Bliver Fasanvejslinjen det næste store metroprojekt?
En ny stor forundersøgelse sætter detaljer på en potentiel tværgående metrolinje fra Ny Ellebjerg til Emdrup, som især Frederiksberg Kommune er interesseret i.
De kan også tænke stort på Frederiksberg.
I den seneste tid har Københavns Kommune ganske vist tiltrukket sig al opmærksomheden med planerne om en havnetunnel og en ny metrolinje, der skal betjene den kommende kunstige ø Lynetteholm.
Men i Frederiksberg Kommune barsler man også med et stort infrastrukturprojekt, og selv om det er knap så forsidevenligt, er prisskiltet mindst lige så imponerende.
20 milliarder kroner — lige så meget som en havnetunnel — er de estimerede anlægsomkostninger for “Fasanvejslinjen” — en potentiel underjordisk metrolinje, der skal forlænge den kommende metrolinje M4 fra Ny Ellebjerg Station i syd til Emdrup i nord.
Metrolinjen har været på tegnebrættet i årevis, og både Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune har betalt ekstra for, at den kommende metrostation ved Ny Ellebjerg bliver etableret under jorden. Dette sikrer nemlig muligheden for, at metrolinje M4 engang i fremtiden kan blive forlænget med nye tunnelrør — for eksempel nordpå mod Emdrup.
Og nu har Frederiksberg Kommune så i samarbejde med København, Rødovre og Hvidovre Kommuner fået udarbejdet den første store forundersøgelse af det ambitiøse projekt.
En tur på 12 minutter
Fasanvejslinjen, der, som navnet antyder, følger Nordre og Søndre Fasanvej på en del af ruten, vil blive ni kilometer lang og få ti stop. Fem af disse skal anlægges ved eksisterende metro- eller S-togsstationer.
Det vil ifølge forundersøgelsen tage 12 minutter inklusive stop at køre fra Ny Ellebjerg til Emdrup. Den tilsvarende tur tager i dag over 25 minutter med S-tog.
Det anslås at 60.000 mennesker i løbet af et gennemsnitsdøgn vil hoppe på den nye metrolinje i 2035.
Metrolinjen vil potentielt kunne flytte 1.000 daglige bilpendlere over i den kollektive trafik. Det vil give noget hårdt tiltrængt albuerum på de ovenliggende frederiksbergske veje, hvor især Fasanvej kan være en udfordring i myldretiden.
Samtidig vil Fasanvejslinjen kunne sikre, at Frederiksbergs borgere vil kunne komme nemt og hurtigt til Bispebjerg Hospital efter Frederiksberg Hospitals lukning i 2023.
Og det kommende byudviklingsområde på netop hospitalsgrunden vil formentlig kun blive endnu mere attraktivt med en nærliggende metrostation ved Godthåbsvej.
Frederiksberg vil lægge kommune til fire af de ti stationer, mens de øvrige seks vil ligge i Københavns Kommune.
Metroudvidelse til Vestegnen
Forundersøgelsen omfatter desuden en mulig metrolinje fra Ny Ellebjerg til Hvidovre Hospital, som Rødovre og Hvidovre Kommuner skal involveres i byggeriet af. Ifølge rapporten vil denne linje kunne etableres uafhængigt af Fasanvejslinjen.
De to vestegnskommuner har tidligere ytret stor interessere for, at en eventuel metrolinje ikke får sin endestation ved Hvidovre Hospital, men i stedet kommer til at fortsætte videre til indkøbscenteret Rødovre Centrum.
Ifølge forundersøgelsen vil Frederiksberg Kommune skulle hoste op med cirka ni af de 20 milliarder kroner, det vil koste at anlægge Fasanvejslinjen. Det foreslås blandt andet at hente pengene ved øgede parkeringsudgifter i kommunen og eventuelle fremtidige trængselsafgifter.
Samtidig peges der på, at man vil kunne spare penge på andre dele af den offentlige transport, og at de øgede ejendomsværdier, som en metrolinje vil medføre, kan give flere skattekroner i kommunekassen.
Den kommende udvidelse af metrolinje M4 over Sydhavnen med endestation på Ny Ellebjerg forventes at være færdigbygget i 2024. Fasanvejslinjen vil ifølge forundersøgelsen kunne stå klar i 2035.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!