Fredsduen fra Ground 69
Såret efter Ungdomshuset har fået et fredsmaleri på som plaster - men modtagelsen er ufredelig.
Gavlmaleri af den amerikanske kunstner Shepard Fairey ved Jagtvej 69.
YOUR AD HERE - an exhibition by Shepard Fairey
En kæmpe fredsdue er landet på Jagtvej. På den gavl, der blev blottet, da Ungdomshuset i nummer 69 blev revet ned under politibeskyttelse i 2007.
Gavlmaleriet ved den fortsat tomme grund, kendt som Ground 69, er udført af den amerikanske streetart-stjerne Shepard Fairey, der stadig høster skulderklap for sin hjemmelavede valgplakat, der med et stiliseret Barack Obama-portræt og ordet "Hope" blev et ikon under det seneste præsidentkapløb over there.
Fairey betragter sig selv som fredsaktivist, og om sit værk siger han til Politiken:
"Netop her, på denne grund, hvor en ungdomskultur engang levede, synes jeg, at fredsbudskabet passer. Om ikke andet, så: Hvil i fred«.
Selvom gavludsmykningen er udført i Ungerens yndlingsfarver, sort og rød, og det nederst er printet et stort "Peace" og et mindre "69", er den vingede fredsbebuder ikke landet lige så pacifistisk, som den lettede.
Allerede under dens anden nat på Nørrebro blev der kastet til måls efter duen med blå malingbomber, og "Peace"-budskabet har fået tagget et "No Peace!" samt "Go Home Yankee Hipster" til svar.
Selvom ingen har påtaget sig ansvaret endnu, er det næppe et longshot at gætte på, at nogle af lokalitetens tidligere brugere har villet markere, at intet er glemt og intet er tilgivet.
Måske provokeret af, at Københavns Kommune, der i sin tid solgte huset fra, har ydet økonomisk støtte til materialer til Shepard Faireys kunstneriske bidrag til byen.
Udover Jagtvej-gavlmaleriet dekorerer Fairey hver dag i uge 31 en ny plet i København som optakt til sin udstilling på V1 Gallery i Kødbyen. Mandag klistrede han et stort plakat-værk op på en parkeringsplads på Nygårdsvej, tirsdag kom turen til metrobyggeriet på Kongens Nytorv, onsdag giver han sit bidrag til Nørrebros snart åbningsklare Superkilen, og torsdag rundes af ved Dybbelsbro Station.