pixel

Letbanen er på vej

Dens forgænger forsvandt for 47 år siden, men nu er byggeriet af Københavns nye letbane officielt gået i gang — i omegnen

Letbane Lyngby

De har stået på i noget tid — forberedelserne til det største infrastrukturprojekt i Københavns omegn siden S-toget blev anlagt i 1960'erne.

Der er blevet bygget både fodgængertunnel og -bro — og flere steder er jorden blevet ryddet for at skabe plads til skinnerne til byens nye letbane. 

Men først nu er byggeriet officielt skudt i gang. Det skete, da gravemaskinerne forleden gik i jorden til opførslen af letbanens nye kontrolcenter, som kommer til at ligge i Glostrup — lidt syd for midten af den nye strækning. 

Det er her, at de mange tog fremover skal vedligeholdes og have et ly for natten — og nu vil man mange steder omkring København for alvor se letbanen ved Ring 3 begynde at tage form.

Først i 2025 vil de første tog dog begynde at rulle fra Lundtofte i nord og hele vejen ned til Ishøj i syd — 28 kilometer i alt. En lille time vil det tage, hvis man vil med hele vejen.

Undervejs vil den nye letbane stoppe ved 29 stationer, og ved seks af dem bliver det muligt at skifte til S-tog. Letbanen er sat i verden for binde omegnen sammen på tværs, mens S-togene står for forbindelsen ind til selve byen. 

Fætter til indre by?

Letbane er blevet den gængse betegnelse for sporvognens moderne afløser, der kører i et separat spor væk fra den øvrige trafik. I omegnen af København sker det ved siden af Ringvej 3, så som passager kommer man i høj grad til at opleve villakvarterer og omfartsveje på den anden side af vinduet. 

Det vil dog i givet fald være anderledes, hvis Københavns Kommunes vision om en fætter til den nye Ring 3-letbane bliver til virkelighed.

For nogle måneder tilbage vedtog kommunen, at man ville arbejde videre med at koble en helt ny letbane på Ring 3-banens stop i Gladsaxe.  

Intentionen er at koble forstadsbanen på metroens linje M3 — Cityringen — ved at forbinde netop Gladsaxe med Nørrebro Station, der meget snart åbner sin metrostation. 

Det er indtil videre ikke en del af planen, men det har også været foreslået at lade den centrale letbane fortsætte fra Nørrebro Station ad Nørrebrogade og ind til Nørreport Station. Dermed ville man få en forbindelse helt ind til byens kerne — og direkte til regionaltog og metroens linje M1 og M2. 

I første omgang er det dog altså omegnskommunerne, der kan se frem til at kunne køre med letbane fra om seks år — om alt går vel.

Aarhus åbnede med næsten to års forsinkelse den sidste del af deres nye letbane tilbage i april. Banen er nu hele 110 kilometer lang. Langt de fleste kilometer er forbindelser til omegnsbyer.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling