Gratis sejltur i mini-Venedig
Kom på guidet bådtur i byens nye kanalkvarter hvor vejene er opkaldt efter amerikanske jazzmusikere, og hvor kajakker har forrang frem for kofangere.
Sejltur i Sydhavnen
Søndag 22. august kl.14
Turen er gratis
Mødestedet er på området mellem
Metropolis og Ben Websters Vej på
Sluseholmen.
Hvis du vil være sikker på en plads, kan du reservere på dcn@okf.kk.dk.
Læs mere på www.kk.dk/sydhavn
Du kan spotte området når turen går over Sjællandsbroen, eller hvis søndagsturen leder dig omkring Nokken på den anden side af Københavns Havn.
Alligevel er Københavns nye kanalkvarter i Sydhavn stadig ukendt territorium for mange københavnere som det ligger og putter sig bag motorvejslignende Sydhavnsgade og i sikker afstand fra offentlig transport.
Nu inviterer Københavns Kommune på en gratis sejltur i Sydhavnen hvor du kan høre om fremtidsplanerne for den spirende bydel.
De omfatter blandt andet et spritnyt havnebad, veje, broer samt en ny skole og dagsinstitutioner. Det er søndag den 22.august du skal sætte et fedt kryds i kalenderen hvis du gerne vil have styr på hvad der sker i den gamle erhvervshavneholm.
Pt. bor der 3.500 københavnere i Sluseholmen og Teglholmen, men på sigt skal Sydhavn rumme i alt 9.000 boliger. Sydhavn omfatter udover Sluseholmen og Teglholmen området Enghave Brygge som ligger øst for H.C. Ørstedværket samt Havneholmen ved Fisketorvet.