pixel

Gothersgade-gavl med Peps'i

En street artist og en sodavandsgigant er gået sammen og genopliver byens tradition for kunstneriske gavl-reklamer.

gavlmaleri gothersgade

Fakta

Gavlmaleri på Gothersgade 54

En gavlreklame for Pepsi Max malet af kunstneren Stine Hvid.

På en nymalet gavl ved et lille indhak i Gothersgade strækker Københavns tårne sig mod himlen i et frugtbart mylder. De ikoniske vartegn for Indre By er sat sammen med nogle af de vartegn for byliv, københavnerne bærer med sig. Mobil, funky sneakers, skateboard, solbriller og ... dåser med light cola?

Logoet på sodavandsdåserne er ikke tilfældigt, for det store gavlmaleri er en opgave, som kunstneren Stine Hvid i sin karakteristiske, legende streg i hvid, sort og grå har løst for Pepsi Max Danmark.

»Jeg har designet efter Pepsi's oplæg om deres ånd, og hvad de så for sig, men jeg har selv valgt udtrykket,« fortæller Stine Hvid om sit hidtil mest voluminøse værk. Hun fik syv dage, en kran og kunne ellers bare gå i gang.

Kunst i kommercielt krydsfelt

Nogen vil sikkert per automatik rynke på næsen af sammenblandingen af kunst og reklame, og måske endda hviske et "sell out" efter den nye cola-gavl. Men som designuddannet er Stine Hvid vant til at tænke i samarbejde og havde ingen kvaler.

»Jeg arbejder ofte på den her måde for virksomheder. Jeg nyder at lave kunst i det offentlige rum, men er ret komfortabel med det kommercielle og det at løse opgaver. Men jeg laver nu også vægge til metrobyggeriet og maler på Roskilde Festival, hvor jeg jo helt selv bestemmer,« siger hun.

Og faktisk indgår gavlen i en lang og stolt københavner-tradition. For byens gavle har indbudt til udsmykning længe før subkulturens graffiti og street art begyndte at dominere dem. Dengang var det ofte på skiltemalerier på husgavlene, at københavnere i hverdagen kunne møde kunsten – gennem et frugtbart samarbejde med kapitalen.

Da de kommercielle gavlmalerier var på deres højeste, var de vitterligt kunst og på en måde den originale street art. Bedst husket er formentlig kampagnerne for mælk, hvor blandt andre Henry Heerup og Richard Mortensen malede i halvtredserne, og Arne Ungermann, Poul Gernes og Hans Scherfig rullede det glade mælkebudskab ud igen i tresserne.

Forfriskning til et ikke-sted

I dagens København er reklamegavlene blevet mere sjældne, mens de ikke-kommercielle kunstgavle går deres sejrsgang fra kvarter til kvarter. Men der hænger for eksempel en flaske Heineken på Åboulevarden og en Sol på Vesterbrogade. To ølmærker, som Royal Unibrew står for i Danmark. Lige som Pepsi Max.

Og lige som en anden sodavand, Mountain Dew, der i løbet af sommeren dukkede op på et nyt graffiti-piece på en gavl højt over Den Røde Plads ved Nørrebrogade. Hurtigt fulgt af en serie hvide malingbombe-klatter hen over motivet, der kunne tyde på, at reklamer for ærkeamerikanske læskedrikke ikke for alle faldt i lige god tråd med bydelens aktivistiske historie.

Der er adressen Gothersgade 54, ved parkeringspladsen og discountsupermarkedet, i langt højere grad et "ikke-sted". En rodet plads, hvor intet rigtigt binder elementerne sammen, men hvor gavlen nu står og gør sit til at skabe noget til området.

»Det, der var så fint ved at stå der, i regn og sol i syv hele dage, var at jeg kunne snakke med beboere og gæster. Til lanceringen kom et ældre ægtepar med vin som tak. Jeg har mærket støtte både fra unge og fra ældre damer. De syntes, det var en fin reklame, der passede ind,« fortæller Stine Hvid.

Driller med symbolerne

Stine Hvids udendørs-værker er ofte sammensatte, legesyge og let at afkode som "street". Umiddelbart kan hendes udtryk virke lidt som en gadekunstens svar på Julie Nord, når hun arbejder med symbolerne på en både ligetil og drillende måde.

Hendes kendetegnende, afdæmpede palet i halvtreds nuancer af grå får gerne enkelte farverige modspil i værkerne. I Gothersgade er det red, white and blue, der får lov at lyse op, når værkets enkeltdele bindes sammen af bobler, der stiger til vejrs, hvor Pepsi-logoet svæver øverst.

Læg i øvrigt mærke til, hvor fræk den telefon er.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling