pixel

Idé om letbane til Brønshøj tæt på aflivning

Selv om en letbane er en billigere — og på nogle punkter måske bedre — løsning end en metro, lægger embedsværk nu op til at lægge idéen i graven.

Letbane Frederikssundsvej

Hvis man vil til eller fra Brønshøj ved hjælp af offentlig transport, er der i dag kun én mulighed: Tag bussen.

Det vil mange i bydelen gerne have lavet om på, og som vi tidigere har beskrevet er en metrolinje blandt mange det højeste (og eneste) ønske.

Når talen falder på idéen om i stedet at anlægge en letbane, som går gennem bydelen, har både mange borgere i Brønshøj-Husum og politikerne på Københavns Rådhus haft svært ved at skjule deres mangel på entusiasme.

Og det kunne end ikke et tilbud om delvis medfinansiering fra Christiansborg i 2021 lave om på. 

Herværende magasins redaktør, Anders Ojgaard, argumenterede ellers i en nylig kommentar for, at en letbane i mange tilfælde kan være en lige så god — eller bedre — løsning end en metro. Men i København er der en udbredt forkærlighed for tog, der kører i tunneler under jorden.

Og nu lægger embedsværket i Københavns Kommune så op til endeligt at aflive idéen om en letbane fra Nørrebro Station via blandt andet Brønshøj til Gladsaxe.

Mere end tre år undervejs

Tilbage i 2021 vedtog politikerne i Københavns Kommune ellers at sætte penge af til en såkaldt 'forundersøgelse' af enten en letbane eller BRT-linje på netop denne strækning. Undersøgelsen ville blive støttet med midler fra Folketingets ‘Infrastrukturplan 2035’, når de endelige rammer for den var blevet aftalt.

I samme plan var der afsat statlige penge til rent faktisk at anlægge forbindelsen til Brønshøj, men her i begyndelsen af december — efter mere end tre år — var rammerne stadig ikke på plads.

Ifølge Økonomiforvaltningen på rådhuset var man “fortsat ... i proces med at undersøge, hvordan den besluttede undersøgelse af BRT og letbane skal se ud og finansieres”. 

Med Magasinet KBHs kendskab til sagen skyldes den markante forsinkelse ikke mindst, at Københavns Kommunes politikere reelt ikke ønsker hverken metro eller BRT til Brønshøj — men metro. 

Forvaltningen forventede dog i december snart at være klar med en anbefaling til politikerne om, hvad de næste skridt i sagen burde være.

Dén anbefaling er nu lagt frem, og forvaltningen lægger altså op til, at forundersøgelsen nu kun skal omfatte en BRT-løsning på strækningen. Altså ingen letbane.

BRT står for Bus Rapid Transport og dækker groft sagt over busser, der kører i egne, dedikerede vejbaner, så driften ikke bliver påvirket af den øvrige trafik.

Metro vil overflødiggøre letbane

At man nu foreslår at fokusere undersøgelsen på muligheden for en BRT-linje, handler ifølge forvaltningen dels om økonomi og dels om tidshorisonten.

Siden politikerne vedtog at sætte gang i forundersøgelsen i 2021, har Metroselskabet i 2024 lavet en såkaldt pre-screeningsanalyse, der skal kortlægge mulighederne for at udvide det københavnske metronet.

De københavnske politikere skal indenfor de kommende måneder beslutte, hvilke seks-otte mulige strækninger, den videre analyse skal fokusere på — og Brønshøj-Husum står meget højt på listen over områder, som politikerne mener også skal nyde godt af en metrolinje.

Derudover bliver muligheden for en kommende metrolinje til Brønshøj også specfikt nævnt i 'Kommuneplan 2024', som netop er blevet vedtaget af politikerne i Borgerrepræsentationen her i december.

På dén baggrund vurderer embedsværket nu, at en forundersøgelse af en eventuel letbane vil ende med at være spild af tid og penge.

Man skriver i indstillingen, at "en letbaneløsning på samme måde som en metroforbindelse vil være en stor økonomisk investering, som på længere sigt vil levere en permanent højklasset kollektiv betjening af korridoren langs Frederikssundsvej og til Brønshøj, Husum og Tingbjerg."

Men fordi der er et "politisk ønske" om på sigt at etablere en metroforbindelse til området, giver det ikke mening nu at bruge penge på at undersøge en letbane, indikerer forvaltningen.

Der er altså ikke tale om, at embedsværket peger på metro som en bedre løsning end letbane — men om at man ligeså godt kan lade være med at gå videre med letbanen, hvis politikerne alligevel har lagt sig fast på, at der skal være metro til Brønshøj.    

Samtidig peger forvaltningen på, at en BRT-linje på Frederikssundsvej vil kunne etableres både billigere og på væsentligt kortere tid end både letbane og metro, og med sådan én skal beboerne i Brønshøj-Husum ikke vente flere år på en bedre forbindelse til det indre af byen.

