Døden gemmes ikke af vejen på Dronningensvej

En familie sidder og taler lavmælt sammen. En gang imellem lyder der dæmpet latter, og i næste øjeblik nynner de sagte. I fællesrummet nedenunder spiller nogen på klaveret.

Diakonissestiftelsens nye hospice er bygget til at rumme sorg og død men også liv. Bygget til at lindre uhelbredeligt syge og døende mennesker i deres sidste tid i byen. Bygget til mennesker, der i gennemsnit bor her i tre uger.

På en stille villavej på Frederiksberg, syd for Diakonissens røde nygotiske hovedbygninger mellem Peter Bangs Vej og Søndre Fasanvej, ligger den gyldenbrune bygning. I to etager med hovedbygninger og trapper ned mod Dronningensvej og den lille forhave for at passe til villaerne ved siden af.

Men modsat murstensvillaerne på vejen er hospicets facade altså beklædt med tombak – en messinglegering, som københavnerne også har lært at kende fra Axel Towers.

Huset er Danmarks første nybyggede byhospice og tegnet af Nord Architects, der tidligere har formgivet det prisvindende Center for Kræft og Sundhed på Nørre Allé. Diakonissestiftelsens hospice åbnede på Dronningensvej sidste år til erstatning for den tidligere hospicebygning fra 1997, hvor både depoter, vaskerum og stuer med tiden var blevet for små.

Der er 250 indlæggelser i løbet af et år, 60% flere i forhold til det gamle hus. Da det også betyder flere leveringer, ambulancer og rustvogne er parkeringen lagt på en vej bagved for at skåne naboerne.

Fotograf:  Adam Mørk

Rundt og rart

Man træder direkte ind i huset uden at møde en skranke – receptionen er nærmest lidt skjult bag en sofagruppe. Der er ikke nogen dør til resten af huset, som fortsætter bag en rundet væg.

»Alt, hvad der minder om hospital, er brudt op. Vi har for eksempel ingen lange gange,« siger Hospicechef Helle Tingrupp, som møder Magasinet KBH i foyeren.

Det nye hospice er tegnet ud fra principper om lindrende arkitektur. Målet er at skabe ro, men også stimulans i form af positive sanseindtryk, og at undgå lys, lyde, lugte og udstyr, som minder om sygehus. Arkitekterne fik input fra medarbejdere og pårørende, og der blev lavet over 70 modeller, før man ramte den endelige, fortæller Helle Tingrupp.

En tegning på væggen viser bygningens layout, der minder om en puslebrik med sine runde indhak – som om der er taget bidder af bygningen. Det skaber krumme facader rundt omkring på huset, hvor der er indsat buede vinduesglas fra loft til gulv, og en masse små nicher.

Egetræslameller udgør paneler visse steder, og der står siv og potteplanter rundt omkring på gulvet. På de hvide vægge hænger der kunst doneret af Ny Carlsbergfondet.

Patientfløjene med i alt 16 sengepladser ligger i to etager rundt om det store fællesrum i midten af huset. Fællesrummet er inspireret af klosterbygninger med det åbne fællesskab i stueniveau og en balkon hele vejen rundt på etagen ovenover, hvor man kan være mere privat, men alligevel følge lidt med.

»Man kan være med på en lytter oppefra, hvis man ikke helt har mod på fællesskabet. Mange magter ikke at være sammen med de andre,« forklarer Helle Tingrupp.

Der er sørget for god akustik i fællesrummet, hvor gulvets klinkebelægning er testet med både rødvin og blod.

Fotograf:  Adam Mørk

Byens trygge puls

Som et byhospice er det nye hus særligt tiltænkt byboere. Det udnytter byens lyde, tempo og tæthed, som er velkendte og trygge for mennesker, der har tilbragt deres liv i storbyen. De pårørende kan også nemt komme på besøg med cykel eller metro og har masser af muligheder for at hente takeaway.

Fra huset kan man komme ud og få frisk luft på to udearealer – begge med niveaufri adgang og plads til, at en seng kan skubbes med derud. Det ene er en oval gårdhave med træer og vandkunst, som ligger beskyttet i stueniveau og er tegnet af Masu Planning. Det andet er en tagterrasse på første sal med udsigt til villatagene og til Københavns Zoo.

»Man kan høre elefanterne herfra og en gang imellem søløverne, når de bliver fodret,« fortæller Helle Tingrupp.

Patienter kan også booke en tid i Stjernebadet, som er et lille rum med specialindrettet karbad og et rundt vindue i loftet med udkig til himmelen.

»De patienter, der har sygdom i hjernen, kan genfinde en følelse ned i kroppen. Og for andre kan det virke smertelindrende. Vi har specielle olier til lugtesansen, musik og dæmpet lys for at få alle sanser med,« siger Helle Tingrupp.

Udover det faste lægefaglige personale og præsten, som næsten arbejder fuldtid, kommer der også frivillige kunstnere, en psykolog og en musikterapeut. Der er daglig fællesspisning og ugentlig musikandagt, hvor præsten ruller et mobilt alter frem. Hospicet har i øvrigt et årligt rødvinslegat fra den danske frimurerloge.

Fotograf:  Adam Mørk

Vigtigt at kunne mærke luften udefra

Værelserne er enkelt indrettet med en seng, en sofa og en lænestol på hjul med tilhørende fodskammel. Det nye testamente og Den danske salmebog står i et lille reolsystem under tv’et. På et magnetfelt på væggen kan beboerne sætte billeder og børnetegninger op og give stuen et personligt udtryk.

Kun små detaljer afslører, at vi befinder os på en arbejdsplads: Loftsliften, hvis motor er gemt væk i skabet, og de diskrete lister, der skal beskytte væggene mod sengekanterne.

»På hospitaler har man metallister for at beskytte væggene. Vi har brugt hvide corian-plader i døråbningen, som vi har crashtestet. Så det ikke hurtigt bliver grimt,« forklarer Helle Tingrupp.

To indbyggede ventilationssystemer giver mulighed for at køle ned til 15 grader for at kunne beholde den afdøde på værelset op til et døgn efter dødstidspunktet. På det tidligere hospice brugte man en mobil køler. Selvom det var besværligt at forene med ventilationen, insisterede personalet på at kunne åbne vinduerne.

»Det er vigtigt at kunne mærke luften udefra,« siger Helle Tingrupp.

Pårørende kan overnatte enten på en sofa på værelset eller i de to gæsteværelser. På gæsteværelset står der salmebøger, digtsamlinger, kunst- og designbøger og nogle børnebøger med titlerne 'Hvor er mor?' og 'Hvor går man hen, når man går bort?'

Fotograf:  Adam Mørk

Farvel gennem hoveddøren

Alle nye patienter får en indlæggelsessamtale, og personalet forsøger altid at efterkomme patientens og de pårørendes ønsker, særligt til udsyngning.

»Vi havde for eksempel en patient, som var del af et big band, og som blev spillet ud af bandet. Andre læser digte op. Vores præst tager sig også af vielser og nøddåb af voksne,« fortæller Helle Tingrupp.

»Op til dødsfald har vi talt med patienten om, hvad for tøj de skal have på. Så gør vi dem i stand og ifører dem tøjet, der er valgt til lejligheden. Næste dag kommer bedemanden og lægger dem i en kiste, og så bliver de båret ud samme vej, som de kom ind.«

Det vil sige hoveddøren mod villavejen, og det er lidt usædvanligt, forklarer Helle Tingrupp og tilføjer:

»De bliver ikke kørt ud fra en kælder ad bagvejen. Vi gemmer ikke døden af vejen.«

Fotograf:  Adam Mørk