsere henover kanalens sydlige udløb i Inderhavnen lige ud for Den Sorte Diamant.

Den 32 meter lange og 34 millioner kroner dyre bro består af fem forskudte og cirkelrunde plat­forme med hver sin sejlskibslignende mast i midten, og er en gave til byen fra Nordea Fonden.

GUMMI

Københavns Kommune bestilte et idéoplæg hos makker­parret Rist+Martinez til op-pepning af Nyropsgadekvarteret mellem Vesterport og Sankt Jørgens Sø. Metropol Lounge er skitseforsalget døbt, og det indebærer knap 5.000 kvadratmeter pink gummi der stiger op af søen og slynger sig ned ad gader, op ad facader og bliver til skulpturelt gadeinventar.

Byens politikere har endnu ikke besluttet om de vil punge ud for at gøre gummidrømmene til virkelighed.

Flere projekter er beskrevet i artiklen i Magasinet KBH nummer 51. Du kan læse det i vores arkiv.

Fakta

5 kunstfavoritter i Københavns Byrum

Ved freelancekurator og kunstskribent Christian Skovbjerg Jensen

Superkilen

Nørrebros kommende bypark er et godt eksempel på at kunstnere som Superflex i samspil med arkitekter kan være med til at skabe anderledes byrum som inddrager borgerne. Parken skal være en form for verdensudstilling inddelt i en rød, grøn og sort zone med byinventar fra hele verden som parkens brugere er med til at finde. Indvielsen er planlagt til september 2011. Følg udviklingen på www.superkilen.dk.

Facadeskiltet på café Heimdal

Det tunge træskilt på facaden af Café Heimdal er lavet af en gruppe unge indvandrere fra skolen på den anden side af gaden. Kunstprojektet er et rigtig godt eksempel på byfornyelse af en bodega som samtidig skabte et helt uventet fællesskab mellem de unge indvandrerdrenge og bodegaens stamgæster og ansatte.

Atlas

Skulpturen blev oprindelig lavet af billedhugger Nicolai Outzen Schmidt i 1899 til en bygning i Københavns Frihavn, men har siden 1972 stået øverst på Carlsbergs gamle kraftcentral i Valby. Et eminent eksempel på en både overraskende og elegant placering af skulpturer i byen som man kunne tage ved lære af i dag. Generelt har placeringen af offentlig kunst været alt for forudsigelig og monumental.

Palads

Poul Gernes' farverige udsmykning af Palads ved Vesterport er på grænsen til det afskyelige. Men Gernes' indgreb i det store kaotiske byrum omkring Vesterport Station er alligevel et godt eksempel på hvordan enkle kunstneriske greb i den rette skala kan gå ind og holde sammen på et byrum.

Woman with 24 problems

John Kørners gavlmaleri på Nordlandsgade ved Amagerbro Torv er et af samtidskunstens få vellykkede gavlmalerier. Det er fantastisk at man kan gå igennem maleriet via døren i gadeplan. Og så fungerer farverne, motivet og det at der er malet helt til væggens kant rigtig godt.

Kunst i byrummet plejede at være noget lidt perifert noget med en skulptur på torvet eller en trup lyserøde performancegøglere på gågaden.

Men kunstnerne og deres evne til at tænke byen ud af boksen er blevet hot stuff i byudviklingsbranchen, og i dag må enhver bytænketank med respekt for sig selv hive mindst én kunstnertype med i arbejdsgruppen.

”Der er virkelig kommet hype omkring at have kunstnere med i alle byudviklingsprojekter selv om det ikke altid bidrager med lige meget. Det kan hurtigt komme til at minde om at køre bil gennem provinsen hvor hver by har en rundkørsel med et værk af den lokale billedhugger i midten som indgangsport,” siger Nicolai Carlberg.

Han er etnolog og partner i rådgivningsfirmaet Hausenberg der arbejder med byudvikling, planlægning og arkitektur med særlig fokus på de kulturelle og sociale sider af sagen.

”Men jeg har nok også været lidt skeptisk over for kunst i byens rum, siden min skoleinspektør i sin tid købte en bronzepuddelhund til skolegården i stedet for at opgradere legeredskaberne der virkelig trængte,” siger Nicolai Carlberg.

Han mener til gengæld at kunst har et helt klart potentiale i forhold til at vende tingene på hovedet.

”Som da der blev hængt en trægynge op på Vesterbro Torv og jeg for første gang i mit voksne liv gyngede, mens det kildede i maven og jeg så verden på en ny måde. At invitere almindelige voksne småborgerlige mennesker, som jeg selv, til at lege i byens rum er ellers super svært. Og der kan kunsten noget skævt og uhøjtideligt,” mener Nicolai Carlberg.

Katalysatorkunst

Selv om kunsten nu er kommet med ved rundbordet når der brainstormes på byområder, så er skulpturen og performancetruppen stadig karikerede billeder af de to retninger som den kunstneriske byudvikling groft sagt deler sig i.

Den ene handler om at sætte varige æstetiske aftryk der skal råbe højt, brande en by eller ændre et kvarters omdømme. Den anden fokuserer mere på at sætte mentale og involverende aftryk på beboerne her og nu som kan ændre deres måde at se hverdagen på. Og måske være katalysator for deres egen kreativitet og medansvar.

Nicolai Carlberg og Hausenberg samarbejder aktuelt med kunstneren Kenneth A. Balfelt om et projekt om socialt udsatte i byens rum.

Balfelt er kendt som en kunstner med et stort socialt engagement, og han har tidligere stået bag midlertidige fixerum på Halmtorvet som han – for mange – bagvendt døbte beskyttelsesrum. Ligesom han har nyindrettet Mændenes Hjem på Istedgade og ført lokale gadedrenge og bodegagæster sammen om at istandsætte bodegaen Café Heimdal på Nørrebro.