Hvis en metrolinje til Brønshøj så på længere sigt bliver en realitet, kan BRT-linjen relativt nemt nedlægges igen, hvis man ønsker det, siger embedsværket. 

Og derfor anbefaler man til politikerne, at man opgiver letbanen og nu kun undersøger en BRT-linje, mens man sideløbende arbejder videre med den mere langsigtede plan om mere metro til byen.  

Gladsaxe vil have letbane med

Ifølge Økonomiforvaltningen er Trafikministeriet positive over for nu at indskrænke rammerne for forundersøgelsen, så den kun omfatter en BRT-forbindelse.

Men omvendt har man i den planlagte linjes anden ende, i Gladsaxe Kommune, i foråret 2024 besluttet, at man ønsker at undersøgelsen omfatter både BRT-linje og letbane.

I sidste ende skal den endelige ramme for undersøgelsen godkendes af de partier i Folketinget, der var med i forliget bag Infrastrukturplan 2035 — og som altså dengang i 2021 pegede på en letbane som den ønskede løsning. 

Lige nu er det dog politikerne i Økonomiudvalget i Københavns Kommune, der har bolden. På et møde den 22. januar skal de beslutte, om man vil følge embedsværkets anbefaling og officielt droppe letbanen — en letbane der ellers også var udset til en mulig forlængelse ad Nørrebrogade til Nørreport og videre til Hovedbanegården. 

Vi følger selvfølgelig sagen tæt her på Magasinet KBH.

Letbane og BRT i omegnen

Mens København nu altså ser ud til at opgive sin småtvære flirt med letbane-idéen, har en række af omegnskommunerne for længst taget skridtet fuldt ud i den modsatte retning.

Hovedstadens Letbane, der skal forbinde Ishøj i syd med Lundtofte i nord, står således til at åbne første etape mellem Ishøj og Rødovre til efteråret.

Når letbanelinjen efter planen står helt færdig i sommeren 2026, vil den 28 kilometer lange linje blandt andet passere gennem Vallensbæk, Glostrup, Herlev, Gladsaxe og Lyngby. 

Derudover barsles der i Københavns omegn også med en BRT-linje, der på lidt længere sigt skal erstatte den nuværende buslinje 200S, som kører mellem Avedøre Holme og Buddinge. En forundersøgelse er på trapperne, og hvis planerne ender med at blive ført ud i livet, kan BRT-linjen åbne i 2033.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

larslh95

For mig virker det her som endnu to eksempler på:

1) Embedsværket i Københavns kommune politiserer (som det også gjorde, da det gjaldt den famøse cykel gade i Vester Voldgade)

2) Trafikplanlægning i en storby burde ligge i et højere organ end kommunerne, hvor selv København kun omfatter en mindre del af storbyen. Der går sognepolitik og fedten for lokale vælgere i sager, der burde ses i deres helhed. Det lyder måske godt med “nærhed i beslutningsprocesser”, men man burde gøre som i Aarhus (og vistnok i Oslo): lægge hele det sammenhængende byområde sammen til én stor kommune.

I øvrigt får jeg knopper af de der forslag om BRT-baner. Ja de er billigere end skinner og også lidt bedre end almindelige busser, men kan slet ikke måle sig med hverken letbaner eller metro. For gangbesværede duer BRT slet ikke.

Lars Barfred 1

1) Jeg tænker egentlig de bare ikke er komplet politisk tonedøve, ift. hvilke planer de arbejder med. Embedsværket arbejder retfærdigvis efter en taktstok der svinges af politikkere.

2. .Enig, jeg synes KK´s 50 mia.+ investeringer til darto i metro der udelukkende betjener København og Frederiksberg er skandaløs. I stedet kunne man have lagt 5 letbaner mellem S-togsfingrene lagt ud i oplandet, er skabt et meget bedre trafiksystem.

Jeg har som så ikke noget problem med BRT, som det blev opfundet i Curitiba, med forhøjede perroner billetering uden for bussen, ind/udgang af alle døre etc. Og det kan blive endnu bedre, hvis bussen føres automatisk efter en magnetisk skinne i vejbanen, så "buschaufføren" bare skal koncentrere sig om at lukke dørene og nødbremse. De danske billige kopier af BRT, er ikke BRT, men en let forbedret bybus.
morten

Letbaner bør overvejes seriøst på strækninger, hvor gadehandel har behov for yderligere aktivering. Det fabelagtige førkrigsfotografi af Nørrebrogade fra Magasinet KBH-artiklen fra 2. marts 2022 beviser pointen:

https://www.magasinetkbh.dk/sites/default/files/public/styles/fresco_1200/public/field_article_ii_image/nbrogade-historisk.jpg?itok=_kiCv6MH

Lars Barfred 1
Dejligt billede, men husk på at bilejerskabet var måske 1-5% af hvad det er idag, at der boede dobbelt så mange på Nørrebro og væsentligt flere i Københavns Kommune, end i dag.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling