Ny jernbanebro kan være på vej til Hovedbanegården
Øget pres på togtrafikken til og fra Københavns H skal måske løses med en ny jernbanebro.
Det er smigrende at være alles knudepunkt. Den som binder alting sammen, skaber helhed og som alle andre er afhængige af. Men som knudepunkt er der samtidig en fare for, at man ender med at blive alles flaskehals.
Københavns Hovedbanegårds rolle som samlingspunkt for jernbanerne har kun vokset sig større siden indvielsen i 1911.
Flere og flere tog kommer til, og det har efterhånden skabt så stor trængsel på sporene, at Hovedbanegårdens status som knudepunkt nu nærmere ligner en gordisk knude.
Derfor har Banedanmark for nylig præsenteret nye planer for politikerne på Christiansborg, der skal hjælpe med at løsne op for logistikknuderne.
Planerne inkluderer tre mulige løsninger:
Den første er at opføre en ny gangbro på tværs af alle jernbanespor. Nummer to er at opføre en ny jernbanebro til Ringstedbanen. Og den tredje mulighed er at indsætte flere S-tog på Kystbanen mod Helsingør. Det skriver Lokalavisen Havnefronten.
Tre løsninger på bordet
Den første løsning — en ny gangbro, der løber på tværs af alle spor syd for Hovedbanegården med retning mod Dybbølsbro — søger at løse problemet ved at skabe længere perroner. Der er nemlig i kun én perron ved hvert spor, og en ny gangbro tværs over alle spor vil give mulighed for at forlænge perronerne og dermed få plads til at to tog kan holde på samme spor på samme tidspunkt.
Den anden løsning foreslår at bygge en ny jernbanebro til Ringstedbanen, hvilket vil gøre det muligt at alle tog på den strækning kører i sit eget, hævede spor ind mod Hovedbanegården. Med en bane hævet over de andre spor på søjler — som tog på jorden kan køre igennem — vil man skabe mere kapacitet på en af de mest travle intercity-strækninger mod Fyn og Jylland. Det vil være et omfattende projekt, som rent økonomisk også er det mest omfattende.
Det tredje forslag handler om at skabe flere afgange med toget til og fra Helsingør. Ved at indsætte betydeligt flere S-tog på strækningen, bliver det ikke hurtigere at komme fra Helsingør til København, men det vil have positive, afledte effekter.
I dag betjenes kystbane-strækningen af både intercity, regional- og S-togsforbindelse. Med flere S-tog på strækningen, vil flere intercity- og regionaltog kunne blive frigivet til andre togforbindelser. Det vil give en mere stabil togdrift og færre forsinkelser — ikke blot på kystbanen, men også i den øvrige del af landet, vurderer Banedanmark.
Løsning til 2 milliarder
Banedanmark har tidligere fremlagt planer for, hvordan den logistiske knude på Københavns Hovedbanegård skal, hvis ikke løses op, så i hvert fald løsnes. Den samlede regning forventes at lande omkring 2 mia. kroner.
Styrelsen har tidligere konkluderet, at det kun er 79 procent af togene fra Hovedbanegården, der kører til tiden, og dét skaber også forsinkelser for togpassagerer i store dele af resten af landet.
Blandt årsagerne er, at togbanerne på stationen i dag er flettet sammen med et hav af sporskifter. Dem er togene nødt til at krydse i langsomt tempo. Og når de forskellige baner bruger samme spor, spreder en forsinkelse på én bane sig hurtigt til andre baner.
Derfor ønsker Banedanmark at dele banerne op og uddele faste spor, så det ikke bliver nødvendigt at skifte spor så tit. Alle tog fra Valby vil i så fald fortsat kunne køre nordpå mod Østerport. Men Øresundstoget og Ringstedbanen vil fremover have endestation på København H og ikke fortsætte videre til Nørreport eller Østerport.
Indvendig renovering også på vej
DSB har også planer om at renovere Hovedbanegårdens indre, blandt andet ved at opføre et nyt butikscenter i ankomsthallen. DSB Ejendomme har igennem en længere årrække haft et ønske om at gentænke ankomsthallen, så der i fremtiden bliver mere plads og mere luft til det stigende passagertal, der dagligt rejser ind og ud af landets hovedstad.
Den nuværende indretning har sine rødder i 1911 og bærer stadig præg af datidens idéer og behov. I dag fremstår indgangene til ankomsthallen smalle, og også indvendigt har passagerne ganske trange kår.
Den indre ombygning skal fordele passagerne bedre og gøre det til en tryggere og rarere oplevelse at opholde sig på Københavns Hovedbanegård.
Ifølge en intern passagerberegning forventer DSB at se en stigning i daglige rejsende fra 100.000 i 2019, før metrocityringen åbnede, til 180.000 om blot to år, når også metroen til Sydhavnen vil stoppe i Københavns knudepunkt.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer