pixel

Endnu et gavlmaleri af planter til Frederiksberg

En grøn gavl på Ågade får en søster. En mur af planter skal gro på et nabohus til Codanhus og holdes ved lige med indtægter fra et reklameskilt.

groen gavl frederiksberg aagade

Danmarks største plantevæg sidder nu på Amager Centret

I 2022 står to 45 meter høje planteudsmykkede tårne klar på Islands Brygge. 

Og lige ved Sankt Jørgens Sø kommer der nu mere vertikalt grønt til København i form af en plantedækket gavl. 

Engelsød og lodden løvefod lyder som ingredienser til en heksebryg. Men det er navne på nogle af de stauder, der skal kravle op ad en 190 m2 stor gavl på Frederiksberg og gøre den mere farverig.

Den grønne væg bliver den anden af sin slags i kommunen. I 2018 kom den første plantegavl til på hjørnet af Falkoner Allé og Ågade. 

Den næste sidder på en nabobygning til Codanhus på Gammel Kongevej. Og mængden af grønt, man vil kunne se her, bliver markant større end ved Ågade — næsten tre gange flere planter vil i fremtiden kravle op ad den i dag meget grå gavl.

Ej blot til pynt

Den grønne gavl ved Ågade var et pilotforsøg i Frederiksbergs Kommunes bestræbelser på at få flere grønne tage og facader i bydelen. 

Hvis den blev en succes, skulle flere slutte sig til. Og det har politikerne i Frederiksbergs By- og Miljøudvalg altså nu valgt at sætte i værk.

Planterne skal ikke mindst forskønne den noget triste gavl. Men plantevæggene i Frederiksberg Kommune er ikke kun til for at pynte. De skal også hjælpe klimaet.

De planteklædte gavle på bygningerne yder deres lille bidrag til biodiversiteten og omdannelse af CO2 til ilt. Men de holder også på varmen om vinteren og reducerer varmepåvirkningen om sommeren.

På den måde virker planteskjoldene som isolerende klimaskærme — og dæmper også støjen fra biler på trafikerede veje som Ågade og Gammel Kongevej.

Og så hjælper de til ved skybrud. De kassetter, planterne gror fra, har nemlig indbygget vandreservoir. Dét betyder, at muren så at sige kan vande sig selv med vand hentet direkte fra tagrenden.

På den måde kan plantegavlen også hjælpe til med at opsuge eller forsinke regn — og dermed aflaste kloakkerne — hvis der kommer skybrud.

Grøn ramme om reklameplads

Gevinsterne ved grønne gavle er dog ikke helt gratis.

Det koster omkring en million kr. at købe og opsætte alle plantekasserne ved Codanhus, og derefter vil der være et stort, løbende arbejde med at gøde, vedligeholde og justere al det nye grønt. 

Men når først planterne er sat op, er det ikke længere Frederiksberg Kommune, der betaler regningen. Gavlens vedligeholdelse skal betales med reklamer.

For det er ikke kun planter, der skal sidde på dette lille stykke af Frederiksberg. Inde midt i stauderne skal et stort reklameskilt — ligesom søstermuren ved Ågade — sælge alt fra teaterbilletter til herretøj til de forbipasserende københavnere.

På den måde bliver plantevæggen en art grøn billedramme. Reklamefirmaet der skal tjene penge på de næsten 40 m2 store reklamer, forpligter sig som en del af aftalen med Frederiksberg Kommune til at stå for al drift og vedligehold af det grønne omkring dem.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling