Køkkentøj bli’r krigstøj
Cool temabutik med industrielt design er åbnet i en gammel musikbiks
The Art of
Gothersgade 58
Kbh K
Tirs-tors: 11-18
Fre: 11-19
Lør: 11-16
Det er ikke hver dag en dedikeret konceptbutik ser dagens lys i byen. Men i september satsede den industrielle designer Rasmus Bay Barlby alt og åbnede nichebutikken The Art of i Gothersgade lige ved Kongens Have.
Butikken, som skifter tema hvert kvartal, blander industrielt design i gangbare hverdagsversioner med mere rendyrkede designobjekter. Temaskiftene fejres med fernisering hvor Rasmus fortæller historien bag de nye varer over et glas vin.
For tiden er det spartanske lokale med de industrigrå detaljer dækket op til The Art of Cooking. Tænk gedigne gryder af stentøj, keramiske fade i jordfarver, robuste opvaskebørster og stilrene drikkeglas der tåler både maskinvask og hårdfør håndtørring.
Næste tema er mindre letbenet: The Art of War byder på militærklæder forklædt som fritidstøj. Så du vil hverken finde patronbælter eller græsklædte hjelme, men for eksempel et par håndlavede travestøvler i vandafvisende letvægtsmateriale som amerikanske soldater har brugt siden 1969.
”Det handler ikke om at være for eller imod krig. Det handler om at militæret har designet det perfekte friluftstøj,” siger Rasmus og fortsætter:
”Alle mine varer har en historie. Og designverdenen er fuld af andre historier som jeg glæder mig til at fortælle.”