”Den slags projekter har jeg enormt stor respekt for, for jeg ved hvor svært byudviklingsbranchen har ved at arbejde med de marginaliserede grupper i byen. Der formår Kenneth at tage over med nogle af kunstens metoder og skabe løsninger der ikke kun vækker glæde i sig selv, men også flytter noget inde i hovedet på både dem han arbejder sammen med og deres omgivelser,” siger Nicolai Carlberg.

I København er kunstnerne rykket helt frem i byplanlæggernes forreste geled med prestigeprojekter som Olafur Eliassons Cirkel­bro, der skal forbinde Christiansbro med Applebys Plads fra 2012, og Pipilotti Rist og Carlos Martinez’ farverige Metropol Lounge-planer for Vesterports baggård. Men den kunstneriske byudvikling har altså allerede prøvet kræfter med Hovedstaden i langt mindre skala på langt mindre prominente adresser.

Godt nok er ’kunstnerkvarter’ ikke den label der oftest sættes på Mimergadekvarteret på Ydre Nørrebro selv om billedhuggeren Astrid Noack da havde atelier i Rådmandsgade, og Per Kirkeby vist nok har boet i Ægirsgade.

Men når det kommer til at bruge kunst i udviklingen af byen, findes der ikke et mere fremme-i-skoene-spot i hele København.

2200 løftestang

Gavlmalerier, gadegalleri, lysinstallationer og samtidskunst på gadeplan har været en væsentlig del af områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret hvor ni ud af 10 gader har navne fra nordisk mytologi, men hvor én ud af tre der bor i dem har anden etnisk oprindelse end nordisk.

”Kunsten var egentlig ikke en decideret strategi fra starten, men mange af de idéer beboerne selv kom med til kvarterløftet handlede om kunst, så vi øremærkede en pulje til det. Og det viste sig at være en rigtig interessant måde at arbejde med byudvikling på da kunsten også blev løftestang i en integrationsproces,” fortæller Peter Christensen, tidligere projektchef for den netop afsluttede femårige områdefornyelse.

En af de mere usædvanlige kunstneriske dele af Mimersgadeløftet var den midlertidige byfornyelse SID NED! der var en kunstudstilling på gadeplan som kørte i sensommeren 2006. Kenneth A. Balfelts Café Heimdal-projekt var en del af pakken, ligesom blandt andre kunstnergruppen Parfyme bidrog med et bakkelandskab i filt og Jeppe Hein opstillede 10 mildt sagt modificerede bænke.

”Det præsenterede et meget stort publikum for noget de ellers aldrig ville komme til at se. Der var pludselig noget i det offentlige rum der fik folk til at mødes på en anden måde. Bænkene man ikke kan sidde på gav virkelig anledning til snak, og bakkelandskabet blev et tilløbsstykke og nærmest en stor legeplads. Det fortalte en vigtig historie om at kvarterets mange børn manglede et samlingssted,” siger Peter Christensen, der i dag er kulturchef i Køge Kommune. Han opfatter det derfor ikke som en svaghed når kunst i byudviklingen er af den flygtige slags der forsvinder fra gadebilledet igen.

”Jeg har oplevet midlertidige kunstprojekter som et kanon virkemiddel på tværs af kulturer. Det kan sætte en lang række mentale spor i et kvarter og være med til at forandre folks bevidsthed på mange måder – og dermed sætte nye ting i gang. Det ville være rigtig svært at gøre med et traditionelt borgermøde.”

Tværfaglige spændetrøjer

Christian Skovbjerg Jensen var kurator på SID NED!, og han ser netop kunstens evne til at udfordre de mere traditionelle, skematiske og firkantede tankegange som en stor styrke når der skal tænkes by.

”Kunst kan bruges som en anden måde at læse byen på i alle de forskellige faser af udviklingen af byrum. Fra man i starten skal afdække et områdes identitet og behov til man er færdig og skal skabe noget liv. Kunsten kan skabe rammer der iscenesætter møder mellem fordomme og modsætninger – og måske nedbryder dem,” siger Christian Skovbjerg Jensen og fortsætter:

”Når en kunstner skal lave en bro, er det først og fremmest en æstetisk øvelse. Det bliver garanteret flot, men det er mere interessant at bruge kunstneren i en by- og værdi­debat der kan åbne øjnene for anderledes måder at bruge og iscenesætte by­rummet på,” mener Christian Skovbjerg Jensen.

Freelancekuratoren er dog ikke blind for at de samtidskunstneriske projekter ofte er midlertidige, fordi det er en form der er forholdsvis let og billig. Og en af Danmarks fremtrædende kunstnere Jeppe Hein, der ud over bænkene i Mimersgade også er kendt for sine interaktive springvand og Karrierebar, har netop været ude med riven fordi han mener kunstnere i byplanlægningsprocesser alt for ofte ender som blikfang.

Politikere vil gerne sole sig i det visionære lys det giver at invitere en kunstner med, men når det kommer til stykket, bliver kunsten nedprioritet i de faktiske planer.

”Selv om kunsten kan bruges på alle mulige måder, fungerer den bedst på sine egne præmisser. Et tværfagligt team med bestemte processer og roller kan hurtigt blive en spændetrøje. Kunst i byudviklingen handler om at oversætte de analyser kunsten laver af byer, mennesker og muligheder i vores liv til noget konkret og konstruktivt. Det er man stadig ofte for dårlig til,” siger Christian Skovbjerg Jensen.