Få det bedre på Nørre Allé
Glem alt om klinisk hvide vægge og endeløse korridorer i nyt sundhedscenter
Hospitalsmikset af lange gange, gigantiske rum, klinisk belysning og formel stemning indbyder sjældent til at man bliver hængende længere end højst nødvendigt.
Den tradition bliver der gjort op med i byens kommende sundhedscenter som netop har haft byggestart på Nørre Allé.
Stedet skal fungere som et dagscenter hvor kræftpatienter og pårørende kan komme ind fra gaden og få støtte og tilbud som psykologhjælp, gruppesamtaler, fysisk træning og inspiration til mad tilpasset kemopatienter.
”Den overordnede idé er at lave et byggeri der ligger et sted mellem de traditionelle institutioner og hjemmets trygge rammer,” siger Morten Rask Gregersen, partner hos den nørrebroske tegnestue Nord Arkitekter der har slået stregerne til Københavns første sundhedscenter for kræftpatienter.
Nord Arkitekter har taget udgangspunkt i idéen om helende arkitektur – altså tanken om at særlige arkitektoniske greb kan medvirke til at syge folk får det bedre.
”Centret er for eksempel sat sammen af mange små bygninger, så skalaen bliver menneskelig og står i stærk kontrast til de store aulaer og modtagerum der normalt kendetegner hospitalssektoren,” siger Morten Rask Gregersen.
Bygningen skal være imødekommende frem for formel, så man skal derfor ikke forvente at blive modtaget i en traditionel reception med skranke og registreringspligt. I stedet er det første du møder et langt spisebord hvor du kan sætte dig ned og tage en snak med personalet.
Sundhedscenter på Nørre Allé
Et dagscenter hvor kræftpatienter og pårørende kan få støtte og hjælp.
Nord Arkitekter har tegnet centret som er det første af sin slags i Danmark.
Sundhedscentret åbner sommeren 2011.
Derudover har Nord Arkitekter sørget for at give bygningen mange lysindfald og direkte adgang til grønne arealer med naboen De Gamles Bys park og en indre gårdhave.
”Idéen om en gårdhave var en af grundene til at vi vandt konkurrencen om at tegne centret. Det var der ingen af de andre tegnestuer der havde foreslået. De indre gårdhaver er en arkitektonisk tanke der stammer fra de gamle klosterbyggerier hvor man udadtil skaber en udadvendt bygning, men indadtil får et meget privat rum,” siger Morten Rask Gregersen.
Sundhedscentret ventes at stå klar til sommer.